Serieanmeldelse
14. sep. 2022 | 15:22

Drømmeren – Karen Blixen bliver til

Foto | Aske Alexander Foss
Karen Blixen (Connie Nielsen) vender slukøret hjem fra Afrika til familiegodset Rungstedlund, men ihærdigt lykkes det hende at bryde igennem i den litterære verden.

Connie Nielsen er forrygende til at vise Blixens forvandling fra introvert forfatterspire til bestsellerforfatter i nøgtern og nænsom kvalitetsserie.

Af Bo Tao Michaëlis

I 1931 vender Karen Blixen hjem til Danmark, efter at hun i sytten år forgæves har forsøgt at få sin kaffefarm til at løbe rundt.

Forinden har hun i fortvivlelse forsøgt selvmord samt sendt et afskedsbrev til moren, hendes trofaste støtte.

Nu er hun hjemme på familiegodset Rungstedlund som den fortabte datter, ingen umiddelbart vil slagte fedekalven for.

Sådan begynder miniserien om vor verdensberømte forfatter. Drømmeren med den sigende undertitel Karen Blixen bliver til er baseret på forfatterens liv og breve.

I seks afsnit fortælles historien om, hvordan den fattige, fraskilte baronesse som forfatter er den grimme ælling i den danske andedam. Siden bliver hun med Syv fantastiske fortællinger (1934) og Den afrikanske farm (1937) til vor svane på verdenshavene.

Drømmeren indskriver sig i den skabelon, vi kender fra utallige kunstnerbiografier fortalt i levende billeder.

Først er det modvind og op ad bakke, men siden kommer gennembruddet, succesen og berømmelsen.

Serien lægger ikke skjul på, at Karen er født med en guldske i munden. Før forfatterkarrieren er hun den fallerede forretningskvinde forklædt som flamboyant kaffefarmer, der forkælet tærer på familiens store formue.

Handlingen strækker fra 1931 til 1939, hvor Blixen nu er verdensberømt, og verdenskrigen bryder ud. Det er den del af hendes liv og levned, som er mindst kendt.

Hun går fra at være sky og sorgfuld privatperson til en sofistikeret primadonna, som vil have sin vilje, og det ikke altid med fine midler.

De første tre afsnit af serien fokuserer ikke meget på hendes baronessetitel. Men hendes eksmand, den ludomanske og utro storvildtjæger baron Bror Blixen, optræder sporadisk i serien og ikke for det gode.

Serien er således helt sikker på, at han smittede hende med syfilis.

Drømmeren er på en og samme tid storslået og sober, nøgtern og nænsom, i portrættet af Blixen som midaldrende kvinde. Hun er en fantasifuld, enlig dame, som i 1930’ernes gråtonede depression får afslag på afslag fra mandlige forlæggere, der tænker traditionelt.

Hun er nødt til at få sin første bog ud på en lidt ufin måde, men serien er heldigvis aldrig i tvivl om hendes enestående talent.

Blixens store kærlighed, Denys Finch Hatton, optræder som hendes minders genfærd. Men også som virkelighedens snylter, der forlader kaffefarmen, da krisen kommer.

Det bliver stille og roligt fortalt – og krydret med afsnit fra fortællingen Drømmerne fra Syv fantastiske fortællinger. Connie Nielsen optræder lidt vel eksalteret som sangeren Pellegrina Leoni med de mange masker – fortolket som forfatterens drømmende selvportræt.

Til gengæld er den danske verdensstjerne aldeles fremragende som en mere jordnært rustik Blixen end den maniske safarikvinde i Sydney Pollacks glatte Mit Afrika eller den manierede baronesse i Bille Augusts Pagten.

Hvis hun måske er lidt for sund til at gestalte den sygdomsplagede Karen, er hun koldsindigt god til at vise Blixens forvandling – fra den introverte forfatterspire til den kalkulerende bestsellerforfatter med stærk sans for performance og penge.

Den røde tråd er Karens tætte forhold til moren Ingeborg, hvis død afslutter serien.

Hanne Uldal er formidabel som den bekymrede mor over for sin plagede yndlingsdatter. Men alle spiller godt, så ingen nævnt, ingen glemt.

Med sit ikke-helgenagtige portræt vil Drømmeren nok ikke være en kop te for Blixens mest fanatiske fans. Men den er faktisk af en sådan imponerende kvalitet og lødighed, at man kan undre sig over, at DR ikke har gjort det til en stor søndagsserie.

Gudskelov viser Viaplay, at tjenesten har formatet til at levere en seværdig biografisk serie om vor verdensberømte landskvinde.

Trailer: Drømmeren – Karen Blixen bliver til

Kommentarer

Titel:
Drømmeren – Karen Blixen bliver til

Land:
Danmark

År:
2022

Serieskaber:
Dunja Gry Jensen

Medvirkende:
Connie Nielsen Hanne Uldal, Lars Mikkelsen, Lene Maria Christensen, Solbjerg Højfeldt, Joachim Fjelstrup

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
18. september på¨Viaplay

© Filmmagasinet Ekko