29. jan. 2020

En helt almindelig familie

Foto | Jonas Svensson

Mikkel Boe Følsgaard kæmper for at være den bedst mulige far som transkønnet kvinde i debutspillefilmen af talentfuld Ekko Shortlist-instruktør.

Af Nicki Bruun

”Vi skal skilles, fordi far gerne vil være en kvinde.”

Sådan lyder det i traileren til En helt almindelig familie. Det er debutspillefilmen af 31-årige Malou Reymann, der er kendt fra Ekko Shortlist med kortfilm som 13 og Dem man elsker, og som vi i 2011 udråbte til et nyt talent.

I den nye film bliver to unge pigers liv vendt op og ned, da deres forældre går fra hinanden, og faren Thomas meddeler, at han nu er en kvinde ved navn Agnete.

Mikkel Boe Følsgaard trækker derfor i kjole, høje hæle og makeup, når han til følelsesladet musik forsøger at være den bedst mulige kvindefar for sine døtre.

Det virker skiftevis morsomt og rørende, at Agnete skaber forvirring på pigernes fodboldhold og kæmper for at holde gode miner under en ubehagelig middag på en feriedestination.

Filmen bliver i disse dage vist på filmfestivalerne i svenske Göteborg og hollandske Rotterdam, men er også anmeldt til fire stjerner i det nye nummer af Ekko.

Sammenligningen med den forrygende tv-serie Transparent ligger lige for. Med brug af hjemmevideo låner filmen også seriens æstetik, men ifølge Ekkos anmelder finder En helt almindelig familie sin egen charme i særligt Mikkel Boe Følsgaard stærke præstation.

At Malou Reymann benytter en cis-skuespiller til at agere transperson, skal dog nok blive diskuteret, når filmen har premiere. Den danske festival MIX Copenhagen har i de sidste to år boykottet film, hvor kønsnormative mennesker spiller transpersoner.

En helt almindelig familie kommer i danske biografer den 20. februar.

Kommentarer

Hver uge sætter Ekko fokus på traileren til en ny film.

Du er velkommen til at komme med din kommentar nedenfor.

© Filmmagasinet Ekko