kortfilmanmeldelse
11. feb. 2021 | 18:38

The Animation Workshop 2021

Foto | The Animation Workshop
Ejeren af en homobar får fornemt besøg i Simona Kanellous Pride of Lions afgangsfilm, som man får lyst til at have meget mere tid sammen med.

Nostalgi og drømmelandskaber sætter fantasien fri i afgangsfilm fra animationsuddannelse, der sprænger rammen for den lineære fortælling.

Af Kjartan Hansen

En ny årgang af filmskabere er meget bevidst om animationens potentiale.

Flere af afgangsfilmene fra The Animation Workshop i Viborg bruger moderne greb i fortællinger om fremtiden, men der er også plads til et nostalgisk blik på fortiden.

Ikke mindst i Jonathan Amadors retro-inspirerede computerspil Slay the Dragon – som Ekko ikke har haft mulighed for at anmelde – hvor helten skal redde sin lillebror fra dragens klør.

Det sprudler af fantasi og flair for fortællekunsten i kortfilmene, der byder på en rig variation af indtagende filmiske udtryk.

Surrealistiske drømmeverdener, menneskelige skæbner og den tvetydige natur har tilsyneladende tjent som væsentlig inspirationskilde.

Filmene kommer alle på Ekko Shortlist fra næste mandag og de følgende uger. Og der er noget at glæde sig til!

Buslinie 35A

Italienske Elena Felici ånder nyt liv i stop-motion med sin korte satire over menneskers konfliktskyhed i det offentlige rum.

En mand stiger på bussen og sætter sig ved siden af en teenagepige, selv om der er masser af ledige pladser.

Pigen er tydeligt utilpas og bliver rådvild, da han spørger, om hun har en kæreste og prøver at få hende til at stå af bussen og gå med ham hjem.

Der er naturligvis ikke noget sjovt i det potentielle overgreb, men det er morsomt, hvor absurd passagererne opfører sig for ikke at blande sig. En ældre kvinde begynder at spise frikadellerne, hun ellers havde taget med til sin søn.

Det er umådeligt godt set at udforske menneskers reaktion på et overgreb gennem uskyldige, nærmest naivistiske virkemidler.

 

Cut It Out

Man forventer et mere eller mindre nostalgisk udtryk, når filmens titel ruller over skærmen i en skrift, der er som taget ud af en GameBoy.

Det er derfor overraskende, at hovedpersonen Tara som det næste skal afmontere en usædvanlig, organisk bombe, der har både åndedræt og hjerterytme.

Svedende porer, pupiller, som udvides med lysets indfald gennem vinduerne, og usædvanligt levende ansigtsmimik gør kvinden utrolig realistisk.

Hendes omgivelserne er slørede og mindre detaljerede. Inez Kristina Baldacchino fra Malta indsnævrer hovedpersonens synsvinkel. På den måde fuldendes et skræmmende, klaustrofobisk univers, hvor man fornemmer ulykken forude.

Øjnene spærrer op, når filmen tager en surrealistisk drejning med hyldest til David Cronenbergs body horror-klassiker Videodrome. I en forrygende sekvens smelter Taras krop og den mystiske bombe sammen i et grotesk fødselsmareridt.

 

Nomads

Danske Anna Rueskov Schleicher tager os med i en gold, sandblæst ørken i en apokalyptisk fremtid, hvor menneskeheden er reduceret til maskeklædte nomader.

I sin ensomme søgen efter frugtbart land i en forgiftet verden rejser en kvinde kun ledsaget af et trofast pakdyr ud af ørkenen og op igennem en bjergpassage. De når et smukt, sneklædt klippelandskab, men der er endnu ingen føde i sigte.

Hun svækkes og hoster, så hun nærmest ikke kan stå på benene.

Der er imidlertid noget barnligt i pakdyrets adfærd. Når det bliver skræmt, kigger det panisk fra side til side. Og det tripper lidt på stedet. Trods et bevidst kunstigt udtryk er nærværet mellem de to figurer slående og føles ægte.

 

Pride of Lions

Med sine enkle streger – der er som taget ud af en avisstribe, farvelagt med komplementærfarver og tilsat sydamerikansk guitarmusik – pirrer filmen nysgerrigheden og rejselysten.

Der foregår noget mystisk omkring den aztekisk udsmykkede homobar, som er ved at lukke for i aften. Statuer af løver bevæger deres kroppe til rytmen af musik og brøler til hinanden. Det er, som de varmer op til noget større.

I et magisk øjeblik flyver en fabelagtig, kappeklædt skikkelse ind på baren, hvor ejeren er ved at pakke sammen. Vi fornemmer, at den overdådigt klædte skikkelse er en afdød stamgæst, der er vendt tilbage for at sige tak. Både på vegne af sig selv og alle de gæster, som af forskellige grunde ikke kunne være der i aften.

Græske Simona Kanellous film fortæller med meget få virkemidler en dyb og kompleks historie uden så meget som en enkelt replik. Man brænder efter mere, når rulleteksterne starter.

 

Riot5

Argentinske Violeta Fellays afgangsfilm er et pitch til en lesbisk animationsserie om niche-sportsgrenen roller derby. Filmen emmer af 80’er-æstetik og billedskønne strandmotiver, der minder om Miami Vice og Baywatch.

Der er drama, når holdets stjerne Griz kommer til skade og råber ad holdkammeraten Cherry Bomb. Holdet kan ikke vinde en dyst uden hende, mener Griz.

Imidlertid tyder noget på en ulmende romance mellem de to kvinder, når resten af holdet ellers ikke forstyrrer i baggrunden.

Filmen er underholdende i en farverig intro, hvor spillerne på holdet optræder med et dyr eller objekt, der repræsenterer hver kvindes særlige styrke.

Det er morsomt, at blåhårede og bebrillede Primrose sidestilles med en spillekonsol, så vi forstår, at hun må være holdets teknisk begavede geni.

 

When the Moon Was Gibbous

Det er som at vende tilbage til for længst glemte barndomsdrømme, når man ser det surrealistiske eventyrland, som italienske Erika Grace Strada har skabt.

Filmen dvæler ved et kunstfærdigt udtryk, der minder om rumrejse-drømmene i Daft Punks musikvideo til hittet One More Time og René Laloux’ enestående La planète sauvage fra 1973.

Til nostalgiske lyde fra en synthesizer sidder majestætiske, men plumpe kæmper på en tilsyneladende sparsomt befolket planet i ro og mag og kigger på stjernerne.

Men som al anden uspoleret natur bliver planeten forstyrret af mennesker. Og når en af kæmperne nysgerrigt rækker ud efter de fremmede nyankomne iklædt månedragt, ser menneskene det naturligvis som en trussel.

Man aner foruroligende ødelæggelser i fremtiden, men mørket overskygges af planetens mærkværdige skabninger og munter baggrundsmusik. Det er en anderledes og fin kommentar til mennesket som en ødelæggende aktør i universet.

Kommentarer

Buslinie 35A
Instr. Elena Felici

Cut It Out
Instr. Inez Kristina Baldacchino

Nomads
Instr. Anna Rueskov Schleicher

Pride of Lions
Instr. Simona Kanellou

Riot5
Instr. Violeta Fellay

When the Moon Was Gibbous
Instr. Erika Grace Strada

© Filmmagasinet Ekko