Jeg er morderen!

Et rødt velourtæppe glider til side og afslører en overdådig art deco-villa, som i Jeg er morderen! er centrum for utallige versioner af sandheden.

Her bliver den rige producer Montferrand (Jean-Christophe Bouvet) slået ihjel. Man ser ikke mordet, men hører tumult og smækken med døren, inden en ung kvinde med bankende hjerte i takt til musikken flygter gennem depressionstidens Paris i 1935.

Farcen er løst baseret på teaterstykket Mon crime fra 1934, hvor forskellige personer tager skylden for et mord. For gør man det rigtigt, kan det være ganske profitabelt at blive dømt.

François Ozon (Ung og smuk) har taget den hektiske fortælling under kærlig, frankofil og underholdende behandling.

Den anerkendte filmskaber har for vane at navigere flydende i skjult begær og sandhedens kompleksitet. Som i Swimming Pool og Selv i de bedste hjem, der leger med flere perspektiver. I det internationale gennembrud 8 kvinder med blandt andre Isabelle Huppert væves et luksuriøst mordmysterium, hvis tone Jeg er morderen! lægger sig tæt op ad.

Man er altså i kyndige hænder, når vi størstedelen af tiden følger den hovedmistænkte skuespiller Madeleine (Nadia Tereszkiewicz).

Madeleine bor med Pauline (Rebecca Marder) som i kraft af sit køn ikke er slået igennem som advokat. De to arbejdsløse kvinder må derfor tuske sig gennem tilværelsen og dele seng for at holde varmen.

Det lader bestemt ikke til at være noget offer for Pauline, der får det til at ligne en kraftanstrengelse at løsrive sig fra dvælende blikke, når samboen smider morgenkåben og kryber i bad.

Snart tropper en korrupt politiinspektør (Fabrice Luchini) op og anklager Madelaine for mordet på Montferrand. Hun vil få en dødsstraf, hvis hun tilstår. 

Gennem sort-hvide optagelser af, hvordan inspektøren forestiller sig mordet, står det klart, at hans fantasi er livlig, og at han nok kan overtales til at manipulere med beviser, så længe det ender med en forfremmelse til ham. 

De to kvinder beslutter derfor at tilstå. Hvis retssagen går godt, er det gratis omtale til Madelaine, og det giver samtidig Pauline noget at rive i som forsvarsadvokat. 

Deres impulsive dynamik er et fedt spil på unges indifference for grænsen mellem liv og død. Deres absurde plan, som andre snart beslutter at kopiere, understreger samtidig, at det melodramatiske udråbstegn i titlen Jeg er morderen! er ganske passende.

Komedien fremstår som et karikeret teaterstykke, og det føles aldrig, som om der er noget alvorligt på spil. Vi er mere interesseret i de skarpe replikker end, hvem der er morderen, da det står klart, at den afdøde producer tydeligvis har lånt en side eller to fra Harvey Weinsteins spillebog. 

De overdrevne kostumer og kulisser er til tider så perfekte, at det nærmest ligner malerier på staffelier, der kan væltes. Der hersker en papirstynd illusion over Jeg er morderen!, som opretholdes af Rebecca Marder og især Nadia Tereszkiewiczs sjove præstationer. 

Forestillingen smuldrer dog, når de to veninder ikke er i centrum. De ambitiøse mænd omkring dem er ikke nær så interessante, som det implicitte #MeToo-indspark François Ozon leger på kanten af.

Det er derfor en kærkommen overraskelse, at power-kvinden Isabelle Huppert tropper op i sidste akt og giver den fuldt skrald som afdanket skuespiller, der også vil have en bid af kagen.

Det forbryder sig lidt mod genren og publikums chance for at gætte med at bringe en potentielt skyldig på banen i sidste øjeblik.

Men med en kavalkade af latterlige hatte udstyret med fjer, der dirrer i takt med hendes harme stemme, tilgiver man gerne Huppert for at få os til at tvivle på sandheden indtil tæppefald.