Biografanmeldelse
25. aug. 2021 | 12:02

Candyman

Foto | Parrish Lewis
Kunstneren Anthony (Yahya Abdul Mateen II) kommer på sporet af vandrelegenden om Candyman, da han begiver sig ud i faldefærdige boligblokke.

Stemningsfuld fortsættelse af horrorklassiker forsøger at løfte historien i en større sags tjeneste, men udførslen halter.

Af Claus Nygaard Petersen

De stormer ned ad trappen forbi en lille dreng, der sidder stiv af skræk. Da de når bunden, går de nærmest i blodrus og tæver den enfoldige Sherman Fields, så hans ansigt er smadret til ukendelighed.

Der er næppe noget mere frygtindgydende syn for en sort person i USA end at se en flok politibetjente slå et menneske ihjel på den måde.

Hverken i 1977, hvor Candyman starter, eller i dag.

På nær enkelte flashbacks til 70’erne, foregår filmen i nutiden. Kunstneren Anthony (Yahya Abdul Mateen II) bor sammen med sin kuratorkæreste Brianna (Teyonah Parris) i en fashionabel lejlighed i Chicago.

Kvarteret var tidligere en del af ghettoen Cabrini Green, men efter en byfornyelse er næsten alle spor af fortiden fjernet. I jagten på inspiration søger Anthony dog til de få faldefærdige boligblokke, der stadig står tilbage.

Dér møder han William (Colman Domingo), en mand, som har tilbragt hele sit liv i nabolaget og kender alle historierne. Også vandrelegenden om spøgelset med krogarmen: Candyman.

Det er dog ikke den samme hævngerrige ånd, som vi kender fra 1992-udgaven. I fortsættelsen bliver det gjort klart, at Candyman-fænomenet refererer til de sorte mænd, der gennem tiden er blevet dræbt af hvide i Cabrini Green-området.

Politivold og traumer fra overgreb begået af hvide mod sorte ulmer hele filmen igennem. Bemærkninger og handlinger – vekslende fra det subtile til det uelegante – sørger hele tiden for at minde publikum om, hvorfor ånderne dræber.

Idéen er fascinerende.

Og takket være brugen af byen som et sted, hvor der gemmer sig historier bag hver en dør, opbygger filmen en stærk atmosfære.

Dragende og elegante skyggeteater-sekvenser bruges til at fortælle de forskellige myter, der knytter sig til Candyman. Robert A. A. Lowes musik hensætter publikum i en nærmest hypnotisk tilstand som fornemt akkompagnement til John Guleserians lækre billeder af Chicagos by-landskab.

Sammenkoblingen mellem den nye og den oprindelige film er også meget fin. Hovedrollen fra forrige – den semiotik-Ph.d-studerende Helen Lyle (Virginia Madsen) – er selv blevet en vandrehistorie, og Anthony lytter til flere af de båndoptagelser, hun lavede i forbindelse med sin kortlægning af Candyman-myten i Cabrini Green.

Men det er frustrerende, at computereffekterne – hvad enten det er blod eller spøgelser – ligner noget, der selv for ti år siden ville have virket forældet.

Det støjer også, at der er personer, som ikke opfatter åbenlyse faresignaler.

Anthony bliver tidligt stukket af en bi. Det er et sikkert tegn på, at Candyman er nær. Men af uransagelige årsager reagerer ingen på, at hans højre hånd og arm går i koldbrand, selv om det er synligt for enhver.

En af originalens trumfer er Tony Todd som ånden Candyman. Karismaen oser fra den store pelsforede frakke, og han fremstår som en Dracula-lignende figur, der enten vil slå Helen ihjel eller have passioneret sex med hende.

I den nye film er Candyman reduceret til bøhmand, der bare slår dem ihjel, som siger hans navn fem gange, mens de kigger i et spejl.

Derfor kniber det med at løfte historien fra at handle om den individuelle skæbne til at være en del af en større tematik.

Anthony kalder et af sine kunstværker Say My Name, som først og fremmest er en reference til påkaldelsen af Candyman.

Men det er også en henvisning til de alt for mange situationer, hvor sorte mennesker er blevet myrdet af politiet i USA. Til demonstrationer har det i flere omgange lydt ”Say his/her/their name”, så man husker ofrene og deres skæbner.

Desværre er Candyman anno 2021 selv forglemmelig.

Trailer: Candyman

Kommentarer

Titel:
Candyman

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Nia DaCosta

Manuskript:
Jordan Peele, Win Rosenfeld, Nia DaCosta

Medvirkende:
Yahya Abdul Mateen II, Teyonah Parris, Colman Domingo, Nathan Stewart-Jarrett, Vanessa E. Williams, Michael Hargrove

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
26. august

© Filmmagasinet Ekko