I Karaoke Paradise ligger sangglædens himmerige i Finland, der efter Japan er det mest karaokesyngende land i verden.
Tilskueren tages med på en klædeligt uprætentiøs rejse ind i en del af populærkulturen, der kun sjældent reserveres plads til i veludførte musikdokumentarer.
Karaoke er hverken knyttet til overdrevent alkoholindtag eller mangel på selvindsigt. Ej heller er karaoke et højt æstetiseret karakterportræt som i eksempelvis Lost in Translation.
I stedes dyrkes det hverdagsagtige og fornemmelsen af, at publikum får et lille kig ind i den finske folkesjæl. Karaoke synes at have en plads, som ikke engang reserveres til højskolesangbogen her til lands.
Ingen følges igennem højdepunkter eller nedture, men nøjes med at eksistere foran kameraet. Alligevel er der en masse på spil.
Det gælder for eksempel Laura, der har mistet et barn og bruger sangen til at komme væk fra alt det svære, når hun klæder sig ud og synger Motown til karaokekonkurrencer med sin mand som trofast fan.
Men nu og da skaber hun også kontakt til sit indre, når hun uden paryk og solbriller tør synge en ballade i fuldregister, som om hun intet havde at miste.
Den midaldrende Kari har noget så sjældent som et autoværksted, hvor man kan synge en sang, mens man får repareret bilen.
Han bor alene med sin teenagedatter i et af Finlands mere affolkede områder og savner en kvinde i sit liv. Om natten kan han stå i værkstedet i timevis og synge for sig selv, men han nægter at synge for andre, for det er der alligevel ingen, der gider høre på det.
Evi kører Finland tyndt for at lave karaokearrangementer. På barer, til bryllupper og på plejehjem indtager hun scenen som konferencier, tekniker og terapeut for de mennesker, som hun kan glæde ved at bringe karaoke til dem. Altid ulasteligt klædt og med nydelig makeup, om end hun har måttet ordne begge dele i bilen.
Især scenerne med Evi giver indtryk af en meget bred karaokekultur, der på ingen på er forbeholdt de unge, talentfulde og modige. Hvis man ikke selv kan holde en mikrofon, gør Evi det i stedet.
Det allerfineste ved Karaoke Paradise er, at den lykkes med at finde mennesker, der blotter sig selv og deres særinteresse, uden at det føles, som om de bliver gjort grin med.
Selv om materialet måske lægger op til det, er filmen ikke quirky, feelgood eller gennemæstetiseret. Den er fuld af smerte, ensomhed, sygdom og død i sin uglamourøse form.
Der levnes plads til personerne, og det er fornuftigt at lade dem tale langt mere om deres liv end om forholdet til karaoke. Sangen er med som en følgesvend og integreret på en måde, så det hverken udstilles eller gøres eksotisk.
Kameraet er den klassiske flue-på-væggen i de medvirkendes dagligdagsliv, og der krydres med samtaler mellem pårørende, familie og venner, hvor filmskaberen også er usynlig.
Evis rejse rundt på de finske landeveje ved vintertid bryder fortællingen op og er så smuk, at man næsten har booket en flybillet til Helsinki ved udgangen af filmens fornuftige spilletid på 72 minutter.
De mest vellykkede scener er dog de montager, hvor man sammensætter flere sangeres udgaver af den samme sang og lader melodien køre, mens forskellige stemmer optaget i forskellige rum synger ind over.
Det lyder ikke godt, fordi alle er fantastiske sangere, men på grund af det flotte lydarbejde, der har stykket det sammen.
Karaoke Paradise tager karaoke alvorligt på samme måde, som Jesper Dalgaards Kandis for livet tager fankulturen omkring det danske popband Kandis alvorligt.
Måske for alvorligt til nogens smag, når det handler om at synge i en lejemikrofon til et plastiknummer. Men dokumentaren rammer en fornem balance mellem at anerkende, hvor almindeligt karaoke er for nogle, og hvor eksotisk det er for andre.
Kommentarer