At skabe en sandsynlig profil af en gerningsmand ud fra tegn, formodninger og gisninger har længe været det nye sort i krimigenren.
Særligt efter at denne form for psykologisk portrættegning blev anerkendt af FBI som en videnskabelig metode i kampen mod kriminalitet. Ikke mindst når det drejer sig om seriemordere uden andet motiv for at myrde end en vedvarende trang til at dræbe.
I første sæson af Viaplays tv-serie Den som dræber – Fanget af mørket mødte vi en sådan profiler, Louise Bergstein, som hjalp politiet i jagten på en drabsmand af unge kvinder.
Serien bød på lækkert production design, men plottet var mildt sagt ikke videre originalt. Serier som Forbrydelsen havde gjort det bedre, og de mange unge kvinder døde brat med undertoner af skjult sexisme og småsadisme.
Men det er der taget hånd om i anden sæson af Den som dræber – Fanget af mørket, der serverer et fortræffeligt, selvstændigt og faktisk nytænkt plot. I hvert fald i øjnene på de mange kritikere, som finder det bestialsk og blodigt, at der bliver dræbt for mange smukke ungmøer i Nordic Noir.
Efter fire afsnit er fem ungersvende afgået ved døden på infam facon. Der er også en kvinde over sin første ungdom spillet af Solbjørg Højfeldt. Hun er en hævngerrig dommer og Louise Bergsteins mystiske tante Alice, som har bedt niecen om at besøge sig ovre på Fyn.
Således lægger Louise faktisk ud som en slags privatdetektiv, da en rig familie sætter hende på et spor, politiet mere eller mindre har forladt.
Det ligner en fast skabelon, vi kender fra den hårdkogte privatdetektivgenre, hvor en snushane bjæffer lige så aggressivt og rapkæftet af politi som af gangstere.
Men denne klassiske diskrepans bliver meget hurtigt opløst. Vi bliver en kliché mindre, når politiet i Odense ansætter Louise som konsulent, mens hendes kæreste bliver hjemme i København.
Hvis man mener, at det kan blive et problem, får man ret midtvejs i historien.
Samtidig indtræder et andet tematisk aspekt ved denne type politirutinekrimier: et varmt venskab omkring et arbejdsfællesskab.
Louise bliver hurtigt bonkammerat med den kvindelige politichef Karina Hørup.
Uden at skrige Thelma og Louise er den traditionelle mandebøvede ”bromance” blevet omkalfatret til et frugtbart forhold mellem en kvinde med lidt midtvejskrise, tikkende biologisk ur og tvær kæreste og så den modne husmor med børn, madpakker og mand.
De to spilles suverænt veloplagt af Natalie Madueño og Helle Fagralid.
Madueño – som brød igennem i DR-serien Bedrag – har jeg længe været fan af. Hun udstråler en stille eksistens med røntgenøjne og indre lidenskab. Fagralid er glimrende som boss, der både kan rose og rise uden at gå agurk, hvad den slags politimestre ellers gør på film og i serier.
Tobias Santelmann kratlusker som en bitter og mut nordmand, der er gift med en dansk karrierekvinde, som øjensynligt mere vil lave penge i Singapore end rede seng for sin unge søn.
Morder og motiv er stedt i tåger, som her på Fyn meget langsomt letter.
Man kan som dansker smågrine over, at serien behandler øen som en selvstændig delstat i Danmark med eget politi og egen pengekasse. Og ikke alle replikker sidder lige i skabet. Sådan er det i danske serier, hvor det talte ord nogle gange er leveret klodset.
Til gengæld må jeg klappe i hænderne over en af de mest friske fortællinger i dansk tv-dramatik meget længe. Der er en fin balance mellem privatliv inden for murene og politiets arbejde i forhørslokalet.
Kommentarer