En forkvaklet form for kærlighed

I april måned har Kim Fupz Aakeson og Tobias Petersen diskuteret kvindemord i film og serier på denne hjemmeside.

Aakesons første indlæg var en refleksion over de utallige kvindemord, der findes i fiktionens verden, hvis berettigelse han ikke kan forklare sin tolvårige datter, og han er bekymret for, hvad det fortæller hende.

Petersen kom så banen med en kommentar om, at det skyldes, at kvinder agtes højere end mænd. Så derfor opleves det langt mere voldsomt at gøre skade på en kvinde end en mand.

En præmis, som Aakeson i sit næste indlæg ikke købte. For hvorfor er det så ikke børn – det mest dyrebare for de fleste – som er de evige ofre.

Nu vil jeg som kvinde gerne byde ind med mine tanker.

Jeg tror, at rigtigt mange mænd elsker kvinder meget højt, og jeg tror derfor, de har en tendens til at sætte dem på en piedestal for at passe på dem.

Derfor er det ofte en kvinde, der overlever i gyserfilm. Det er en trope, man kalder the final girl, men selv om det måske udspringer af en slags kærlighed, finder jeg det ret problematisk.

For det er ikke en hvilken som helst kvinde, der overlever. Det er en meget ung, smuk, hvid og ærbar kvinde – bare tænk på slasherfilm som Halloween, Scream, Motorsavsmassakren, A Nightmare on Elm Street og Fredag den 13.

De overlever med nød og næppe, men har oplevet deres venner blive slået ihjel én efter én.

Der er dog mange piger og unge kvinder, som bliver dræbt i de film. Men som regel er der noget galt med dem. De kan være promiskuøse eller ikke-attråværdige på anden vis.

De skal derfor lide og straffes lidt mere end mændene, som ofte kan nøjes med et gok i nødden, og så er de døde, hvis man da overhovedet ser dem blive slået ihjel.

Kvinder er med andre ord nogle, der skal passes på og få lov at overleve. Men vel at mærke kun, hvis de har gjort sig fortjent til det.

Kvinder får sjældent lov til at være et helt menneske i genrer som gys og krimi. I krimi er kvinder ikke bare ofre, men ofte er der også en kvindelig efterforsker – Kastanjemanden, Forbrydelsen, Killing Eve og Broen – som er lidt kold og kalkuleret.

Efterforskeren er blottet for empati og omsorg, der ofte tilskrives som kvindelige egenskaber. Hun er altså bedre, fordi hun ikke bliver revet med af sine følelser. Fordi kvinder, der besidder mandlige egenskaber, er det bedste af to verdener?

Tobias Petersen bruger som argument, at det er mænd, der går i krig, fordi kvinder er for vigtige til at miste. Men måske er det også et udtryk for det samfund, som vi lever med i dag.

For nylig hørte jeg én fortælle om en 1000 år gammel vikingegrav, der var blevet fundet. I graven var der skeletter fra to heste, ligesom der var våben, rustning og alskens militærudstyr og dyre sager, der indikerede, at her lå en stor kriger.

Automatisk gik arkæologer ud fra, at der var tale om en mand. Men dna afslørede, at det var en kvinde, som altså var blevet begravet med al den ære og pragt, man kunne mønstre.

På den måde ligger vi i dag under for den patriarkalske forestilling om, at kvinder er det svage køn, som kræver at blive passet på. Men det er i virkeligheden noget, vi bliver gjort til – for det giver mænd konkret magt over os.

Det er de mange kvindelige ofre i fiktionen med til at bibeholde. Også selv om det udspringer af en slags kærlighed til kvinden.