Satankulten på Anholt & Den danske satankult

Satankulten på Anholt

Den danske satankult

En god historie kan fortælles på mange måder, men det er alligevel spøjst, at to dokumentarhold med ni år imellem forelsker sig i den samme historie med så forskellige resultater.

Første gang var i 2011, da de unge dokumentartalenter Jonas Bech og Kristian Ussing havde premiere på undergrundsfilmen Satankulten på Anholt, der skildrer deres kaotiske jagt på en mulig satanistisk kult. Filmen kan ses gratis på Vimeo.

Kulten skulle efter sigende have holdt ”ligvendingsfester” og efterladt uhyggelige ritualrester på øen Anholt.

Det var i 70’erne, da satanisme stadig blev opfattet som farligt, og længe før Onkel Rejes Heavyband fandt plads til sin hyggesatanisme på DR’s børnekanal.

Det er især mærkeligt, at DR’s dokumentar, som støtter sig til Politikens Camilla Stockmann og Gudrun Marie Schmidt, går uden om at nævne den film, journalisterne i deres artikelserie fra 2013 indrømmer at have brugt som kilde.

Det kommer især til at virke ufint, når DR-dokumentaren beskriver komplicerede omveje og falske spor i deres søgen, der kunne have været undgået med et hurtigt kig på Satankulten på Anholt.

Mest underligt er det, da DR-holdet kaster sig over den afdøde møntekspert Jørgen Sømod som hovedmistænkt, selv om han i detaljer forklarede sin rolle i puslespillet, da han medvirkede i Bech og Ussings film.

Så enten har journalisterne gjort deres research ualmindeligt ringe, eller også – mere sandsynligt – har DR-dokumentarens instruktør Janus Køster-Rasmussen med vilje kompliceret forløbet for at undgå at inkludere den ældre dokumentar.

Der er ingen skam i at ændre lidt i dramaturgien, så længe historiens faktuelle forhold forbliver korrekte, og det er forståeligt, at man ikke blot ville lade dokumentaren blive ”endnu en satankult-film”.

Men når den første er et usædvanligt kulthit uden filmstøtte, virker det usympatisk blot at ignorere den. Det er en skam, for begge dokumentarer rummer helt unikke kvaliteter, der sagtens kan fungere side om side.

Satankulten på Anholt er først og fremmest en film om to unge mænd, der har det sjovt med at lege efterforskere. Der er en herlig detektivcharme over gutterne, som med svingende succes følger 30 år gamle spor rundt om i landets okkulte baggårde.

Det farverige persongalleri bidrager til drengerøvsstemningen, og så bliver det faktisk reelt uhyggeligt, da den brogede flok midt om natten lister sig ud midt i Anholts ørken i håbet om at møde kulten.

Til gengæld er der ikke de store refleksioner over satanisme som religion, psykologien bag de mystiske spor eller særligt meget andet for den sags skyld. Filmen handler egentlig allermest om dokumentarholdet – især den nu afdøde Jonas Bech’ fascination af det okkulte, som er det passionerede fundament for en underholdende jagt.

Hvor Satankulten på Anholt ender noget formålsløst og klodset, er DR’s mere klassiske dokumentar Den danske satankult topchecket og leverer begavede refleksioner.

Et grundigt researcharbejde bringer os tæt på manden bag mysteriet. Og filmens slutning om, at det hele var én persons gigantisk store gesamtkunstwerk, er decideret rørende. Også selv om man udelader relevante informationer om hovedpersonens baggrund, som den første film præsenterede og kan forklare fascinationen af satanisme.

Men uanset hvad sætter DR et smukt og frem for alt positivt punktum på det 40 år gamle mysterium.

Hvad DR-produktionen vinder i intelligens og poetisk overlegenhed, mangler den til gengæld i karisma. Meget af filmen går med fantasiløse rekonstruktioner i slowmotion og interviews med de to journalister.

Selv om Stockmann og Schmidt åbenlyst har overgået Bech og Ussing i graverkompetence, bliver de i Politikens kontorrum et noget anstrengende selskab med deres forcerede entusiasme.

DR-dokumentaren har masser af nye informationer og spændende detaljer, så der er ingen grund til at kaste sig ud i en på forhånd tabt kamp på personlighed. Dér vinder Satankulten på Anholt simpelthen overlegent.

Hvilken af de to film bør man se? Dem begge – og helst i den rækkefølge, de er lavet!