15. sep. 2023

Danmarks blodige skamplet

Foto | Galgóczi Németh Kristóf

Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard giver den fuld hammer som onde danskere i film om Det Stockholmske Blodbad.

Af Frederik Hoff

Den danske kongerække er fyldt med helte og fiaskoer, men vi tænker sjældent på vores gamle regenter som deciderede skurke.

Det gør de i Sverige, hvor Kong Christian II – som var konge af begge lande – i over 500 år har heddet ”Christian Tyran”. Tilnavnet opstod forståeligt nok, da han i løbet af tre dage henrettede 82 højtstående svenskere i landets hovedstad.

Nu har den svenske instruktør Mikael Håfström lavet en episk film om Det Stockholmske Blodbad, som det bliver kaldt.

”Jeg er den retmæssige konge af dette land. Jeg vil ikke lade nogle forbandede svenske bønder tage det fra mig!” skriger Claes Bang hæmningsløst i rollen som Christian i den første trailer til Stockholm Bloodbath.

Selv om filmen er på engelsk, er rollerne mest besat af danske skuespillere som Ulrich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard og Alba August.

Sidstnævnte spiller Freja, der sammen med Anna (Sophie Cookson) går til modangreb på den onde, danske overmagt.

Håfström er særligt kendt for kostskoledramaet Ondskab, og traileren til Stockholm Bloodbath lægger i den grad op til et mørkt drama.

Dog har den også et meget stort glimt i øjet.

”Good morning, Stockhoooooolm!” skråler præsten Didrik Slagheck (Mikkel Boe Følsgaard) med klar reference til Robin Williams-filmen Good morning, Vietnam.

Følsgaard fik selv sit gennembrud som gal konge i En kongelig affære, og han giver den hele armen som Slagheck, der havde det praktiske ansvar for blodbadet og blev belønnet med en biskoptitel for besværet.

Stockholm Bloodbath får premiere i danske biografer 18. januar 2024.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko