Den store stilhed

Der er næsten ingen grænser for, hvor meget filminstruktører kan ramme ved siden af, når de skildrer kristendom på film.

Det bliver tit sådan noget med at fremstille kristne som meget marginaliserede mennesker, der enten er dumme eller psykisk forstyrrede eller begge dele. Ofte i forbindelse med forbrydelser af bibelske dimensioner som incest eller brodermord.

Men der er åbenbart næsten heller ingen grænser for, hvor præcist man kan ramme – hvis man ellers ved, hvad man laver.

Og det gør Katrine Brocks.

Hun fik allerede opmærksomhed for sin afgangsfilm fra filmskolen, Under bølgerne, over skyerne. Hun modtog en Robert for sin kortfilm Uden at blinke fra 2021. Og i sin debutspillefilm Den store stilhed laver hun et decideret bullseye.

29-årige Silje er blevet novice i et moderne nonnekloster og skal til at aflægge løftet, som gør hende til nonne på livstid.

Hun har fået nonnenavnet ”Alma” – en spansk og italiensk kortform af navnet Amalie, som betyder ”den, som gør gode ting”. Allerede dér indikeres det, at alting er ladet med betydning i Brocks bibelske fortælling.

Hele klostret er eksempelvis ramt af en vandskade som en slags moderne Noas Ark, der er ved at briste af indtrængende vand. Men vandet er også tårer. Det er blod. Det er dåb.

Flere af karaktererne har bibelske navne. Og da historien langsomt dæmrer, bliver de bibelske temaer fuldtonede.

Almas bror Erik dukker nemlig pludselig op. Den netop tørlagte alkoholiker er en regulær taber. Han kommer særdeles ubelejligt og mildt sagt uønsket, men hans genkomst er samtidig sært ventet.

Med ham kommer den traumatiske historie om de tos fælles lillebror Isak, som er omkommet i en bilulykke. Da politiet ankommer, finder de den plakatfulde Erik bag rattet. Han er siden kradset ud af alle familiebilleder i det fotoalbum, Erik bærer rundt på.

Men han er også underligt forurettet. Det hænger – tilsyneladende – ikke helt sammen.

Alma spilles sårbart og autentisk og stærkt rørende af Kristine Kujath Thorp, mens hendes storebror Erik spilles psykisk grænseoverskridende, voldsomt ubehageligt og samtidig helt og aldeles mesterligt af Elliott Crosset Hove.

Hoves blotte tilstedeværelse i scenerne skaber med hans intense menneskelighed en social ustabilitet, der er dybt foruroligende. Flere gange i filmen retter man sig i sædet. Han virker fuldkommen hæmningsløs og grænseløs. Så hvem er han egentlig – i virkeligheden? Er han Satan selv?

Uden at afsløre for meget kan man godt røbe, at filmen med flere nærmest geniale plottwist på nogle punkter kan siges at være en teologisk thriller.

Den fundamentale sorghistorie er vildt god. Og plottet er forløst med så mange sving og overraskelser og så mange trommehvirvler, at man hele tiden tror, at filmen nu har leveret sin endelige morale – når der i virkeligheden stadig er langt hjem med nogle ret vilde pay-offs i langt dybere symbolske, religiøse og etiske lag.

Andre passager er morsomme portrætter af det religiøse livs sammenstød med den moderne tilværelses virkelighed. Som da nonnerne på grund af byggelarm alle sammen sidder med røde industrihøreværn på.

Nonneklostret har kun få beboere, hvilket er realistisk for katolske klostre i Danmark, ligesom det er fint, at instruktøren viser, at den katolske kirke altid er multietnisk.

Karen-Lise Mynster har en urokkelig autoritet og samtidig en moden femininitet som priorinden Moder Miriam. Petrine Agger er slangen i paradiset, som hele tiden knuser illusionerne med sandheden – eller én sandhed i hvert fald. Diêm Camille spiller nærværende, uskyldig og naiv.

Filmen løfter sig dog også til noget nær himmelske højder på andre måder.

Især er der en elegant balance, man bemærker. Stilheden dyrkes naturligvis, men det gør lyde faktisk også, og det bliver aldrig patetisk. Klostret og genstande og menneskers visuelle skønhed undersøges dvælende, uden at det bliver filmskolestudentikost.

Og så er der dyrkelsen af de kristne temaer: skyld, tilgivelse, fromhed.

Med få undtagelser, hvor en skuespiller eller to måske overspiller en tænkt og fremmed fromhed, er det hele loyalt, præcist og virkeligt. Og da nonnerne ved en begravelse a cappella synger Joseph Klugs førreformatoriske – og derfor netop katolske – salme Krist stod op af døde fra 1533, er skønheden, så hårene rejser sig.

Til allersidst frygter man for alvor, at det, som jo også åbenlyst er en kærlighedserklæring til kirken og troen, rives over på midten, så moderne storbymennesker også har en chance for at rumme historien. Men tror man det, så må man tro om.

Brocks knæler for sin films præmis i sidste billede.

Meget af filmens helstøbthed skyldes sandsynligvis Marianne Lentz, der vandt manuskriptprisen ved Ekko Shortlist Awards 2020 med En flirt og sammen med instruktøren har leveret manuskriptet til Den store stilhed.

Det er gennemarbejdet i en sjælden grad. Der er lag på lag af betydninger. Dybe historier og gribende sidehistorier. Store symboler, små jokes, flotte formuleringer, rappe replikker.

Da filmen slutter, har man det nok lidt som en katolsk nonne, der bliver kaldt ind i døden: Der er stadig meget, meget mere skønhed og lys i vente. Og det er der også fra Katrine Brocks.

Hun er en gudsbenådet instruktør.