Unorthodox

Det er altid spændende, når film tilbyder et kig igennem nøglehullet til en verden, som vi ikke har adgang til.

Med fascination, foragt, frygt eller grin overværer tilskueren et liv langt fra den almindelige livsbane.

Et sådant liv præsenterer Netflix for os med deres miniserie Unorthodox, der er baseret på Deborah Feldmans sande erindringer fra hendes tid i den ultraortodokse hasidiske jødedom.

De lever i særlige områder og er et komplet lukket samfund. Det er ikke megen kontakt med omverdenen, der er tilladt. Vi er langt fra smartphones og internet-søgemaskiner.

Kvinderne er fødemaskiner, der skal genskabe de seks millioner jøder, nazisterne systematisk udryddede under Anden Verdenskrig. Og mændene – i deres sorte frakker, pelshuer og krøllede bakkenbarter – skal studere Torahen.

Men hvad nu, hvis man er anderledes og ikke som de andre piger?

Shira Haas er en sand åbenbaring i rollen som Esther Shapiro. Med en frygtløs og kraftfuld præstation som den uortodokse, hasidiske kvinde bærer den israelske skuespiller historien fra start til slut. Og hun gør det så overbevisende, at man ikke på noget som helst tidspunkt studser over, at hun egentlig hverken har jiddisch eller engelsk som modersmål.

Unorthodox er et fascinerende og ubehageligt bekendtskab med en kontrollerende, ultrareligiøs minoritet. Men den er også en smuk og rørende skildring af en kvindes genfødsel.

Serien tager sit udgangspunkt i Williamsburg, New York, hvor et lille samfund hasidiske jøder lever. Her bor Esther sammen med sin bedstemor, da faren er alkoholiker, og moren er flygtet fra den undertrykkende tilværelse og har bosat sig i Berlin.

Esther giftes væk til Yanky. Men ægteskabet er ikke, hvad hverken Yanky eller Esther havde forventet. Og da det ikke lykkes de nygifte at bringe et barn til verden, går snakken i det lille parallelsamfund. Og frustrationerne hos Yanky vokser.

Men Esther er heller ikke glad, og presset fra de øvrige hasidiere – især Yankys mor – tynger hende. Hun flygter derfor ligesom sin mor til Berlin i håbet om en ny tilværelse.

Det er det værst tænkelige sted for den religiøse gruppe, da Berlin jo var arnestedet for jødeforfølgelsen. I hælene på Esther er hendes mand og en afpresser, der skal få hende til at ombestemme sig.

Serien er kløgtigt skruet sammen med interessant udvikling af karaktererne og overraskelser, som man ikke havde forudset. Serieskaberne har bundet fortællingen intelligent sammen ved gradvist at åbne for, hvorfor Esther flygter.

Den tyske instruktør og skuespiller Maria Schrader har et glimrende, nærmest dokumentarisk blik for de mange detaljer, der skaber en ægte og autentisk skildring af det hasidiske samfund: ritualer, sange, blikke, dragter, snak i krogene. Men også Schraders fokus på vinduer, gardiner, slør og spejl viser den afstand, der er mellem Esther, det hasidiske samfund og resten af verden.

De bedste øjeblikke er dog, når fokus er på Haas’ ekspressive ansigt, der både kan rumme smerte, angst og lettelsens glæde. Det kræver en stor skuespilpræstation at kunne se og opleve verden for første gang. Som da hun mærker og dypper sig i vandet i den kølige sø i Berlin for første gang – en nærmest metaforisk genfødsel.

Eller når hun lytter til elektrobeatet, der pumper ud af højtalerne på Berliner-natklubben. Hun betragter stedet med fascination og med et blik, der siger: ”fortabt.”

Shira Haas er en stjerne in spe.

I Berlin oplever og smager hun livet for første gang. Godt hjulpet på vej af sit multikulturelle netværk. Denne del af Unorthodox er dog næsten for godt til at være sandt. Med åbne arme inkluderes Esther ukritisk som gruppens nye bedsteveninde.

Det virker ikke særligt realistisk.

Til gengæld mærker man klaustrofobien komme snigende som en løkke om halsen, når Esther er ved at blive indhentet af sin fortid.

Unorthodox er et vellykket indblik i det hasidiske samfund og en rørende skildring af en kvindes dybfølte frigørelse.