Siden 2019 har fans haft mistanke om, at det værgemål, som amerikanske Britney Spears har været underlagt i en årrække, ikke har været med stjernens gode vilje.
Britney vs Spears kulegraver sagen og byder på øjenåbnende detaljer og en overvældende mængde bevismateriale. Filmen peger på, at Britney ufrivilligt har været fanget i sin fars klør. I hele tretten år har han haft myndighed over hendes person og formue.
Filmen kommer i hælene på dokumentaren Framing Britney, der havde premiere tidligere i år og ligeledes kredser om umyndiggørelsen af popstjernen.
Sagen går kort sagt ud på, at Britney Spears’ far Jamie Spears i 2008 fik midlertidig værgemål over datteren efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Siden er værgemålet blevet gjort permanent.
Det betyder, at Jamie Spears har haft magten til at bestemme over datterens indtag af medicin, hvem hun omgås samt hendes formue og karrierevalg.
Men selv om faren fremstilles som en skurk, fokuserer filmen på, hvordan Britney Spears er blevet svigtet af et system.
Dokumentaren blander arkivoptagelser med interviews af en række personer, der har været tæt på stjernen. Desuden interviewes forskellige eksperter og advokater, som har været indblandet i værgemålsagen.
Scener med instruktøren Erin Lee Carr og filmens journalist Jenny Eliscu, der læser højt fra aktindsigter, fungerer som en støtte til seeren, så man bedre kan hitte rede i sagens mange detaljer.
Det er mildt sagt en vanvittig historie, der udfolder sig i løbet af filmen.
Den handler om en kvinde, der frarøves nærmest alle sine rettigheder og drives rundt på turné som en cirkushest for at tjene penge til et stort hold i kulissen.
I fortrolige dokumenter, som instruktøren er kommet i besiddelse af, får vi at vide, at Britney Spears ikke har fået fem dages varsel, før Jamie Spears overtog værgemålet. Det er ellers normal procedure i den slags sager. Stjernen blev dermed frarøvet muligheden for at protestere mod værgemålet og skaffe sig en advokat.
I stedet udpeger retten en advokat til hende. Advokaten gør ikke noget, selv om en lægerapport fra 2009 oplyser, at Britney Spears ønsker at værgemålet skal ophøre.
Herefter følger flere beretninger om popstjernens desperate forsøg på at skaffe en ny advokat, der kan hjælpe hende med at få suspenderet faren som værge.
Hun stikker blandt andet af fra sin sikkerhedsvagt – som er ansat af Jamie Spears – for at mødes med en advokat. Men hun får ikke lov til at hyre ham, da en lægerapport vurderer, at hun ikke er i stand til selv at vælge!
Her viser dokumentaren det absurde i, at imens selvsamme lægerapport blev skrevet, var Britney Spears begyndt at arbejde igen og tjene store summer, som farmand kunne råde over.
Det bakkes på troværdig vis op af en ekspertudtalelse af en værgemåladvokat, der siger, at han aldrig har repræsenteret en person underlagt værgemål, som har haft et job.
Men den mest bizarre historie kommer fra filmens producer. Jenny Eliscu har interviewet Britney Spears flere gange blandt andet for magasinet Rolling Stone.
Hendes fortælling minder om noget fra en spionfilm. I 2009 er hun i Los Angeles og bliver kontaktet af en kilde, der er venner med Britney Spears og beder hende om hjælp. Eliscu indvilger og mødes med stjernen på toilettet på et fancy hotel. Her underskriver popsangeren et dokument, hvori hun beder om at få en ny advokat.
En uge efter afvises hendes ønske endnu engang.
Det er den slags historier, der gør Britney vs Spears til en medrivende oplevelse.
Til gengæld kommer dokumentaren indimellem til at gabe over lidt for meget. Man kunne med fordel have skåret i detaljerigdommen for at gøre fortællingen mere overskuelig.
Selv om Jamie Spears for nylig er blevet fjernet som værge for datteren, er filmen stadig værd at se, da den blotlægger et råddent system.
Kommentarer