Da psykologen Florence McLean på et tidspunkt skærer ind til benet i sin gerningsmandsprofilering af den tidligere sognepræst Thomas Gotthard, går det pludselig op for én, hvad der er på færde inde i partnermorderen.
Hun forklarer, at han ”bliver præst ved at tage præstekjolen på”, at han ”er præst udefra og ind”. Hun kunne lige så godt sige, at Gotthard slet ikke er ”en rigtig præst”. Og hun fortæller, at den adfærd ser man ofte hos mennesker, der ikke ved, hvem de selv er.
Man skal ikke kende særligt meget til psykologi for at regne ud, at hun betragter præsten fra Ansgarkirken i Hedehusene som dybt narcissistisk forstyrret.
I 2020 dræbte præsten, der yndede at optræde både som kvinde, Elvis Presley og fakir, sin hustru. Han parterede hende, opløste liget i syre og gravede det ned to steder.
Det er blot et eksempel på, hvor langt ind man kommer i dokumentaren Præsten fra helvede, som Viaplay har produceret. Det er mest af alt en slags remake af den prisbelønnede podcast af samme navn.
De tre journalister fra Ekstra Bladet, som stod bag podcasten, er alle med. Og i al deres visuelle og typemæssige forskellighed giver graverjournalisterne – gravide Mette Pedersen, halvforfinede Camilla Marie Nielsen og bidske Christina Ehrenskjöld – programmet en troværdighed.
Dokumentaren er båret af den hårrejsende drabshistorie, men bliver så at sige levende, fordi de dygtige journalister har et udelt fokus på de sigende detaljer.
Når Gotthard ”vurderer, at afdøde kan være i tønden”, eller når han bliver bekymret over, om kemikalierne sætter spor, fremstår han afstumpet.
På samme måde vokser ondskaben i forbrydelsen markant, efterhånden som journalisterne langsomt – gennem interviews med drabsofferets venner, den allernærmeste familie, advokater og frivillige personeftersøgere – demonstrerer, hvordan morderen agerer med flere dagsordner og faktisk bevidst etablerer dækhistorier og falske spor.
Der tegnes et billede af et beregnende og manipulerende menneske, som ikke evner at angre.
Det er voldsomt at komme så tæt på mekanismerne i et drab og en gerningsmands indre tandhjul. Og et af de mest sigende øjeblikke indfinder sig, da den respekterede strafferetsadvokat Jesper Storm Thygesen, som forsvarer morderen, beretter, at Thomas Gotthard den morgen, da han skal tilstå drabet, forekommer rolig.
Som om han gerne bare vil have sagen overstået. Og så tilføjer advokaten stilfærdigt: ”Og det ville jeg egentlig også.”
Dokumentaren er karakteriseret ved en udtalt grundighed, journalistisk redelighed og moralsk soberhed. Og den er primært lavet med mordofferets familie for øje.
Det er deres historie.
Det blev også fremhævet i TV 2’s Presselogen, hvor en ellers interessant debat om dokumentarudsendelser om virkelige forbrydelser blev kvalt i enstemmighed.
Kritikken af, at dokumentaren kommer for tidligt, lyder fra Gotthards børn og ekskone. De føler sig ramt af denne genindspilning af deres livs traume som chokerede pårørende til en af de senere års mest omtalte drabshistorier.
Men i Presselogen blev de verfet af. De medvirkende redaktører sagde indirekte, at en gerningsmands familiemedlemmer må forvente den slags, skønt man intet selv har gjort galt. Altså er deres ret til privatliv næsten mindre værd end offerets pårørendes, fordi de er på den onde side.
Det kan man da kalde arvesynd.
Af de mange medvirkende kilder i dokumentaren er især Gotthards tidligere kollega, præst Lotte Nysted, markant.
Hun er empatisk, rørende, skarp og på det nærmeste ved at koge over af indignation. Hun er præst indefra og ud. Sådan som Thomas Gotthard skulle have været. I stedet vendte han vrangen ud på sig selv i forsøget på at tilfredsstille sine egne behov og tilsidesætte alle andres.
Dokumentaren er vigtig, fordi den folder sandheden om ”kvindedrab” og ”partnerdrab” ud. Der er egentlig altid bare tale om et menneske, som har en alvorlig brist og ikke bliver standset, før han har fået lov til at gå alt for vidt.
Den analyse kan alle være tjent med. Også drabsmandens børn og ekskone, som dermed intet har at skamme sig over.
Kommentarer