”Fyn er fin,” siger man nogle gange henkastet om Danmarks tredjestørste ø.
Men slår ordet til, når man vil beskrive en årgang fra den fynske filmuddannelse med rigt filmsprog, mod til at behandle tunge emner og sirlige fortællerstemmer?
Femte årgang fra 18 Frames finder inspiration i en dansk tradition for socialrealisme, men går alligevel skridtet videre og tilsætter fantasifulde, men subtile elementer som drømmesyner, kunstfærdige long takes, sekvenser fra andre film og hjemmeoptagelser.
Ingen sorg er for marginal eller tung til at behandle, og som tilskuer kommer man helt ind under huden på drønspændende karakterer.
Med historier om sårbare mænd, der bryder med traditionelle kønsnormer, runder de tre film så forskellige emner som hjertesorg, grænsesøgende seksualitet og mentalt helbred. De dristige emner skildres sirligt med et legende filmsprog, som er en fryd for øjet.
Amatør
”Det må gerne være lidt vildt,” siger Petra til kæresten Anton.
I Amalie Maria Nielsens parforholdsdrama vil den unge kvinde gerne lave amatørporno, selv om det er temmelig grænseoverskridende for Anton.
Deraf filmtitlen.
For at gøre det rigtigt spændende ønsker hun, at han skal være lige så uhæmmet som mændene i pornofilmene, hun viser ham. Men Antons følelser kommer i klemme. Kan han virkelig tage kvinden, han elsker, under så voldsom behandling?
Kvinders påtagede støn blander sig med smertefulde klynk. Således italesætter instruktøren pornoficeringen af sexlivet, hvor det handler mere om æstetik end nærvær.
Samtidig forstår man Petras trang til at føle sig begæret, ikke bare elsket.
Når de to kysser og kæler, er kemien bedst. Men der vokser en grøft mellem dem, da Petra – fint spillet af Isabella Møller-Hansen – vender sig mod kameraet og siger, at det skal gå hurtigere. Som ophidset seer ville hun selv spole forbi kæleriet og komme til sagen.
Jack De Paiva Pedersen er fremragende som Anton, der mere og mere begynder at tvivle på sig selv og forholdet. Kønsrollerne byttes om, når han ligger under for hendes pres. Med mesterlig kameraføring og en minimalistisk præstation er hans indre knæk intet mindre end sindsoprivende.
Brud
Når Anders (Jonathan Bergholdt) glemmer sin OB-trøje hos ekskæresten Ida, bliver den symbolet på en fundamental forandring i ham. I jagten på normalitet bryder han og kammeraten Elias (Luca Storm) ind hos hende for at få trøjen tilbage.
Instruktør Theodor Garnæs Kramer Engen har skruet en forløsende hjertesorgsfantasi sammen. Den udforsker Anders’ irrationelle forestilling om nærhed til kvinden, han savner, mens han vil slette alle spor og komme videre.
Det er ømt at se, hvordan den manglende trøje påvirker hovedpersonen, så han ikke kan følge med i fodboldkampen på tv. Her brydes harmonien mellem ham og Elias.
Der er et fremragende brug af lysindfald i filmen. Som når vennernes ansigter er lyst op, mens de sniger sig rundt i mørket uden for Idas hus før indbruddet.
Samme greb bruges, når tid og sted går i stå i det blålige skær foran Idas billedvæg.
En sirlig synthesizer udtrykker undervejs den unge mands mismod, mens han genlever minderne fra det forliste forhold. Den erstattes af knugende saxofoner, når sorgen bliver alt for tunge at være i.
Lavine
Vennerne Alex og Bjørn dingler pilstive rundt i gaderne med nissehue på hovedet og en bajer i hånden. I baggrunden høres sirener, som det hører storbyen til.
Men det er, som om lyden ikke forsvinder igen. I stedet stiger volumen, indtil de kommer til Alex’ lejlighed, hvor kæresten Nora ligger og sover. Men lejligheden står i lys lue, og kvinden er ikke til at få øje på.
Det er den isnende scene i David Silsets mareridtsagtige parforholdsdrama, der definerer hovedpersonen Alex’ (Casper Sloth) senere forhold. Halvandet år efter Noras død prøver han at komme videre med en ny kæreste, som han har med på weekendophold på et ældre gods sammen med Bjørn, der også har kæresten Ida med.
De idylliske omgivelser fuldendes med fuglekvidder, romantisk lysindfald igennem hvide gardiner og klirren af champagneglas ved middagsbordet. Men konflikten opstår, når synet af Ida minder den endnu ustabile Alex om Nora.
Adam Ild Rohweder er som altid fremragende som makkeren, der løfter Alex igennem tykt og tyndt. Med et enkelt blik udtrykker han både kærlighed, bekymring og træthed, fordi tilstanden trods alt har varet ved i årevis uden ændring.
Handlingen serveres på et sølvfad af pragtfulde skuespilpræstationer, velturnerede dialoger, strygertoner og drømmesyner. Men mere mystik ville klæde den ellers drømmende fortælling.
facebook
twitter
Kommentarer