15. apr. 2020

The Eddy

Foto | Lou Faulon

Festlig jazzstemning og mørk kriminalitet i den parisiske underverden mødes i Netflix-serie af den Oscar-vindende instruktør bag La La Land.

Af Nicki Bruun

Selv om Damien Chazelle ikke vandt den store Oscar for bedste film med La La Land – han blev udråbt til vinder, men måtte give prisen videre til Moonlight – blev den unge amerikaner med ét en af filmbranchens hotteste navne.

Han er nemlig den yngste nogensinde, der har vundet prisen for bedste instruktør, som han gjorde med musicalen.

Siden rejste han ud i rummet med Neil Armstrong i First Man, men i sit næste projekt vender instruktøren tilbage til det musikalske univers, som skabte hans gennembrud i det forrygende trommedrama Whiplash.

Til gengæld kaster Damien Chazelle sig for første gang over serieformatet med Netflix-serie The Eddy.

Titlen er navnet på et spillested i Paris som den førhen hyldede amerikanske jazzpianist Elliot Udo ejer sammen med sin franske forretningspartner.

Seriens trailer viser André Holland i hovedrollen som Elliot, der kæmper for at redde sin jazzklub. Imens har han problemer med både kriminelle fra den franske underverden, som hans partner har forbindelse til, sin lejlighedsvise kæreste og kollega samt teenagedatteren, der pludselig dukker op i den franske hovedstad.

Som man kunne forvente, er traileren fuld af lækker musik og en knivskarp rytme, der giver forhåbninger om en kærlighedserklæring til jazzgenren. Men samtidig skaber de kriminelle forviklinger en klangbund af suspense, som gør serien til en af de mest imødesete.

Alle otte afsnit af The Eddy har premiere på Netflix den 8. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko