Carl Frederik Tietgen, blandt sine venner bare kaldet Fritz, blev født i 1829 i Odense, hvor forældrene havde en klub for overklassens mænd.
Den fromme mor dør, da Fritz er tolv år gammel. Selv kommer han i lære med stærk sans for tal og en fornemmelse af, at engelsk snart bliver verdenssprog.
Så sine læreår får han i kapitalismens hovedstad, Manchester. Og som kapitalistisk entreprenør bliver han Danmarks første og måske største med hånd og handske i alle større danske virksomheder – fra øl til skibsfart.
Der er herhjemme opkaldt byer, gader og kollegier efter ham, og han har sin egen statue med høj hat og jakke på Skt. Annæ Plads i København.
Han var ven med H.C. Andersen og Grundtvig, men blev af samtiden benævnt stenansigtet, fordi han med koldt pokerfjæs brugte ufine midler og metoder for at skabe profit.
På alle måder er Tietgen som skåret ud af økonomen Max Webers klassiker Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Mens han knuste sine konkurrenter og grundlagde Privatbanken, genopbyggede han som troende grundtvigianer Marmorkirken i København.
DR’s dokudrama Matadorerne helliger det første afsnit om Tietgens småborgerlige barndom, der skabte finansmanden og lykkeridderen Tietgen. Han bliver som voksen fermt gestaltet af Mikael Birkkjær.
I andet afsnit kommer så hans rival Isak Glückstadt på banen, lige så overbevisende spillet af Nicolai Dahl Hamilton. Glückstadt grundlægger Landmandsbanken og truer Tietgens interesser.
Intentionen er at sætte disse herrer op imod hinanden a la Hans Christian Varnæs og Mads Skjern i Matador. Man mærker hensigt, bliver man forstemt?
Ja, faktisk.
På baggrund af seriens to første afsnit er det klart, at et væsentligt stykke Danmarkshistorie – overgangen fra feudalt bondesamfund til borgerligt industrisamfund – er dramatiseret ud fra den melodramatiske tv-series strukturelle magtkamp.
Måske afskrækket af Bryggeren, der var lige så underholdende som at se oliemaling tørre, har man valgt at fiktionalisere stoffet uden dog at tage skridtet helt ud.
Det er privatiseret kulørthed uden andet perspektiv end at se storkapitalisterne Tietgen og Glückstadt som antagonistiske iværksættere og matadoragtige modpoler.
Seriens værter, journalisten Johannes Langkilde og iværksætteren Mia Wagner, kommenterer med arme og ben, hvad vi netop har set i de dramatiserede tableauer.
Bortset fra rærlige replikskifter minder sidstnævnte om den tv-serie, DR skulle have produceret. I stedet for disse stumper af en interessant kappestrid.
Striden mellem Tietgen og Glückstadt står afgørende om Københavns Frihavn. Tietgen taber, fordi han går op imod sin ven, kong Christian 9.’s nationale interesser. Men værterne gider ikke engang forklare, hvad en frihavn er for noget, eller hvad den betyder for handel og vandel.
For i realiteten taler vi om et stykke fædreland, som bliver gjort til et toldfrit udland for at ordne transaktioner uden myndigheders bevågenhed.
Der gøres relevant meget ud af den antisemitisme, Glückstadt og hans familie var udsat for – især fra konkurrenters side. Men også Tietgen havde jødiske venner, blandt andet den mægtige Melchior-familie.
Serien siger ærligt, at den har taget sig kunstneriske friheder med hensyn til historiens realiteter.
Fair nok.
Men behøver det blive til en omgang personliggjort kammerspil a la scener ud af Korsbæk?
Tietgen var for sin samtid lige så fascinerende som Georg Brandes. Han opererede i nær kontakt med regeringen Estrups provisorielovgivning, Danmarks milde diktatur og turbulente, problematiske overgang til moderne demokratisk parlamentarisme.
Efter de første to afsnit er jeg ikke imponeret.
Kommentarer