Hadfyldte opslag på sociale medier og avisoverskrifter ruller over skærmen.
Størstedelen af dem langer ud efter Meghan Markle. Hun fremstilles som en uvelkommen fremmed blandt de britiske royale og anklages for at splitte kongehuset og sågar hele England.
Også Prins Harry, som tidligere var mediernes kæledægge, kommer i modvind. Begge forholder de sig til opmærksomheden, imens kameraet ruller, og deres bil følges af en paparazzo.
Umiddelbart ville mennesker, der ønsker at være i fred, undgå at stille op til en Netflix-dokumentaserie om sig selv. Men parret siger, at de føler sig misforstået og fortæller nu hele deres parforholds historie fra mødet i 2016 til i dag.
Undervejs spædes dokumentaren op med barndomsminder, intime, usminkede privatoptagelser samt optagelser af parret ved royale arrangementer.
Når serien er allerbedst, trækker den tråde fra den rødhårede prins’ ægteskab med den amerikanske skuespiller, der har forældre af forskellig etnicitet, til imperiets koloniale arv.
Meghan mindes, hvordan folk i USA kaldte moren for N-ordet, og selv om tabloidpressen i Storbritannien vogter sprogbruget, ulmer det samme fremmedhad under overfladen.
Hendes oplevelse tåler gentagelse, og flere brune briter fortæller desuden, hvordan de har følt sig inkluderet i imperiet, når ikke alle dets royale er hvide.
Med mangfoldighed i sit hjerte lægger dokumentaren op til, at Harry også undskylder for de berygtede billeder af ham i nazi-uniform til en kostumefest.
Siden har han været på dannelsesrejse til Berlin, synagoger rundt om i verden og haft samtaler med holocaust-overlevende.
Omvendt er det ikke længere interessant at dvæle ved parrets svære forhold til familien og medierne. Parret har jo allerede talt ud mod Windsor-slægtens og sladderspalternes ubarmhjertige behandling i deres berømte interview med Oprah.
I tredje afsnit drister Harry & Meghan sig omsider til at tage et kritisk tilbageblik på monarkiets racistiske ophav. Det sker efter to timers sukkersød fortælling om romance, der bevidst spiller på moderne prinsessedrømme og sammenligning mellem Meghan og Prinsesse Diana.
Man er slet ikke i tvivl om, at de to elsker hinanden. Men det er, som om Netflix serverer gammel vin på nye flasker ved at piske en sentimental stemning op.
Brugen af gamle billeder skal få hovedpersonerne til at fremstå jordnære, men virker i stedet fjollet. Som når billeder af en bebrillet Meghan med krøllet hår ses, imens hun taler om været et nørdet barn.
Nærmest tåkrummende minder det om ungdomsfilmen She’s All That fra 1999, hvor en ung kvinde forvandles fra akavet enspænder til skolens smukkeste pige ved at tage brillerne af, rede hår og tage en pæn kjole på.
Medierne har længe antydet fjendskab mellem nu afdøde Dronning Elizabeth og Meghan. Måske for at nedspille ufreden eller som udstrakt hånd til familien fremstilles den ellers kølige regent mere som i Netflix-serien The Crown.
Hun er ikke ondsindet, men frontfiguren i en ældgammel institution, der ikke formår at balancere mellem ansvaret for kongeriget og de personlige relationer. Og det bliver ikke nemmere, når paparazzier står på spring for at dokumentere og kommentere på de mindste fejltrin.
Som royal frarøves man menneskeligheden, idet alle har en mening om kongehuset. Tænk blot på mediestormen omkring Prins Joachims børns titler.
Harry & Meghan lægger op til nye, sensationelle afsløringer med nærmest tabloide undertoner. Efter de tre første af i alt seks afsnit lever serien heldigvis ikke op til løftet, men gør i stedet plads til mere interessant behandling af monarkiets problematiske historie.
Men med gentagelse af almen viden og insisteren på at skildre parforholdet som eventyrligt må man håbe, at resten af serien træder mere i karakter.
Kommentarer