18. aug. 2022

Wednesday

Foto | Netflix

Tim Burton har skabt endnu et sorthumoristisk og gotisk univers i Netflix-serie om den berømte Addams-familie.

Af Nicki Bruun

Tim Burton er en af de meget få instruktører, hvor man ikke er i tvivl, om han står bag en film.

Hans sorthumoristiske og gotiske stil springer da også i øjnene i traileren for den kommende Netflix-serie Wednesday.

Det er en historie om datteren i den berømte Addams-familie, der startede som tegneserie i 1960’erne og siden har været på de skrå brædder og i adskillige film.

Tim Burton er konceptuerende instruktør, mens hovedforfatterne Alfred Gough og Miles Millar – der tidligere har stået bag tv-serien Smallville – er krediteret som serieskabere.

I traileren ankommer den sortklædte Wednesday til en farverig skole, hvor alle kigger på hende. Wednesday skiller sig tydeligvis ud.

”Den eneste, der har lov til at torturere min bror, er mig,” siger hun, før hun slipper to poser med blodtørstige piratfisk ned i skolens svømmebassin, hvorefter de går løs på en ungersvends ædlere dele.

Til tonerne af Burtons hofkomponist Danny Elfmans storladne musik bliver hun derfor sendt på en anden skole. Den hedder Nevermore og er med Wednesdays fuld af ”mystik, kaos og mord”.

Hovedrollen spilles af Jenna Ortega, der medvirker i den nye Scream. Som hendes forældre Morticia og Gomez ses Catherine Zeta-Jones og Luis Guzmán, mens rollelisten også tæller Christina Ricci, der spiller Wednesday i filmserien fra 1990’erne.

Wednesday får premiere på Netflix i løbet af efteråret.

Kommentarer

Hver uge sætter Ekko fokus på traileren til en ny film.

Du er velkommen til at komme med din kommentar nedenfor.

© Filmmagasinet Ekko