Serieanmeldelse
21. aug. 2019 | 23:54

Mindhunter – sæson 2

Foto | Netflix
FBI-agenterne Holden Ford (Jonathan Groff, tv.) og Bill Tench (Holt McCallany, midt) prøver ved hjælp af deres profileringsteori at opklare mord i et afroamerikansk samfund.

Anden sæson af Netflix-serien om seriemordere hæver ambitionsniveauet til en samfundskritisk moralhistorie i traditionen fra The Wire.

Af David Madsen

I første sæson af Mindhunter var FBI-agenten Holden Ford et røvhul uden karisma. Sammen med kollegaen Bill Tench og psykologen Wendy Carr prøvede han at skabe en profil over en ny type af kriminel: seriemorderen.

Det virker til, at showrunner Joe Penhall heller ikke har haft meget til overs for Holden, der spilles af Jonathan Groff.

I anden sæson, der foregår i starten af 1980’erne, er han ikke meget mere end en hul skal uden et liv eller en personlighed. Heldigvis graver anden sæson i Wendy og Bills rodede privatliv. Den professionelt anlagte psykolog viser sig at være skabslebbe, og Anna Torv skildrer fantastisk Wendys sorg og vrede, da hun må høre på kolleger, der sammenligner homoseksualitet med voldelig, afvigende adfærd.

Imens kommer arbejdet helt ind på livet af Bill, da hans adoptivsøn begynder at vise de samme symptomer, som Bill leder efter for at finde frem til seriemordere. Holt McCallany giver den endnu engang hele armen i rollen som den stoiske, stokkonservative FBI-agent, der halser efter tiden.

Første sæson af Mindhunter var som et Greatest Hits-album over USA’s værste kriminelle, hvor Holden og Bill kom helt tæt på notoriske mordere som Ed Kemper, Jerry Brudos og Richard Speck. Den udmærkede sig over andre true crime-dramaer ved at have auteuren David Fincher bag roret i flere afsnit.

Manden bag seriemorderfilm som Zodiac og Seven er både kendt og berygtet for sin tilgang til at instruere. Hver lille detalje fra produktionsdesign til skuespilpræstationer skal sidde lige, som han vil have det. Og det mærkes i den grad, at Fincher har instrueret de første tre afsnit af den nye sæson.

Samtlige scener er filtreret igennem et grønligt sepiatonet filter, der giver personerne, afhøringslokalerne og hotelværelserne et unaturligt, nærmest sygeligt skær.

Detaljerne virker tilrettelagte og uhyrligt gennemtænkte. Telefoner kimer konstant i baggrunden, når Bill og hans nye chef Ted snakker om fremtiden for profilering af seriemordere, hvilket blot fremhæver, hvor hverdagsagtigt disse horrible mord med tiden bliver.

Som i første sæson er der dog knas i maskineriet, når David Fincher forlader instruktørstolen.

I denne omgang er det Andrew Dominik og Carl Franklin, som agerer stedfortrædere. Selv om de har store film og serier på cv’et, viser de ikke samme mesterlige forståelse for visuelle virkemidler som Fincher.

Første halvdel af sæsonen præsenterer endnu en perlerække af afhøringer af seriemordere – fra David ”Son of Sam” Berkowitz til selveste Charles Manson (Damon Herriman, der også spiller rollen i Once Upon a Time in Hollywood). Anden halvdel skifter gear og fokuserer på efterforskningen af 28 afroamerikanske børnemord i Atlanta mellem 1979 og 1981.

Her må Holden og Bill igen tage deres profileringsteori ud i felten. Og endnu en gang tager Holden straks skyklapperne på i jagten på den mystiske seriemorder, der passer perfekt til hans profil. Men denne gang foregår efterforskningen midt i en racekonflikt, hvor lokalsamfundets afroamerikanske befolkning med rette har fået nok af at blive ignoreret, selv om både borgmester og politichef er sorte.

”Du har fundet frem til profilen, som samtlige politifolk allerede følger i Atlanta, når de skal finde kriminelle,” bemærker en sort veninde til Holden, da han præsenterer børnemorderen som en afroamerikansk mand mellem 25 og 30 år.

Når FBI’s ledelse mødes i overdådige sale og eksklusive klubhuse for at spille højt om hierarkiets toppositioner, bliver det helt tydeligt, at opklaringen af Atlanta-mordene blot er endnu en fjer i hatten for dem.

Wendy, Holden og Bill kæmper ikke længere mod bureaukratiet. Men ved at få topledelsens opmærksomhed bliver de blot endnu et redskab i deres chefs værktøjskasse. Ted interesserer sig for profileringen af seriemordere, fordi det er let og sexet at sælge til de gamle knarke, som sidder på magten.

Mindhunter bliver en moralhistorie i stil med The Wire, hvor hierarkier er til, så dem på toppen kan fastholde magten i samfundet, mens dem på bunden overses eller mishandles. Den slags samfundskritik er langt mere relevant end endnu en parade for Charles Manson.

Trailer: Mindhunter – sæson 2

Kommentarer

Titel:
Mindhunter

Sæson:
2

Land:
USA

År:
2019

Serieskaber:
Joe Penhall

Medvirkende:
Jonathan Groff, Holt McCallany, Anna Torv

Spilletid:
Ni afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Ni afsnit

Premiere:
16. august på Netflix

© Filmmagasinet Ekko