Det er intet nyt i, at misforståede kendisser forsøger at bryde fri af mediernes billede af dem med semikedelige selvbiografier og Netflix-dokumentarer.
For nylig kom den tamme Harry og Meghan, hvor prinseparret desperat forsøger at kontrollere deres egen fortælling. Nu har modellen og skuespilleren Pamela Anderson, der blev berømt i 1990’erne med serien Baywatch, også kastet sig ud i genren.
Det ligner først endnu en tam fadæse, da en makeup-fri og midaldrende Anderson dukker op på skærmen og fortæller anekdoter, mens hun vandrer rundt på en grå strand.
Men dokumentaren beviser hurtigt, at der faktisk er god grund til at lade Pamela rydde op i vrangforestillingerne om sit liv.
Lige siden hun første gang løb i slowmotion iført rød badedragt i Baywatch,har hendes krop været folkeeje. Hun var den søde, barmfagre bimbo, der levede rigt på sin seksualisering og giftede sig med den ene celebre bad boy efter den anden.
Hvad end hun deltog i en Cannes-premiere eller dyreaktivisme kom det til at handle om hendes bryster.
Det billede ændrer sig radikalt, når man hører Pamelas grund til oprindelig at søge ind i modelverdenen. Det startede med en barndom, der var præget af seksuelle overgreb og decideret voldtægt begået af voksne mænd og hendes egen babysitter.
De grufulde historier har været fremme før, men i filmen bliver voldsomheden understreget af, hvor hastigt Pamela springer mellem dem. Man fornemmer, at jo hurtigere hun fortæller om oplevelserne, jo kortere tid skal hun genopleve dem.
Som en flugt fra traumet valgte Pamela at tage ejerskab over sin egen seksualitet. Det blev en sejr for hende at tage nøgenbilleder i Playboy Mansion.
Men af samme grund føltes det som at gennemgå en voldtægt på ny, da hun i 1996 – kort efter fødslen af det første barn – blev udsat for endnu et overgreb. Nemlig tyveriet og udgivelsen af hendes sexoptagelser med ægtemanden og Mötley Crüe-trommeslageren Tommy Lee.
Seksualiteten, der skulle være hendes styrke, blev nu igen til hendes undergang. Sagen ødelagde hendes karriere, fordi mediebranchen hånede hende som en skøge, der fik som fortjent.
”Det er ikke sjovt, det er ødelæggende for os,” siger Pamela til Jay Leno, da hun gæster The Tonight Show, hvor værten lystigt har gjort grin med skandalen. ”Er det?” svarer han med et mistroisk smil.
Derfor er det ikke svært at forstå Pamelas paniske reaktion, da hun mange år efter får at vide, at en fiktionsserie om sagen er på vej. Endnu en gang skal hele verden fortære hendes traume.
Undertegnede gav Pam and Tommy fem stjerner, fordi den elegant viser både den syge motivation bag udgivelsen af sexoptagelserne og de brutale konsekvenser. Anderson-familiens vrede mod serien rejser et vigtigt spørgsmål om, hvorvidt man kan tillade sig at rive op i andres traumer.
Et stort plus for dokumentaren er, at Pamela både er et vittigt, velreflekteret og tragisk bekendtskab.
Men selv om hendes selvironiske anekdoter er betagende, og oplæsningerne fra dagbøgerne er gribende, bliver der brugt alt for lang tid på Andersons mange kulørte ægteskaber.
Det er, som om hun vil undskylde for sin hang til korte, stormende romancer, men det virker unødvendigt, når man tænker på de vigtige pointer, filmen ellers byder på.
Dokumentaren er co-produceret af Andersons søn, Brandon Thomas Lee, som også medvirker. Filmen må da også siges til tider at være lige lovlig ukritisk over for moren.
Det gælder Pamelas venskab med voldtægtsanklagede Julian Assange og den indsigt, hun sandsynligvis har i det problematiske Playboy-miljø, som blev afsløret sidste år i dokumentaren Secrets of Playboy.
Pamela, A Love Story er ikke en synderligt fokuseret dokumentar. Til gengæld er det en effektiv, personlig og intim fortælling om konsekvenserne af en kendiskultur, som hungrer efter seksuelle ikoner og samtidig straffer dem, der er villige til at udfylde rollen.
Kommentarer