Titane er en af de mest hårdtslående film i nyere tid.
Franske Julia Ducournau blander ekstrem body horror og skør forvekslingskomik i en underligt sød fortælling om kærlighed og transformation.
Det er en film, hvor man er frastødt, men ikke kan se væk – på samme måde som med det biluheld, der indleder filmen.
Alexia sparker fra bagsædet sin far i ryggen, mens de er ude og køre. Han vender sig for at skælde hende ud, og så brager bilen direkte ind i et autoværn.
På grund af sine skader får Alexia indopereret en metalplade i hovedet. Den har hun stadig siddende, da hun som ung kvinde oplever et overgreb, som sender hende på en drabelig løbebane.
Filmen blev en overraskende Guldpalme-vinder på årets Cannes-festival og rystede de ellers åbensindede kritikere. Nogle måtte endda forlade biografen, da det blev for skrap kost.
Men Titane er langt fra blot en tom provokation. Det feministiske hævndrama er i arven efter body horror-mesteren David Cronenberg (Crash) et underholdende dyk ned i identitetens mørke farvand.
Modellen Agathe Rousselle kaster sig frygtløst ud i debutrollen som morderiske Alexia. Skuespilleren lægger sin krop fuldstændigt i instruktørens hænder, når hun først danser forførende erotisk på en bilmesse og senere gennemfører et samleje med en af de flotteste biler!
Det bliver hun på mærkværdig vis gravid af, og motorolie lækker fra hendes bryster og vagina. Alexia får dermed så meget desto mere svært ved at gemme sig, da myndighederne går på jagt efter gerningsmanden bag hendes mord.
Men den maskuline brandmand Vincent – spillet af den franske stjerne Vincent Lindon – tager hende til sig, fordi hun forklæder sig som hans forsvundne søn Adrien.
Forvandlingen er en af filmens mest voldsomme scener, hvor Alexia ændrer sit udseende ved at banke ansigtet ned i en håndvask.
Julia Ducournau, der brød igennem med det ligeledes væmmeligt pulserende ungdomsdrama Raw, har sammen med sine manuskriptforfattere skabt en overvældende verden i Titane. Det er et ubehageligt sted fuld af vold og væsker, men også et univers ude på et fascinerende – og komisk – overdrev.
Det er svært ikke at grine, når Alexia går på mordtogt i et hus, hvor der viser sig at være flere gæster i et slags orgie. Pludselig bliver et drab til en hel række!
Og da hun som Adrien deltager i homoerotisk fællesdans på brandstationen med en flok muskuløse og testosteronpumpende ungersvende, punkterer hun den ekstatiske stemning ved at finde sine feminine og forførende bevægelser frem igen.
Filmens fokus på kroppen og alle dens muligheder gør den til en fysisk oplevelse i stil med japanske Tetsuo og filmene fra den grænsesøgende bølge kaldet New French Extremity. Inspirationskilderne munder dog ud i en helt unik øjenåbner.
Titane kommer til at dele vandene. Den gør sig ikke let forståelig og kan læses på flere måder.
Titlen henviser øjensynligt til den metalplade, Alexia har siddende i hovedet. Men instruktøren har fortalt, at hun tænkte på den græske mytologis titaner, da hun lavede filmen. De har en dramatisk historie om kamp med de græske guder, og titanerne er blevet et symbol på oprørskraft.
Filmen spejler vor tids kampråb: Vi kan være, hvem vi vil!
Det mest overrumplende ved Titane er måske, at filmen trods anslaget mod den gode smag har et humanistisk og ømt budskab. Blod er ikke tykkere end snot eller sæd, og fællesskab kan findes i de mest forunderlige konstellationer.
Titane byder velsagtens på filmhistoriens mest akavede far/søn-forhold, der er lige dele rørende og perverst. Og med sin nedbrydning af normer omkring køn og seksualitet er filmen et queer-værk, der ikke tynges af politisk korrekthed, men ophøjes af frigørende livslyst.
Kommentarer