Brittas store svindelnummer

Noget af det mest frustrerende ved sager om økonomisk kriminalitet – som Stein Bagger-sagen og i den dur, hvor det er mange millioner, man taler om – er, at der så åbenlyst er svindel med i … svindelsagerne. 

Når folk bliver dømt, er pengene sjovt nok væk. I sagen med Britta Nielsen, som socialminister Mai Mercado kaldte for ”et gement tyveri” fra de mest udsatte i Danmark, kan man kun redegøre for fem millioner ud af 117 millioner forsvundne kroner. 

Resten er pist væk. 

Der skal jo immervæk spises noget kaviar og drikkes nogle bobler, hvis man skal brænde 112 millioner af. 

I dokumentaren, som TV 2 har lavet om Britta-sagen, følger vi fra sidelinjen opklaringen af kriminalsagen – fra opsporingen af Britta i Sydafrika over den mangelfulde kontrol på området til noget af retssagen. 

Der er to greb, man hæfter sig ved. 

Det ene er den dokudramatik, som er ved at snige sig ind i snart sagt alle moderne danske dokumentarer. En skuespiller, som kan være nok så god, giver den som en af hovedpersonerne. 

Hvis man kan lide at blive madet med en børnehaveske, er det fint nok. Vi andre vil nok gerne selv fantasere. 

Det andet greb er bedre: Ved at se historien fra nogle af de nærmestes synsvinkel – et vennepar og deres lille datter – får man en interessant fortællestemme. 

Og billedsiden er fin. 

Som producer må man klappe i sine små hænder, når en storforbryder flygter til det pittoreske Sydafrika – med små stråhytter, hvidt brusende kystlinjer og vuggende kvindeformer på gaden. Hun kunne også være flygtet til Sverige – og gjorde det faktisk også undervejs, viser det sig. 

Sagen er jo velkendt. En undseelig dame modtager Hendes Majestæt Dronningens fortjenstmedalje for 25 års tro offentlig tjeneste. Men hun viser sig i virkeligheden at være en svindler, som laver underslæb for 117 millioner kroner. 

Metoden er skræmmende enkel. 

Hun står for at uddele penge til sociale projekter fra de såkaldte satspuljer. Derfor kan hun uden videre oprette sit eget ”projekt”, tildele det et par millioner, overføre dem til sin egen konto i Danske Bank og bagefter skrive i bogføringen, at der er aflagt regnskab for projektet. 

Hun har skam med egne øjne set den. Man tror dårligt sine egne ører og specielt ikke, da dokumentaren slutter med at konstatere, at det er på den måde i stort set alle offentlige kontorer i Danmark. 

Metoden er under al kritik, og dokumentaristerne skal have kip med hatten for at bringe det frem i offentligheden. 

Professorer og tidligere ansatte er også vigtige medvirkende og medvidner. Og hvem ved: Medvidende? 

Det bliver lidt som komiske Ali, når en tidligere direktør i Socialstyrelsen, hvor svindlen foregik, sidder og er forarget over, at der ikke placeres et ledelsesmæssigt ansvar. Helt skandaløst er det, at offentlige instanser ikke ønsker at kommentere sagen. 

Ikke én kommentar kommer Socialstyrelsen, Skat eller Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med. I sig selv en form for ansvarsforflygtigelse – eller magtsvindel, om man vil. 

Brittas venner spiller som sagt selv en rolle. Det fungerer godt. Det, man mangler, er baggrunden i Sydafrika. 

Det fortælles, at man er ”i fare”, hvis det slipper ud, at man har kendskab til mange penge i det fattige land. Måske skulle den side være udbygget? 

Det samme kunne man sige, når parrets nu store datter begynder at knibe en tåre under et interview. Hvor meget betaler folk, der har været tæt en svindler? 

Det kommer serien detaljeret nok ned i. Har man selv mødt én, ved man, at det kan forfølge én i årevis bare at have været i nærheden af et menneske, som forråder al etik og uden videre bryder alle regler. 

Kriminalitet betaler sig ikke. Med mindre, naturligvis, at man har gravet en masse penge ned i Sydafrika. 

Research derimod betaler sig. Det viser TV 2’s dokumentar, som bringer flere nye ting frem i sagen.