Adam Price er en manuskriptforfatter i verdensklasse. Han kan træffe de mest banale og indlysende – nærmest klichéfyldte – valg og så alligevel slippe godt fra det.
Hvis nogen lavede trendbingo eller spillede politisk korrekt Yatzy på bare de første tre afsnit af den fjerde sæson af Borgen, ville der være fuldt hus.
For med generationskonflikter, klimaspørgsmål, den russiske trussel, dyreaktivisme, kvinder i toppolitik, brystkræft, lesbiske reportere og ministre i kørestol i et plot, der er hensat til de pinlige danske kolonier, kan en politisk moderigtig dansker fra den kreative klasse – måske med hang til radikal politik – dårligt ønske sig mere.
Det er faktisk buzz-wording helt op til kvalmegrænsen. Men ikke desto mindre er både temaer, den bærende historie, karakterer, skuespil og instruktion helt umanerligt godt skruet sammen.
Det er én poetisk enhed og samtidig dødspændende.
Det begynder faktisk allerede med den nye komponist August Fenger Janson, bedre kendt under kunstnernavnet Eloq. Han har erstattet Halfdan E’s kendte titelsekvens fra 2010 med et meget inciterende tema spillet sørgmodigt i dybe toner på strygeinstrumenter.
Sammen med instruktør Per Flys valg af en mere grafisk billedholdning, som har hårdere kontraster imellem lys og mørke, en virkelig gennemtænkt scenografi og markante kostumer, letter hele serien visuelt fra første indstilling.
Den kontrafaktiske historie åbner med, at den detroniserede statsminister Birgitte Nyborg – nu udenrigsminister – får til opgave at håndtere et oliefund i Ilulissat i det vestlige Grønland.
Skal man støtte grønlændernes ønske om selvstændighed, der faktisk kan finansieres ved en udvinding? Eller skal man redde klimaet og lade olie være olie? Og hvad stiller man op med de mafiøse russiske oligarker, som toner frem i ejerkredsen?
Som dramaet folder sig ud, vendes og drejes problemstillingen, og selv de indlagte argumentationer og politiske partsindlæg virker hverken påklistrede eller kluntede.
I stedet indgår de naturligt i et flot portræt af Grønland og grønlænderne og deres efterhånden tydeligt ændrede position i forhold til Rigsfællesskabet, som nok skal skabe debat.
For er de eskimoer eller inuitter? Er de bare socialt udsatte? Er de ædle vilde? Er de ligestillede med syddanskerne?
Med de linjebaserede ansigtstatoveringer, ustyrligt smukke landskaber og lange passager med grønlandsk sprog og dansk med eksotisk grønlandsk accent får Grønland endelig lov at fylde i dansk tv-dramatik.
Det er, som om danskens indre postkoloniale indlandsis omsider er ved at smelte, så arven fra Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne, der var langt forud for sin tid, endelig titter frem. Der er i hvert fald samme respekt og kærlighed, beundring og nysgerrighed – selv om grønlændere nok vil beklage sig over nogle af klichéerne.
Noget af det mest interessante ved fjerde sæson af Borgen er, at der er gået næsten ti år fra sæson tre sluttede. Ti år er lang tid – ikke mindst med dagens udviklingstempo.
Det betyder nye dagsordner, flere sms’er og messenger-beskeder klistret ind midt i billedet, sociale medier og identitetspolitiske konflikter og woke-problemstillinger helt i front.
Men det betyder også, at Adam Price har fået en masse ekstremt spændende dramatik forærende, fordi alle personer i sagens natur har rykket sig ti år.
Søren Mallings graverjournalist er blevet mere moden og sat at se på. Nyborgs søn – og nu dyreaktivist – spillet af Lucas Lynggaard Tønnesen er blevet en voksen mand.
Sidse Babett Knudsens ministerkarakter er gået i overgangsalderen og har fået hedeture, der kunne smelte Nordpolen. Imens er hendes mentor Bent Sejrø – en fænomenalt god og mere furet Lars Knutzon – blevet dement.
Tidens gang udnyttes tematisk i alt – selv i indlandsisens 3000 år gamle luftbobler, som Mikkel Boe Følsgaards angstneurotiske ambassadør, en af seriens mest sammensatte figurer, kalder for ”Guds prutter”, da han akavet indleder seriens bevægende kærlighedshistorie.
Borgen kunne godt gå hen og give øde gader. Så god er den. Og det ville jo egentlig også være godt for klimaet.
Kommentarer