”Samarbejdet er slut. Nu kommer modstanden.”
Sådan lyder det i teksten i den første trailer til fortsættelsen af krigsfilmen De forbandede år.
I den første film blev den danske familie Skov splittet af, at patriarken i skikkelse af Jesper Christensen valgte at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt, mens sønnen Aksel (Mads Reuther) meldte sig ind i modstandsbevægelsen.
Instruktør Anders Refn brugte mange år på at få grønt lys til den første film, som trods coronakrisens begrænsninger solgte 370.000 billetter i biografen. De forbandede år 2 ser ud til at fortsætte i samme spor med smuk iscenesættelse og store dilemmaer.
Efterfølgeren udspiller sig fra foråret 1943 til sommeren 1945, hvor Danmark som bekendt blev frit på ny. På rollelisten finder man foruden Jesper Christensen og Mads Reuther igen blandt andre Bodil Jørgensen – som indtager forsiden af det aktuelle Ekko #89 – og Gustav Dyekjær Giese som dansk nazist.
I den korte, men hæsblæsende teaser-trailer bliver folk på, mens både dansk- og tysksindede diskuterer, hvad den rigtige vej frem er.
De forbandede år 2 får premiere i danske biografer den 21. april.
Kommentarer