Spies og morgenbolledamerne

Simon Spies betalte hundredvis af purunge kvinder for at have sex med ham. DR-dokumentaren Spies og morgenbolledamerne, der er tilrettelagt af Sacha Sennov fra selskabet Laud People, har været i kontakt med mere end 200.

De blev ansat i Spies’ rejsebureau som piccoliner. Flere var mellem fjorten og atten år. Herfra blev de udpeget af Formanden, som han blev kaldt. De fik et Rolex-ur og en pels. Og mulighed for at tjene 10.000 kroner på at have sex med den aldrende millionær.

Eller mellem 10.000 og 35.000 kroner for at lade ham brække deres arm i sin sadistiske sexleg!

Sagde de nej, blev de fyret og smidt ud af den luksus, pigerne fra den hårdere arbejderklasse aldrig siden ville få adgang til.

Samtidig var en del af handlen, at pigerne skulle være til stede alle døgnets timer og opgive deres venskaber uden for Simons verden. Det var alt sammen sat i system hos koncernen Spies Rejser og en del af rejsekongens afstumpede eksperiment for at se, hvad mennesker var villige til at gøre for penge.

Jeg ved ikke, hvad der er mest sindssygt: At han gjorde det, eller at alle danskere vidste det uden at reagere?

Jeg er fra en anden generation, men kender til myten. I Christoffer Boes Spies & Glistrup fra 2013 ruller Pilou Asbæk i rollen som rejsekongen rundt på morgenbolledamerne. Anders Matthesen har gestaltet ham i sit stort anlagte show Simon fra 2004, hvor komikeren står i et hav af dameben, der spreder sig.

At have mange sexpartnere er der intet i vejen med, og prostitution er lovligt. Men DR’s dokumentarserie viser, hvordan alle kendte til historierne om de purunge piger og samtidig fortsatte deres fejring af Spies.

Ekstra Bladet bragte ikke artikler om volden, for historier om Spies solgte for godt til, man ville risikere det gode forhold til ham. Men tidligere morgenbolledamer fortalte om selvmordsforsøg og om liv som prostitueret og narkoman.

Motoren i dokumentaren er søsteren til en af pigerne. Anika Barkan undersøger Heidis liv i Spies’ Villa Fjolle, hvor søsteren boede fra femten til atten år.

Heidi døde under stor mediebevågenhed af aids i en alder af 25. Et år inden døde hendes ti år måneder gamle datter af samme sygdom. En sygdom, hun fik, da hun i årene efter Spies levede som prostitueret og narkoman.

Det interessante ved dokumentaren om Simon Spies er, at der optræder kilder, som mener, at pigerne havde et frit valg. De holdninger findes også i Facebooks kommentarspor, hvor dokumentarserien, der havde premiere den 21. august, ivrigt diskuteres.

Spies’ ven og journalist Carl Bjerredahl kan heller ikke se problemet. Han er så grotesk ude af trit med tiden, at man taber kæben og mærker kvalmen rulle op i svælget.

Som da han bliver spurgt, om det er okay, at Simon Spies havde sex med piger under femten år. ”Det må man heller ikke rigtigt, vel? Hvad siger loven?” lyder svaret.

Dokumentarserien er som drengen, der peger på kejseren i H.C. Andersens eventyr. Han har ikke noget tøj på, og han er i øvrigt ved at prostituere hundredvis af ressourcesvage piger.

Selv et barn kan se, hvor galt det er. Det groteske er, at alle i samtiden har været så blinde.

I dokumentarserien argumenteres der for, at hans psykologuddannelse gør ham til manipulator. Det er søgt. Ligesom det heller ikke understreger hans gakkede natur, at han som 22-årig skrev et essay a la den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson.

Det er ærgerligt, at serien indimellem ikke evner at skille skidt fra kanel, ligesom det er unødvendigt, at strygere hele tiden agerer underlægningsmusik for kildernes grumme historier.

Tro mig, det er klamt nok i sig selv.