Filmskolen tv-uddannelse årgang 2015

Afgangsfilmene bliver hjulpet på vej af et katalog, som præsenterer eleverne og deres film. Forsiden prydes hver gang af Arne Bro. Han poserer i en korridor, han ryger, han anes bag en rude. Denne gang er der ikke ét, men ni billeder – alle af Arne Bro.

Man kan ikke beskylde den 62-årige leder for at sætte sit lys under en skæppe. Men han har noget at have selvfremhævelsen i. Tv-uddannelsen er hans livsværk. Arne Bro skabte den for tyve år siden og har år efter år selv stået i spidsen for den. Han har undervist, foredraget, stillet opgaver, givet sparring, evalueret.

Der er meget firkantet sagt to typer af kunstskoleledere: den ydmyge, der lærer eleverne tekniske færdigheder, og den karismatiske, der underviser ud fra en bestemt filosofi og smag.

Arne Bro er den karismatiske leder med en kunstnerisk mission: at skabe et poetisk filmsprog, der sætter tilskuerens oplevelse i fokus, i modsætning til den journalistiske tv-dokumentar, som lægger fakta bordet uden at kæle for det æstetiske udtryk. Hans forhold til eleverne er nærmest alfaderligt, og tidligere elever som Christian Sønderby Jepsen, Max Kestner, Eva Mulvad, Mikala Krogh, Pernille Rose Grønkjær og Boris Bertram er levende beviser på filosofiens bæredygtighed.

Bros betydning for dansk dokumentarfilms succes kan næppe overvurderes. Og flere gange har afgangsfilmene fra dokumentarlinjen været mere berigende end dem fra fiktionslinjen. Men når jeg ser årets ni afgangsfilm – seks dokumentarer og tre såkaldte flerkameraproduktioner – spekulerer jeg på, om det ikke er på tide at ryste posen.

For hvorfor skal en afgangsfilm på dokumentarlinjen partout være et portræt af en person eller gruppe? Hvorfor ikke afprøve andre undergenrer såsom den dybdeborende dokumentar eller det filmiske essay? Hvorfor skal filmene nødvendigvis optages på blot to uger, hvilket jo er særligt begrænsende for dokumentarfilm, der ofte forudsætter længere optageperioder?

Og hvor ville det dog være forfriskende med et frådende angreb af en dokumentar frem for den blidt-poetiske humanisme, stort set alle afgangsfilm er rundet af!

Alligevel er der masser at glæde sig over i årets afgangsfilm.

Lea Hjort Mathiesen er årgangens store talent, som på den toneangivende dokumentarfestival i Amsterdam og vor helt egen Ekko Shortlist allerede har markeret sig med den vidunderlige Malek Means Angel, der rammer lige i hjertekulen.

Hendes afgangsfilm Øde ø er et portræt af radioværten Ayşe Dudu Tepe, der som ung kvinde gjorde op med undertrykkelsen i sin tyrkiske familie og efterfølgende blev bandlyst af den. Hun har med tiden lært at tilgive svigtet, og i dag har hun både barn, kæreste og karriere i København.

Filmen er typisk for Arne Bros linje. Ikke så meget for, hvad den gør, men snarere for, hvad den ikke gør.

Her er ingen klassiske interviews eller autoritativ fortællerstemme, som begge synes at være tabu på linjen. Her er ingen arkivbilleder. I det hele taget får vi meget få informationer, end ikke navnet på hovedpersonen eller hendes profession. Vi må selv sammenstykke historien, mens Dudu på lydsiden i fragmenter beretter om sine barndomserindringer og reflekterer over livet i digterisk form, mens billederne viser Dudu i hendes lejlighed, på togrejse til Jylland og i – må vi formode – barndomshjemmet.

Filmen rummer flere lag – indimellem optræder instruktøren sågar selv foran kameraet – men Dudus gensyn med forældrene vises meget sigende ikke. Det er hendes egen verden, som er hovedsagen, og resultatet er et stemningsdigt, hvor man skal spidse øjne og ører for at følge med. Smukt, men måske også lovligt meget efter artfilm-håndbogen.

Traumerne tager til i styrke i Ala’A Mohsens Slip mine hænder, som også grundlæggende handler om kampen for at gøre sig fri af en frygtelig fortid. 42-årige Haider beretter direkte til kameraet (usædvanligt for Tv-uddannelsen) om, hvordan han under oprøret i Irak i 1991 blev taget til fange og placeret i et fængsel, hvor de indsatte blev udsat for den grusomste tortur. Flere døde, men Haider blev reddet og lever nu i Danmark.

Det er en vigtig historie i en tid, hvor flygtninge bruges som brikker i valgkampens politiske spil. Også her afstår instruktøren fra at vise de mest indlysende arkivbilleder, men i stedet understøttes Haiders fortælling af et kort over Irak, Saddam Husseins portræt på væggen, lidt klichéagtige naturbilleder samt tonemester Bo Asdals meddigtende lydside. Befriende enkelt og ganske effektivt.

Olivia Chamby-Rus’ Åbne øjne er det nærmeste årgangen kommer på en traditionel dokumentar, der vil kunne vises i primetime. Vi følger den blinde Anne Sofie i hendes hverdag, mens hun fortæller om sin verden, som ikke er sort, men fyldt med ubekendte farver. En sympatisk film, men den tilfører ikke noget nyt til et emne, der er blevet belyst mere originalt på film.

Anders Jepsens Drengene og Eva Marie Rødbros Os der valgte mælkevejen handler begge om teenageliv.

Den første foregår hovedsagelig i en svømmehal, hvor drengene under bruseren snakker om sex. Men optagelserne er for løse og formen for kalejdoskopisk til at samle sig i en fortælling, man bliver involveret i.

I Os der valgte mælkevejen (angiveligt en reference til Bjarne Reuters gamle ungdomsroman Vi der valgte mælkevejen) følger vi en gruppe unge piger, hvis verden består af solkure og skønhedsoperationer, cremefarvede akrylnegle og kunstigt hår fra Indien. De taler om skærefaste bryster, der kan gå hul på, uden at der falder silikone ud. De drikker champagne i limousinen og blotter sig for bilisterne på broen over motorvejen. Én kan kun sove med tv’et tændt, en anden elsker at spise stegt flæsk med persillesovs ad libitum på Rio Bravo for kun 139 kroner.

Hvis Eva Marie Rødbro har villet nedbryde fordomme og stereotyper, er det ikke lykkedes, men hun skal have point for at søge væk fra jeg-dokumentaren og gå på antropologisk opdagelse i white trash-miljøet. I modsætning til narkomaner og hjemløse kan disse piger ikke spændes for en politisk korrekt vogn. Og den energifyldte generationsfilm er årgangens sjoveste og mest underholdende – en underklasse-pendant til Maiken Wexøs yuppie-afgangsfilm Ronnie Rocket fra 1997.

Den sjette og sidste dokumentarfilm er Troels Hansens legesyge My, om en ung svensk danser, der er flyttet ind i en kirke, hvor hun forbereder sig til en forestilling, mens hun laver nærhedslege med sine venner og ekskærester. Den foregår på ét sted og ligner med sin minimalisme en film fra Tv-uddannelsens flerkameralinje.

Her er reglerne dog, at rummet skal være et studie, hvor scenografien opbygges fra bunden. Det er en udfordrende genre, for alt afhænger af, hvad der sker, når man placerer et eller flere mennesker i rummet. Her er det svært, ja, nærmest umuligt at redde filmen i klipperummet.

Det bliver kun moderat interessant i Roja Pakaris Zayesh, hvor kunstneren Hamraz Bayan maler et billede, mens hun fortæller om at blive mor for første gang. Der er mere nerve i Tilde Trampedach Juuls Der hvor lyden kommer fra, hvor et sang- og kærestepar udfordrer hinanden i et forløb af stemmetræningsøvelser, hvor tonemester Stefan Garfield Rasch Holm er kommet på overarbejde.

Men den store oplevelse, ikke bare blandt de tre flerkameraproduktioner, men alle ni film, er Nicoline Skotte Jacobsens Min far forfra.

”Står de og filmer med det samme? Ja, der er sgu mærkeligt inde i sådan et studie,” siger instruktørens far, da han ankommer fra Skjern til Filmskolen. Han er noget nervøs over at skulle medvirke i datterens afgangsfilm. Hvad har hun fundet på af løjer? Hun er lige så nervøs og får straks røde pletter på halsen. Faren beroliger hende. Og så begynder det.

De leger, de danser, de tegner, de spiser kage, de sammenligner næse, de taler. De taler om stort og småt og en smule om den skilsmisse, der skilte dem ad. Faren tabte kampen om forældremyndigheden, fordi han i spøg sagde til børnepsykologen, at han ville ligge bag hækken med en luftbøsse og skræmme bejlere væk, når hans datter kom i den alder.

– Hvad er det, du har savnet? spørger faren.
”Et tættere bånd, mere nærvær, flere knus, ikke så meget skældud,” svarer Nicoline.
– Har jeg skældt meget ud?
”Ja.”
– På hvad?
”Jeg tror bare, at du har været sur.”

Mere behøver der ikke at blive sagt, for der ligger så uendeligt meget i de ord. Scoopet er, at instruktøren hiver sin far ud af hans vante rammer og ind i studie – hendes hjemmebane – hvilket gør ham skrøbelig og skaber en ny balance imellem dem. De kan pludselig tale om ting, de har haft svært ved at berøre før. Effekten er magisk og vel selve essensen af dokumentarfilmkunsten: at fremelske de autentiske øjeblikke.

Min far forfra gør én varm helt ned i sokkeholderne, og jeg mindes ikke at have set en så enkel og dog så kærlig og rørende far/datter-film, som takket være Helle Kirstine Egsgaards veltilrettelagte scenografi og Denniz Göl Bertelsens fremragende klipning udgør et fornemt dramaturgisk forløb.

”Flerkamera for evigt,” står der til sidst i rulleteksterne som en kommentar til, at skolens rektor har besluttet at nedlægge flerkameralinjen. Man kan kun håbe, at ånden fra linjen lever videre, og at Arne Bro bruger de mange omvæltninger på skolen til at udfordre sine egne dogmer og sprænger rammerne for afgangsfilmene på dokumentarlinjen. Overrask os!