Langt ude i Amazonas’ regnskov går en vigtig frontlinje i kampen mod klimaforandringer.
Konflikten har stået på, siden den brasilianske regering første gang tog kontakt til Uru-eu-wau-wau-indianerne i 80’erne. Og det er kun gået én vej: stadigt mindre territorium og stadigt mindre grønt i Amazonas-regnskoven, verdens lunger.
Alene åbningsscenen i Alex Pritz’ dokumentarfilm The Territory føles som et overgreb. Med motorsav, gravko og traktor rydder svedige mandfolk den årtusinder gamle regnskov, så de kan opdyrke jorden.
Selv om deres territorium er fredet, lever Uru-eu-wau-wau-stammen nu på et isoleret område af regnskov, der er omringet af landbrugsarealer.
De står imod, så godt de kan.
Vi følger miljøaktivisten Neidinha, hvis fulde navn er Ivaneide Bandeira Cardozo. Hun hjælper stammen ved at være mellemled til myndighederne og ved at forsøge at skabe mediebevågenhed. Men interessen og sympatien for de indfødtes kamp er faldende.
Da den højreradikale populist Jair Bolsonaro vælges til præsident – blandt andet på et budskab om, at samtlige indianerreservater skal inddrages – græder Neidinha ved sin computerskærm.
De oprindelige folks vilkår bliver værre og værre, og fra politisk hold er man mere end villig til at vende det blinde øje til, når brasilianske bønder brænder skoven af i reservatet.
”Her på egnen er det som en gammel western-film. Der er en gruppe pionerer, som fører an, og så flytter der andre hertil,” siger den entreprenante gamle bonde Sérgio.
Han har gjort det til sin livs mission at etablere en by for hvide brasilianere på de indfødtes territorium.
Den amerikanske drøm har altid bygget på en forestilling om terra nullius, ingenmandsland, der forudsætter, at de oprindelige beboere ikke er rigtige mennesker.
Alex Pritz’ film dokumenterer ikke blot en igangværende miljøkatastrofe, men også en etnisk udrensning.
The Territory er udtaget til Sundance-festivalen i kategorien for internationale dokumentarer, hvor også A House Made of Splinters er at finde. Sidstnævnte er produceret af danske Final Cut for Real, mens førstnævnte foruden stjerneinstruktøren Darren Aronofsky tæller danske Sigrid Dyekjær blandt producerne. Hun stod bag The Cave og forlod sidste år sit produktionsselskab Danish Documentary for at gå egne veje med selskabet Real Lava.
The Territory har en humanitær mission, men kaster først og fremmest et humanistisk blik på den indfødte befolkning. Der er små åndehuller i den kun 83 minutter lange film, hvor vi lærer nogle af stammemedlemmerne at kende.
Som Ari, som patruljerer stammens territorium, og Bitaté, der i en alder af kun atten år vælges som stammens nye overhoved.
Sidstnævnte bliver et omdrejningspunkt i filmens anden halvdel.
Det meste af The Territory er optaget før pandemien, men da fortællingen føres frem til nutiden, sker der en omvæltning. For nok hænger coronavirus som en dødstrussel over de udrydningstruede stammebefolkninger, der befinder sig langt fra lægehjælp. Én stamme mistede ti medlemmer til sygdommen, får vi at vide sent i filmen.
Det er fem procent af deres befolkning!
Men nødvendigheden af at isolere sig åbner også for nye muligheder. Her præsenterer The Territory et meget direkte eksempel på, hvordan aktivistiske dokumentarfilm rent faktisk kan gøre en forskel.
Frem for at vende tilbage til Uru-eu-wau-wau-indianerne med hele sit filmhold efterlod filmholdet professionelt kameraudstyr til dem og oplærte dem i at bruge det.
Og Bitaté forstår at bruge de nye våben.
Hvor de tidligere har stået uden noget reelt forsvar mod de indtrængende, fordi bue og pil vil blive mødt med militærmagt, er de nu i stand til at gøre modstand ved at dokumentere, hvordan indflyttere forsøger at drive dem bort.
Det er en håbefuld slutning. Men en krig er ikke vundet med én sejr. Som Neidinha konstaterer sent i filmen, får hun intet ud af at ringe til politiet, og regeringen nægter pure at anerkende, at noget ulovligt finder sted.
Den eneste vej frem er international bevågenhed og politisk pres. Alene af den grund er The Territory en vigtig film.
Kommentarer