01. feb. 2024

Glemt kærlighed og en sprække i havet

Foto | Hyæne Film

Sangeren Oh Land har sin første hovedrolle over for Simon Sears i sci-fi-kærlighedsdramaet For evigt, som er instrueret af manden bag Danmarks Sønner, Ulaa Salim.

Af Frederik Hoff

Det vakte opsigt, da instruktøren Ulaa Salim spillefilmdebuterede med Danmarks Sønner i 2019.

Filmen skildrer et fiktivt Danmark, hvor et voldsomt terrorangreb får folkestemningen til at bevæge sig i en retning, der er meget farlig for landets indvandrere.

Dansk Folkepartis Alex Arendtsen kaldte den omdiskuterede film for en propagandistisk fantasi, men generelt var anmelderne enige om ros til den unikke film.

I sin nye film går Ulaa Salim, der har flere film på Ekko Shortlist, i en helt anden retning.

Denne gang har han lavet et science fiction-kærlighedsdrama, men igen starter det hele med et kæmpemæssigt brag.

Island rammes af et jordskælv, som skaber en sprække på havets bund og fremskynder klimaforandringerne. Samtidig forelsker Elias sig hovedkulds i Anita, spillet som ung af Anna Søgaard Frandsen, der medvirker i en række Ekko Shortlist-film.

Mange år efter er det op til Elias og hans hold af videnskabsmænd at lukke sprækken. I den intense trailer ses han i skikkelse af Simon Sears, der ved synet af den mystiske sprække drømmer sig tilbage til dengang, han mødte Anita.

Tilværelsens evige bøvl skilte parret ad dengang, men i forbindelse med havmissionen forenes de igen.

Skal han vælge den glemte kærlighed i stedet for sin store videnskabelige drøm?

I nutiden spilles Anita af Nanna Øland Fabricius. Hun kendes bedre som sangeren Oh Land, og hendes hovedrolledebut ser ud til at blive et medrivende drama om at stå ansigt til ansigt med det liv, man aldrig fik levet.

For evigt er produceret af Hyæne Film, som Ulaa Salim er medstifter af. Den får premiere i danske biografer den 18. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko