kortfilmanmeldelse
22. jan. 2022 | 14:38

The Animation Workshop 2022

Foto | The Animation Workshop
Fuld af undren står lille Hugo og ser skatte fra århundreders fransk krigsførelse i Georges Marions skønne La Chambre du Général.

Menneskets underbevidsthed udforskes i fremragende afgangsfilm, der brillerer med eskapistiske fantasiverdener og skarpe livsbetragtninger.

Af Kjartan Hansen

Den gængse misforståelse om animationsfilm er, at de taler til børn og barnlige sjæle. Og gang på gang vinder børnefilm prisen for bedste animation ved de store prisuddelinger. 

Senest blev den fremragende danske Flugt forbigået ved årets Golden Globe-uddeling til fordel for Disneys Encanto

Animation målrettet voksne spænder fra komedieserien Rick and Morty til Charlie Kaufmans eksistentialistiske Anomalisa, men det bliver ofte betragtet som et skævt indslag. 

Den snævre ramme har The Animation Workshop i Viborg tradition for at sprænge. Uddannelsens afgående årgang udmærker sig ved at udforske menneskeligheden på en måde, som andre formater ikke kan. 

Animation har en grundlæggende evne til at give indblik i surrealistiske, eskapistiske drømmeverdener, der på freudiansk vis peger indad og udforsker underbevidstheden. 

Med inspiration fra computerspil, malerkunst og klassiske genrefilm opbygger de fire afgangsfilm og Marcus Keables computerspil Fayburrow (som Ekko ikke har haft mulighed for at anmelde) en helt anden og fantastisk besnærende tilgang til fortællekunsten. 

Filmene vises online den 3. februar og kommer i løbet af måneden på Ekko Shortlist.


Lament

En kvinde vandrer igennem det høje græs. Det er uklart, om hun er på flugt eller søger hen mod noget i horisonten. Der klippes til to mænd, som slås i et mørkt lokale, og en familie, der tavst står og sørger i køkkenet. 

Hvad der forbinder de tre sekvenser, lader den irske instruktør Anne Sineád Hodgers være gådefuldt i sin malerisk animerede stumfilm. 

Sekvenserne blander sirligt impressionistisk malerkunst med tegneserier, men harmen og længslen føles immervæk hårdtslående. Malingen krakelerer bogstaveligt i de unavngivne personers ansigter, og deres ufine, menneskelige følelser kommer frem. 

Tilsat stemningsfulde strygertoner er der ikke en finger at sætte på filmens skønhed og atmosfære. Ligesom hos de impressionistiske malere skal seeren selv forestille sig historien. Men hvis filmen havde været lidt mindre kryptisk, ville de overvældende billeder blæse enhver omkuld.

 

La Chambre du Général

Drengen Hugo er taget med farmand Patrick for at hjælpe sin aldrende farfar med at tømme hans hus. Den senile ældre herre var fransk general under Vietnam-krigen, men nu skal han på plejehjem. 

Der hersker en nyfigenhed og detaljerigdom a la Peddersen og Findus-serien i filmen, hvor generationskløften og alderdom udforskes fra lille Hugos uskyldige perspektiv. 

Huset står i forfald og er fyldt med gammelt ragelse, men fremstår slumromantisk smukt i drengens øjne. Når han samler farfars modelfly op, mærker han historiens vingesus og ser huset forvandlet til det prægtige palæ fyldt med latter og jazzmusik, som det var engang. 

Drømmesynet fører ham ind på den gamle generals værelse, hvor århundreders militærhistorie er gemt – fra sabler og bonapartiske legetøjssoldater til billeder af farfar i hæren. 

Imens viser farfars trætte øjne og hans pludselige offensiv mod sønnen, at han ser rydningen af huset som en krigshandling begået af en forræderisk generation, der ikke forstår sine forfædre. 

Franske Georges Marion har skabt en enestående smuk og tankevækkende film. Dens fantasifulde, nærmest naivistiske måde at skildre en smertefuld generationskløft kan måle sig med de bedste dramaer om emnet.

 

Cowboy Kevin

Anna Lund Konnerups finurlige stop-motion-western starter med et lejrbål. Det ser bevidst så kunstigt ud, at man øjeblikkeligt bliver i godt humør. 

Det brechtianske greb understreger fortællingens eskapistiske vision. 

Foran bålet sidder cowboyen Kevin med kæmpestore bolche-øjne og taler om, hvor højt han elsker friluftsliv og sin trofaste krikke med det beskrivende navn Horse. 

Undervejs ser han mod kameraet og viser et mystisk, kortfattet kærlighedsbrev, hvis afsender han og Horse søger i nationalparken Yellowstone. 

Kevin fabulerer om, hvordan afsenderen mon ser ud. Han forestiller sig en lyshåret kvinde og sukker hjerteligt. 

På toppen af et bjerg rammes han imidlertid af lynet, hvorefter filmen tager en surrealistisk drejning i en træloge uden døre, der er som taget ud af David Lynch’ forskruede sind. Her tvinger en talende salamander Kevin til at indse, hvad der i virkeligheden betyder noget for ham. 

Cowboy Kevin er sigende for menneskets utilstrækkelige evne til at sætte pris på det, de allerede har, selv om filmens nuttede æstetik gør det sværere at få øje på.

 

Apex Point

Foran en futuristisk virtual reality-simulator står Kira med sin motorcykel. Referencen til den japanske animationsklassiker Akira, hvor en ung dreng på sin kværn skal redde dagen mod lovløse biker-bøller, ligger lige for. 

Visuelt blander Jacob Møllers medrivende sci-fi-racerdrama udtryk fra japansk anime, computerspil og Disneys Kim Possible

Umiddelbart fremstår filmen som en underdog-fortælling om unge Kiras uventede sejr i et virtuelt racerløb. Men snart udfordres en herskende nonchalance over for stigende digitalisering af hverdagen, og filmen stopper ikke ved klapsalverne efter løbet. 

Det er bare begyndelsen. 

Som seer bliver man bevidst om, hvor hurtigt corona-nedlukningen erstattede fysiske mødelokaler med Zoom, og det er nærliggende også at overveje ligheder med Facebooks nye virtuelle univers Meta. 

Det er derfor yderst effektivt at se, om der stadig er en grænse mellem virkelighed og fantasi, når Kira efter en ulykke i et digitalt ræs gisper efter vejret, mens blodet siler ud af åbne sår. 

Apex Point dyrker teknologiens muligheder, men rummer en dybere, fascinerende samfundskritik, som ville være spændende at se udfoldet i et længere format.

Trailer: The Animation Workshop 2022

Kommentarer

Lament
Instr. Anne Sineád Hodgers

La Chambre du Général
Instr. Georges Marion

Cowboy Kevin
Instr. Anna Lund Konnerup

Apex Point
Instr. Jacob Møller

Filmene får premiere online den 3. februar og vil i løbet af februar og marts komme på Ekko Shortlist.

© Filmmagasinet Ekko