Boksedreng fra Blokken

Boksning kobles ofte med historier om social mobilitet – fra klassikere som Rocky og Million Dollar Baby til virkelighedens mestre som Joe Louis og Joe Frazier.

Den råstyrke, det kræver at gå i ringen, sidestilles med bokserens gode hjerte. Ønsket om et prisværdigt liv.

Boksedrengen i DR Ultra-seriens titel er kun ti år. Rida bor med sin familie i Odense-bydelen Vollsmose, der står på regeringens liste over særligt udsatte boligområder – i folkemunde kaldet ghettolisten.

I løbet af ti korte afsnit à godt seks minutter får vi et glimt af hans liv og bydelen.

Vi følger ham til træning, når han hænger ud med vennen Omar, laver drengestreger og drømmer om at være sejrherre i ringen. Forbilledet er sværvægteren Mike Tyson, selv om Rida kun vejer 30 kilo!

Boksedreng fra Blokken er Andrea Storm Henriksens egenhændige instruktørdebut. Hun sætter den gode stemning i centrum. Vollsmose har problemer, men bydelens børn er ikke balladebørn.

Det er helt tydeligt seriens pointe.

Boksetræneren Shabaz styrer i Vollsmose Boxing, hvor drengene træner, og han sørger for at holde de unge væk fra den kriminelle løbebane. Han kræver seriøs dedikation i bytte for livslange principper.

Det er stærkt materiale, fordi Ridas succes med boksekarrieren føles som et afgørende projekt.

Hvert afsnit af dokumentarserien har et afgrænset handlingsforløb, som introduceres og afrundes med Ridas fortællerstemme – ligesom en videodagbog. Grebet fungerer, men den tætpakkede struktur går ud over den løbende historie.

Da Rida vinder sin første kamp og guldmedalje allerede i afsnit fem, kunne serien i realiteten være slut. Boksedrengen har nået sit mål. Han vandt.

Og måske burde serien være stoppet her. Det virker påduttet, at Rida og hans venner pludselig beslutter sig for at lave en rapsang, fordi de vil vise, at Vollsmose ikke er så slem endda.

Eller rettere: Instruktøren vil vise, at drengene kan vise, at Vollsmose ikke er så slem.

Til undsætning kommer Reez, den lokale rap-kendis, som på opsat vis inviterer drengene i sit studie. Det er charmerende, men føles iscenesat.

Det samme er tilfældet, da Ridas ven ”tilfældigvis” møder Rida med en mursten af en Mike Tyson-biografi under armen i sidste afsnit. Rida konkluderer efter snakken, at han gerne vil være Mike Tyson – bare uden fængselsdommene.

Det er lige tykt nok, selv om idéen om at vise børnenes Vollsmose er sympatisk og kærkommen.

Drengelivet i Vollsmose skildres mest overbevisende, når drengene danser med dynejakker til børnefødselsdag, hopper i hotelsengen før kampdagen og maskulint udveksler håndtryk og rygklap, når de ses.

Det er en barndom, der vægrer sig mod et hårdt miljø ved lokal samhørighed. Bokseklubben, vennerne, familien.

Det tæller.

Portrættet af disciplinen omkring sporten, som træneren Shabaz bruger til at lede Rida ind på dydens smalle sti, er dybt betagende. Der ligger en storhed i hans råd og ambitioner på Rida vegne.

Serien behøver ikke let forløst dramatik. Ægtheden mærkes ikke mindst i en scene, hvor Rida og Omar slapper af i en hængekøje, spiser chips og taler om racisme.

De er så godhjertede børn, at deres ubehagelige oplevelser går lige i hjertekulen. Men de klarer sig med et udmærket udsyn fra Blokken.