Nomadland

Nomadland er en af de senere års største og mest bevægende biografoplevelser.

Et drama affødt af rå økonomiske realiteter, som har tvunget tusindvis af ældre amerikanere til at blive sæsonarbejdere i firhjulshjem.

Men det er også en opløftende, lyrisk og episk skildring af en omflakkende pensionisttilværelse, hvor man skider i plastikspande, sidder på række for at få klippet hår og knokler i kæmpemæssige Amazon-varelagre.

Instruktør Chloé Zhao indfrier alt det naturalistiske potentiale, hun viste i sit rodeodrama The Rider, der afdæmpet og hårdtslående lukker os ind i et indianerreservat.

Frances McDormand bærer Nomadland i rollen som Fern, der har mistet sin mand, deres hus og hele deres hjemby, da den lokale mine drejede nøglen om.

Byens navn var Empire, og da Fern sent i filmen vender tilbage, er husene øde og uberørte, som var de blevet forladt kun få dage forinden. Det kan i det hele taget ligne et varsel om en dystopisk fremtid, når hovedpersonen kører hvileløst igennem stater, og de støvede småbyer fra South Dakota til Californien ser ud, som om ørkenen er ved at hale ind på dem.

Filmens rytme er også cyklisk. Den afspejler et liv, der har lagt treaktsstrukturer bag sig. Ferns verden er styret af daglige ritualer. Hun forbereder morgenmad eller vasker tøj, og ritualerne præsenteres som mål i sig selv snarere end hverdagstjanser, der skal overstås, mens man skændes eller forelsker sig.

Nomadelivet følger årstiderne, hver med sine glæder og farer.

Når Fern tilbringer en frostnat i sin varevogn foran en benzintank, er vi bevidste om, at ikke alle pensionsmodne migrantarbejdere ville vågne op igen. Men vinteren bringer også arbejde med sig, for Amazon har brug for ekstra hænder til julegaveræset, og Fern finder sammenhold i en nomadelejr i Arizona, Rubber Tramp Rendezvous.

I Jessica Bruders reportagebog, der er filmens forlæg, kalder hun lejren en pop-up-metropol under opsyn af nomadeguruen Bob Wells. Han spiller i filmen sig selv, eller en version af sig selv, og det samme gælder de fleste, Fern møder på sin vej.

Den tilknappede kvinde får sig noget nær en bedste ven i ukuelige gamle Linda, og det kan godt være, at beske Swankie irettesætter Fern for ikke at have et reservedæk, men også hun tør efterhånden op. Og afslører, at hun efter en kræftdiagnose besluttede sig for at tilbringe sin sidste tid på farten.

De to ting er ikke hinandens modsætninger: at huske et reservedæk og at dø uden for et hospital.

Nomadland er en hyldest til opfindsomheden og kampgejsten på bunden af det amerikanske samfund, hvor drømmen om at rejse sig er størst. Men filmen lader os aldrig i tvivl om, at nomadernes frihed blot er en måde at få det bedste ud af et kapitalistisk system, der har forrådt dem.

Der er et åndeligt slægtskab med Seans Penns barske naturskildring Into the Wild, men Nomadland er langt mere nuanceret i sit portræt af den selvtilstrækkelighedskult, der er som mejslet ind i den amerikanske psyke.

Naturromantikken er slående, når Ludovico Einaudis klaverkompositioner taler til sjælen og fotograf Joshua James Richards bader det dramatiske landskab i et gyldent solnedgangslys. Så kalder filmen på John Fords mytologiske westerns og Albert Bierstadts storslåede landskabsmalerier.

Men Chloé Zhao går også i rette med al denne skønhed. Hun skildrer et westernlandskab under pres fra industrikvarterer, overdrysset med motorvejsdinere og plastikdinosaurer.

Filmen starter med en ordløs scene, hvor hovedpersonen holder ind til siden og tisser med udsigt over de endeløse amerikanske vidder. Det føles som en hensigtserklæring fra instruktøren og ikke mindst fra hovedrolleindehaveren – det var Frances McDormand, der købte rettighederne til bogen og hyrede Chloé Zhao.

Der ligger et uroligt forhold mellem det private og det vidtåbne til grund for filmen.

Det udspiller sig i Ferns forhold til Dave, en stille nomade spillet med underspillet charme af David Strathairn, en af de få andre professionelle skuespillere i filmen. Dave er glad for Fern, men hun føler sig mest tryg med paraderne oppe. Hun ved ikke helt, hvor hun skal gøre af hans ømhed.

Men hun virker aldrig kølig. Et af de små mirakler ved McDormands præstation er, at hun aldrig lader os glemme den lidenskab og kærlighed, Fern forsøger at lægge låg på.

Hendes varme skinner igennem, da hun i en forretning møder en teenagepige, hun engang gav hjemmeundervisning, og som spørger, om Fern nu er hjemløs.

”Jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs,” siger hun. ”Det er ikke det samme, vel?”

Der er ingen selvmedlidenhed at spore i hendes svar, selv om vi mistænker, at hun mest er i forretningen for at holde varmen. Hun er optaget af at forklare, at ord har magt. En anden film ville have bygget hele scenen op om det citat, men her falder replikken naturligt, som et bevis på Ferns empati og nuancerede verdenssyn. Det er et øjeblik, der er dramatisk rigt, men også helt oprigtigt.

Og det siger alt om Nomadland.

Samme kvalitet afspejles i blandingsforholdet mellem amatørskuespillere og professionelle. Der er scener, hvor Fern møder andre varevognsnomader, og vi får indtryk af, at det snarere er Frances McDormand, der spidser ører med et varmt smil og en nysgerrig mine.

Det får kun filmen til at bore sig dybere ind i hjertekulen.