Umiddelbart er en tilståelse det sikreste bevis, der findes. Hvorfor skulle mennesker indrømme skyld for en forbrydelse, de ikke har begået?
Ifølge kriminaleksperter er falske tilståelser dog et større problem, end man lige går og forestiller sig.
Den danske dokumentarist Katrine Philp har i False Confessions vist, at det amerikanske retssystem med overdreven ivrighed tvinger falske tilståelser ud af mistænkte. Men at det også kan være et endnu mere mudret felt at få en tilståelse, står klart i Tilståelsen, der er produceret af TV 2 og Koncern TV og Film.
Dokumentarserien udforsker sagen omkring manden, der er blevet kendt som Danmarks værste massemorder i nyere tid. Erik Solbakke Hansen tilstod i 1980’erne først 27 pyromanbrande og tog siden ansvaret for både drabet på en femtenårig pige på Fanø i 1980 og branden på Hotel Hafnia i København i 1973.
Sidstnævnte kostede 35 mennesker livet, og sammenlagt har han angiveligt 38 menneskeliv på samvittigheden.
Erik Solbakke Hansen fik målt sin IQ til 55 og er dermed det, der gennem tiden har skiftet navn fra ”åndssvag” over ”retarderet” til ”mentalt udviklingshæmmet”. Med et par store flyveører og briller med colaglasbunde er det tydeligt at se, at han er anderledes end de fleste andre. Men at han også er massemorder, rejser Tilståelsen tvivl om.
Gennem grundig research og interviews med efterforskerne i sagen påvises det, at man næppe skulle have taget Erik Solbakke Hansens ord for gode varer.
”Jeg kunne have fået ham til at tilstå mordet i Finderup Lade,” siger efterforskeren Flemming Bergqvist i seriens andet afsnit med henvisning til drabet på kong Erik Klipping i 1286. Også Erik Solbakke Hansens søster – der optræder anonymt i serien – og hans kusine fortæller, at han fra en ung alder var nem at få til at sige det meste.
”Enhver efterforskning burde kunne tåle, at der bliver sat spørgsmålstegn,” svarer Flemming Bergqvist til, hvorfor han er gået med til at medvirke i serien. Hverken dommeren, anklageren eller forsvareren i sagen har ønsket at medvirke i programmet, hvilket kun styrker mistanken om, at alt ikke er gået forsvarligt til.
Det indtryk styrkes gevaldigt af den norske afhøringsekspert Asbjørn Rachlew, der sammen med den danske advokat Mette Grith Stage fremhæver opklaringens metodemæssige og juridiske svagheder.
Rachlew kan eksempelvis fortælle, at over 100 mennesker har tilstået mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986, men at den skyldige endnu ikke er fundet!
Tilståelsen finder et rent leje mellem skarpe udtalelser og en sober fremstilling af sagen. Det starter med en æstetiseret introsekvens, som i bedste True Detective-stil med ild og røg viser de bombastiske overskrifter tilsat uhyggelig underlægningsmusik.
Men der bliver smidt lovligt mange ingredienser i gryden, fordi serien både lader værten Lotte Mathilde Nielsen og journalisten Peer Kaae – der har udgivet en bog om sagen og er del af seriens redaktion – tale med de involverede. På den måde opstår der usikkerhed om, hvem seriens afsender er.
Rekonstruktioner af fortidens hændelser og afhøringer er stemningsfuldt eksekveret med skuespillere i rollerne, mens Vibeke Hastrups oplysende fortællerstemme godt kunne have føltes mere naturlig.
Erik Solbakke Hansen døde i 1997 som kun 49-årig af en leversygdom. Selv hvis han levede i dag, havde han muligvis ikke kunnet gøre sandheden endegyldigt klar. Det illustrerer meget godt true crime-genrens blanding af seriøst opklaringsarbejde og ren fascination.
Vi ender ofte med alligevel at være i tvivl, og man kan spørge sig selv, om det overhovedet giver nogen mening at bore i det.
Men sagens uhyggelige perspektiv er vigtigt og evigt aktuelt. Er der sket en fejldom, ryster det vores retssikkerhed i sin grundvold. Og det betyder samtidig, at en morder måske stadig går frit rundt iblandt os.
Det er nervepirrende, om de sidste to af seriens fire afsnit på nogen måde kan finde frem til et lettelsens suk.
Kommentarer