Tv-anmeldelse
17. dec. 2015 | 16:26

Making a Murderer – to afsnit

Foto | Netflix
Steven Avery blev genstand for megen medieopmærksomhed, da han i 2003 blev lukket ud af fængslet efter at have siddet atten år for en forbrydelse, han ikke begik. Men historien stopper ikke her.

True crime-dokumentarserie fra Netflix mangler visuel opfindsomhed, men vinder på sin grundighed og fascinerende historie.

Af Nicki Bruun

Det er svært at følge i kølvandet på en dundrende succes. 

Da true crime-dokumentarserien The Jinx kom på HBO Nordic tidligere på året, blev der bygget langsomt og sikkert op til en afslutning af dimensioner. For sad hovedpersonen, Robert Durst, virkelig der og bøvsende indrømmede at have slået adskillige mennesker ihjel?

Ligger der en rygende pistol i form af nye beviser i Making a Murderer, er de naturligt nok ikke placeret i seriens to første afsnit. Det betyder selvsagt, at man ikke sidder tilbage med samme chokerede følelse to timer inde i Netflix’ bud på en true crime-fortælling i ti afsnit.

Til gengæld sidder man med en masse spørgsmål og er blevet fanget godt og grundigt ind af seriens komplekse handlingsforløb.

Manden i centrum for Making a Murderer, Steven Avery, er ellers ikke så umiddelbart fascinerende som Robert Durst. Modsat rigmanden, der går i dametøj og laver fatale stavefejl, er Avery en hyggelig redneck fra det amerikanske heartland, landbrugsstaten Wisconsin.

Hurtigt kommer der dog lidt ridser i lakken på den øjensynligt så joviale hyggebamse med det smittende grin.

Da han i 1985 anklages for at have overfaldet den respekterede medborger Penny Beerntsen, får ordensmagten en mistanke om, at han er en seksuel afviger, men mistanken bygger mere på snak i lillebyen end egentlige beviser. Avery har forskellige smådomme, men ikke noget, der tegner billedet af en voldsmand.

Så var det en uheldig fejl eller systemisk embedsmisbrug, da han blev dømt for forbrydelsen? I første afsnit viser Making a Murderer grundigt, at det sidste er tilfældet. Derfor har vi ondt af Steven Avery, da han – atten år senere – endelig kommer ud i 2003 som følge af nye DNA-beviser.

Og her kunne historien være slut, men andet afsnit starter med et mord i 2005, som hurtigt får Avery tilbage i søgelyset. Hvad og hvem skal man snart tro på?

Man kan hurtigt Google sig frem til, hvordan Steven Averys anden retssag gik, og hvor han er i dag. Det kan dog ikke anbefales. For modsat The Jinx, der er en visuel oplevelse i sig selv med de æstetiserede rekonstruktioner, lever Making a Murderer primært på sit spændende indhold.

Sagen fremstilles som de fleste dokumentarer med talking heads-interviews, brug af arkivmateriale og enkelte rekonstruktioner. Her er især det enorme journalistiske gravearbejde med arkivmaterialet værd at fremhæve, for det har krævet stort overblik af instruktørerne, Moira Demos og Laura Ricciardi, der har fulgt sagen i et årti.

Mens denne grundighed er seriens helt store styrke, findes svaghederne i dens kunstneriske aspekter.

Der forsøges med en rekonstruktion fra overfaldsmandens point of view, men den bruges kun én gang og bliver mere en gimmick end visuelt greb.

Derfor ligner Making a Murderer en traditionel tv-dokumentar, hvor man savner en subjektiv stemme – ikke i form af en voice over, men som en distinkt personlighed. Interviewene bliver indimellem kliniske grænsende til det kedelige og mangler den sprudlende form, de bedste dokumentarister som Errol Morris og Werner Herzog giver deres dokumentarer.

Ikke desto mindre sidder man to afsnit inde med en fornemmelse af, at historien kommer til at bevæge sig nogle vilde steder hen.

Det faktum, at Steven Avery – der efter sigende har en IQ på 70 – tidligere er uskyldigt dømt, gør sagen uendeligt kompliceret. Titlen spiller fascinerende på denne tvetydighed, for har retssystemet fået ham til at fremstå som en morder, eller har man skabt en morder ved at dømme en uskyldig mand?

Trailer: Making a Murderer

Kommentarer

Titel:
Making a Murderer 

Land:
USA 

År:
2015 

Serieskaber:
Moira Demos, Laura Ricciardi 

Medvirkende:
Steven Avery 

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 min. 

Anmeldelse:
To afsnit 

Premiere:
18. december 2015 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko