Presset ungdom

En flok gymnasieelever står i midten af en gymnastiksal. Gå til højre for ”ja”, gå til venstre for ”nej”, forklarer en stemme over højtalerne. ”Kender du nogen, der har en psykisk lidelse som angst, depression eller lignende?” spørger stemmen. 

Uden tøven går samtlige elever til højre. Ja. En helt tydelig visualisering af de vilde statistikker om unges trivsel, vi har læst og talt om længe nu. 

TV 2’s nye dokumentar på bare to afsnit vil netop gøre en for mange usynlig trivselskrise håndgribelig. 

Dokumentaren er en målrettet og usentimental alarmklokke med udgangspunkt i beretninger fra en rektor, en børnepsykolog, en professor og en uddannelsesforsker, ”de voksne” så at sige. Dertil de unge selv: gymnasieelever fra landet over. 

Særligt to unge kvinder, 3.g’eren Yasmina og 2.g’eren Olivia, udgør konkrete eksempler på den store tendens: stress, depression, angst og som følge deraf selvmordstanker. 

Når det er de unge, som snakker, er der en opgivende nøgternhed tilstede. Da Yasmina taler om, at den maske, hun har på i løbet af skoledagen, øjeblikkeligt brister hjemme på teenageværelset, forstår man den underlige ro på overfladen. 

Både Olivia og Yasmina er utroligt søde og smilende. De maskerer deres dårligdom så godt, at man rystes, når en af dem pludselig tænker på at hoppe ud af klasselokalets vinduer. 

De smukke unge mennesker er sunde udenpå og syge indeni. De tager sig hele tiden sammen og føler sig med egne ord ”ikke gode nok”. 

Mens det første af de to afsnit undersøger, i hvilken grad der er tale om en krise, forsøger andet afsnit at give svar på grundene til krisen. Serien beskytter de selvbebrejdende teenagere og placerer ansvaret hos samfundsstrukturer. 

Der kommer styr på rækkefølgen. 

Vi snakker meget om det, fordi det er en krise. Det er ikke en krise, fordi vi snakker meget om det. Også den historiske rækkefølge: Chokket over PISA-undersøgelsen af elevers færdigheder i 2001 medfører tyve års reformer og tiltag, der skal gøre eleverne klogere hurtigere.

Den nuværende tilstand er muligvis resultatet. 

Men mest af alt rækkefølgen i de unges eget liv: vuggestue, børnehave, folkeskole og så gymnasiet som bristepunktet efter mange års præstationsræs. 

I den sammenhæng inddrages virkningsfuldt materiale fra to andre TV 2-dokumentarer – Smertensbørn og Eksperimentet med vores børn – som begge undersøger konsekvenserne af en øget test- og evalueringskultur kombineret med undernormering af pædagoger og lærere. 

Det er voldsomt at se gymnasieelevernes mistrivsel gentaget hos små børn. Som for eksempel en otteårig dreng, der vågner, og som det første uhyggeligt voksent ytrer: ”Jeg kan ikke mere.” 

Dokumentaren giver udtryk for, at de pressede unge ikke selv er i stand til at løse krisen. Magthaverne må gøre noget. Ved siden af lovgivningen sidder der dog en langt mere mudret medspiller, som de unge kalder en ”perfekthedskultur”, hvor konkurrencestaten siver ind i selvværdet og forstærkes af sociale mediers konstante mulighed for sammenligning. 

Jeg er selv født tre år før PISA-chokket og kan huske, at jeg i min gymnasietid løbende gjorde brug af en hjemmeside, hvor jeg gennem tre års neurotisk selvevaluering kunne udregne mit ”snit”. Måske i et forsøg på selv at være herre over den endelige dom i eksamensbeviset. Jeg genkender i den grad min egen gymnasietid i Presset ungdom. 

Underlægningsmusikken er ny, ung og dansk. 

Hvad skal verden med sådan en som mig? synger Andreas Odbjerg og manifesterer en tidsånd af unge tynget af tvivl. Dokumentarens ærinde – at puste liv i mistrivselsstatistikken – hjælpes godt på vej, når Zar Paulos Kan du holde til at holde det inde toner frem i baggrunden. 

Men bortset fra de velvalgte popsange er dokumentarens stil ikke videre udtryksfuld. Nogle gange føles den meget korte dokumentar som et meget langt nyhedsindslag. 

Jeg får lyst til at gense DR-dokumentaren Alt for kliken, der i sine seks afsnit om en broget flok gymnasieelever skaber et varmt portræt, som blomstrer af den tid og tålmodighed, tilrettelæggerne giver de unge. En meget værdig opfølger til det kortlivede indblik i Yasminas kompakte op- og nedture. 

Presset ungdom kommunikerer direkte og effektivt sit budskab, og lykkes med det, men der er ikke meget tid til at dvæle i den komprimerede opsang til magthaverne. 

”I’m done bitches …” står der broderet i sølvtråd på en studenterhue i andet afsnit. Færdig i mere end en forstand.