21. feb. 2024

The Son and the Moon

Foto | Emilie Monies

Da instruktøren Roja Pakari får konstateret kræft under sin graviditet, går hun på opdagelse i sin iranske baggrund i dansk dokumentar, der vises på Cph:Dox.

Af Frederik Hoff

”Dit hår vokser bare ud igen, du skal ikke være ked af det,” siger Roja Pakaris lille søn, da han første gang ser sin mors skaldede isse.

Først smiler hun lidt ad den barnlige optimisme. Så begynder hun at græde.

Scenen er fra traileren til dokumentaren The Son and the Moon, som er 36-årige, dansk-iranske Pakaris første film i spillefilmlængde og ser ud til at være en rørende og intim film om kærlighed og identitet.

Den følger instruktøren, fra da hun er gravid med sin søn og får konstateret uhelbredeligt kræft. Altså en pendant til Mia Engbergs Hypermoon, som Ekkos læsere kan se her frem til 1. april.

Mens Pakari forsøger at finde sig til rette i den tragiske situation, fordyber hun sig i sin iranske families historie og drømmer om at tage sin søn med til moderlandet, der i øjeblikket er hærget af et totalitært styre og blodig konflikt.

The Son and the Moon er udtaget til prisen Nordic:Dox Award på Cph:Dox-festivalen og bliver vist i biografer rundt om i landet.

Den er produceret af Sonntag Pictures og Sara Stockmann, som fik IB-prisen – en særlig innovationspris – ved årets Robert-uddeling og blandt andet har været med til at producere de prisvindende dokumentarer Bobbi Jene og Armadillo.

Større end dagbog
Roja Pakari står bag Ekko Shortlist-filmen Zayesh, som også forholder sig til nyt moderskab og situationen i Iran.

Instruktøren udtaler, at The Son and the Moon startede som en videodagbog fra hospitalet, hvor hun modtog kemobehandling i ni måneder.

”Langsomt indså jeg, at optagelserne kunne gavne andre, der måske stod overfor lignende udfordringer og omvæltninger i deres liv. At andre kunne finde trøst i at spejle sig i min kamp, tanker og sorg.”

”På et tidspunkt blev det for hårdt for mig at holde kameraet, så min veninde Emilie Monies, der er fotograf, overtog kameraet. Derfra gik optagelserne fra at være min personlige dagbog til, at vi lavede en film, som føltes større end dagbogsformatet.”

The Son and the Moon har premiere den 18. marts på Cph:Dox.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko