Missing: The Lucie Blackman Case

Kun overgået af potcastmediet har Netflix ført an i dette århundredes store bølge af true crime, altså underholdning baseret på faktiske politiefterforskninger og retssager.

Streamingtjenestens krimikatalog indeholder genredefinerende og virkelighedsændrende værker som Making a Murderer, så der er basis for at sætte forventningerne højt, når Netflix har premiere på en true crime-film.

Selve forsvindingssagen i Missing: The Lucie Blackman Case har vigtige perspektiver i forhold til udsatte grupper på arbejdsmarkedet og forbrydelser, der primært rammer kvinder. Men det bliver næppe en dokumentar, som vil sætte sig dybere spor.

Britiske Lucie Blackman var i begyndelsen af tyverne i år 2000, hvor hun rejste til Japan. I Tokyo fik hun arbejde som såkaldt værtinde – en slags selskabsdame for rige mænd.

Da hun i begyndelsen af juli forsvandt sporløst, begyndte politiet på hendes arbejdsplads. Værtinder var typisk udlændinge og blev ofte sendt hjem under visumrazziaer, så de havde ikke et specielt godt forhold til politiet.

En rigmand ved navn Joji Obara havde i årevis forgrebet sig på adskillige værtinder, som han bedøvede og filmede. Man antager, at han har mellem 150 og 400 ofre samt tilmed flere liv på samvittigheden. Men ingen henvendte sig til politiet af frygt for at blive udvist.

Det er mange forurettede, og man undrer sig over, hvorfor ingen af dem medvirker i dokumentaren. Har man virkelig ikke forsøgt at opsøge de overlevende ofre for en spektakulær serieforbryder?

Efter nogle måneder blev Lucies lig fundet i en strandgrav uden for Tokyo. Hun var blevet myrdet, men spørgsmålet er, om serieforbryderen har noget med Lucies død at gøre.

Det er forfriskende, at en true crime for en gangs skyld fokuserer på offeret. Men hvis Lucie skal være vores hovedperson, er vi nødt til at vide mere om hende.

Titelkarakteren ender ironisk nok med at føles næsten lige så anonym som ofre for forbrydelser i nyhedsindslag, der beskrives med stamoplysninger, forsvindingsdato og nogle få referencer til interesser.

Rent visuelt er det klassisk true crime med arkivoptagelser og rekonstruktioner ledsaget af talking heads. Farverne er holdt i den afdæmpede, grålige tone, som mange af den slags krimier synes at foretrække, og selv om man gør brug af Tokyos virvar af lys, giver det ikke noget videre.

Dokumentaren kunne med fordel have udnyttet, at sagen foregår i nogle miljøer og en japansk kultur, som mange Netflix-seere ikke kender.

Det havde været interessant at bliver lukket ind i værtindekulturen. Den er kun svagt belyst af Lucies tidligere kollega og en journalist, der næsten ikke bruges. Det kan virke, som om Lucie Blackman har arbejdet som moderne geisha, hvilket man gerne ville have hørt mere om.

Lucies far, Tim Blackman, rejste kort efter datterens forsvinden til Japan for at holde sin datter i medierne og politiet på tæerne.

Han er en af filmens primære kilder.

Som seer er man ikke tvivl om, at han selv mener, at hans insisteren på at tale om sin datter for rullende kameraer, har været en af grundene til, at politiefterforskningen blev ved.

Men hans ego kan godt have stået i vejen for at få skabt en effektiv dokumentar med arkivmaterialet om datteren.

Missing: The Lucie Blackman Case handler om en interessant historie, hvor man både har haft adgang til mange kilder og et sandt bjerg af arkivmateriale.

Desværre er den et eksempel på, at fokuseret historiefortælling og identifikation er true crime-genrens uundværlige ingredienser. Uden dem indfinder kedsomheden sig uanset, hvor meget medfølelse man har med Lucie Blackman og hendes pårørende.