Biografanmeldelse
25. jan. 2020 | 10:29

Den største lille gård

Foto | Diamond Docs
Idyllisk ser det ud, og anmelder Lars Bukdahl er da også ved at falde i søvn, da der pludselig sker noget i den amerikanske dokumentarfilm om et pars arbejde på at skabe et bæredygtigt landbrug.

Dokumentar om et par fra den kreative klasse, der vil skabe et bæredygtigt landbrug, udvikler sig fra kønt postkort til naturens skånselsløse slagmark.

Af Lars Bukdahl

Jeg havde det til en begyndelse virkelig svært med at se John Chesters succesfulde dokumentarfilm Den største lille gård.

Ikke svært som i ubehageligt eller uhyggeligt, men som i svært kedsommeligt ud i tyk, insisterende opbyggelighed. Jeg døsede simpelthen bort foran skærmen eller zappede til YouTube-klip fra Eddie Murphys velsignet sjove comeback i Saturday Night Live efter 35 års fravær.

Filmen virker på en måde som det perfekte materiale for en SNL-sketch. Et lækkert, californisk kreativ-klasse-par – den prisbelønnede dokumentarist John og privatkokken Molly – finder en hund, Todd, på et hundeasyl, men den gør for meget til at bo i lejlighed.

Det bliver afsættet til at realisere drømmen om et stort, gammeldags, naturligt og bæredygtigt landbrug med en vis, gammel mand, Alan, som praktisk og filosofisk rådgiver.

Jeg ved ikke helt, hvilken rolle Eddie Murphy skulle spille i sketchen. Han skulle enten være en af det meget hvide ægtepars farvede medhjælpere eller også en af de prærieulve, der massakrerer gårdens høns og forårsager et betydeligt uskyldstab, da først John griber sit gevær og sender et dræbende skud afsted.

Men jeg greb mig i faktisk at være optaget af, hvad jeg så og hverken døse bort eller zappe væk, da først filmen i sin cirka ti år lange fortælling rykkede fra brav idealisme til den ene tvekamp efter den anden mod gårdejernes naturlige fjender.

Prærieulve spiser høns, fugle spiser frugt, jordegern undergraver træerne, men John og Molly spiller opfindsomt dyrene ud mod hinanden. Ænder elsker for eksempel at spise snegle, og prærieulvene er næsten endnu mere glade for prærierotter end høns.

Helt solgt blev jeg imidlertid først, da den nervøse, tjavsede hane Greasy blev indført som en stadig mere dominerende biperson i sagaen om den store, dovne gris Emma.

Greasy er blevet mobbet ud af hønsegården og præsenterer sig forsigtigt og tøvende for Emma, som efter en vis skepsis accepterer hans tilstedeværelse. En lille, kostelig krise opstår, da Emma får unger, og Greasy forsøger at manøvrere mellem de vildt omkringfarende små grise.

Klart skulle Eddie Murphy spille Greasy i spillefilmen, her kan man ikke nøjes med en sketch.

Greasy minder mig om den mest udødelige hane – eller simpelthen ikke-menneskelige karakter – i dansk litteratur: Thummelumsens hane i Gustav Wieds Livsens ondskab, om hvem det blandt andet hedder:

”Mortensen dinglede som i Søgang, forinden den fik Fodfæste. Men omsider stod den der. Halsen var slapt bøjet nedad og næsten skaldet. Øjnene lukkede. Den kunde ikke løfte sit Hoved; og dens rynkede, brungule Kam daskede mat ned til Siden. Men paa dens Strikkepindeben sad de martialske Sporer. Den lignede en Eskadronchef paa halvfems.”

Det gør mig i sig selv glad for Den største lille gård, at den får mig til at citere Gustav Wied.

Ellers er filmen noget af det mindst Wied’ske, man kan forestille sig. Den har nemlig en ubændig tro på det gode i mennesket og det harmoniske i naturen, hvor der altid er ænder til at æde de overflødige snegle.

Det er en tyrkertro, som er vigtigere og uundværligere i virkeligheden end i kunsten, herunder i dokumentarkunsten, hvor godheden rent æstetisk hurtigt bliver et kønt postkort, svirpende i øjet. I hvert fald, når man ikke har en fedtet hane til at udgøre en sørgmunter modvægt.

Og så er der bare et eller andet decideret uhyggeligt, som filmen ingen idé har om: den elskede hund Todd og hans blanke, hvide øjne. Han ligner til forveksling en dæmonisk diamanthund i paradisets have, selv om han skal forestille at være en englevagt ved havens port.

Trailer. Den største lille gård

Kommentarer

Titel:
Den største lille gård

Originaltitel:
The Biggest Little Farm

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
John Chester

Manuskript:
John Chester, Mark Monroe

Medvirkende:
John Chester, Molly Chester, Matthew Pilachowski

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
30. januar

© Filmmagasinet Ekko