Der er særligt ét øjeblik i Netflix-gyserserien Archive 81, som bliver siddende i kroppen efter et dyk ned i en makaber verden.
Det første er en gruopvækkende scene, hvor en person flår sit eget ansigt til blods. Selv inkarnerede horrorfans vil blive imponeret over, hvor voldsomt det maltrakterede ansigt fremstår.
Lunser af kød hænger tungt, og de dybe furer i kinderne skabt af tilsyneladende sylespidse negle ser ubehageligt realistisk ud.
Serien handler om filmarkivaren Dan (Mamoudou Athie), der bliver kontaktet af den velhavende forretningsmand Virgil Davenport (Martin Henderson).
Virgil har et job til Dan.
Det går i al sin enkelhed ud på at digitalisere en række gamle videobånd af formatet Hi8. Da de er i så skrøbelig tilstand, at de ikke kan transporteres, bliver Dan nødt til at arbejde i en yderst skummel forskningsfacilitet.
Det er en forholdsvis ny villa, men arbejdet skal selvfølgelig foregå i en stor, mørk kælder.
Båndene tilhørte engang den unge studerende Melody (Dina Shihabi). I 1994 var hun i gang med et projekt, hvor hun undersøgte de mange historier, der var om en bygning ved navn Visser.
Archive 81 udspiller sig i to spor: nutiden og flashbacks gennem videobåndene til 1994, hvor Melody flytter ind i bygningen med en veninde.
Over sæsonens otte afsnit går det langsomt op for både Dan og Melody, at der er noget overnaturligt på spil. Der går rygter om, at der tidligere har huseret sekter i bygningen, og der går som bekendt sjældent røg af en brand, uden at der er ild i den.
Serien er baseret på en horror-podcast af samme navn, og det er ikke første gang, Netflix begiver sig ud i adaptioner af et lydmateriale.
Tea Lindeburgs danske Equinox var først en meget populær DR Radiodrama-produktion, men også den herligt vanvittige animationsserie The Midnight Gospel startede som en podcast.
Tidligere har HBO, Amazon og andre givet sig i kast med at overføre det auditive medie til levende billeder. Det giver også god mening at forsøge at tage et publikum med over på en anden platform.
Det lykkes bare ikke rigtigt.
For efter en fremragende start, hvor paranoiaen og den snigende uhygge sublimt bliver sat i scene, slutter sæsonen på uskønneste tv-maner. Trådene skal lige pludselig samles og alt forklares, så ingen er i tvivl om, hvad der har været på færde.
Indtil de to sidste afsnit udforsker serien ellers interessant, hvordan sorg og traumer kan påvirke én igennem hele livet.
Dan og Melody deler oplevelser, der har forårsaget ar på deres sjæl. Hans familie gik til i et flammehav, da han var knægt, og hendes mor forlod hende. Og begge søger efter svar, der viser sig at være forbundet.
Mamoudou Athie er dragende i sin formidling af Dans undren over, hvad det er, han er blevet hvirvlet ind i. Ligeledes er Dina Shihabi et solidt anker i den del af historien, hvor de overnaturlige elementer primært finder sted.
Derfor er det desto mere frustrerende at sidde tilbage efter ottende og sidste afsnit med en halvflad fornemmelse. Længe var Archive 81 en af de bedste horrorserier på Netflix.
Kommentarer