The Velvet Underground

Naturligvis kunne man have ønsket sig, at filmen om The Velvet Underground var blevet til, mens Nico, Sterling Morrison og især Lou Reed stadig var i live.

For slet ikke at tale om Andy Warhol.

Men i samme øjeblik denne drøm er formuleret, melder det realistiske klarsyn sig: Den kvintet, der måske mere end noget andet ensemble fra 60’erne var med til at bane vejen for rockmusik som kunst, var – alle genialiteter ufortalt – samtidig en på papiret nærmest umulig konstellation af ganske umage personligheder.

At det holdt i næsten et halvt årti, var ret beset et lille mirakel.

Og som sagerne stod, er den tætte dokumentarfilm, Todd Haynes nu har fået skruet sammen, nok noget nær det optimale portræt af den legendariske New York-gruppe, hvis historie altid har været en kampplads for monstrøse egoer.

Kronvidnerne er de to overlevende medlemmer, den walisiskfødte avantgardist John Cale og den til det primitive grænsende trommeslager Maureen ”Moe” Tucker.

Omkring dem er så vævet en gobelin af adskillige mere eller mindre kuriøse stemmer. Man kan ikke mindst fremhæve så eksklusive figurer som minimalkomponisten La Monte Young og konceptkunstneren Henry Flynt – begge signaler om det avancerede kunstneriske univers, The Velvet Underground opererede i.

Af stor værdi er det imidlertid også, at det er lykkedes at finde frem til en række mindre prominente, men nok så relevante vidner. Heriblandt Lou Reeds college-kæreste og søster samt et par af de musikere, han spillede sammen med før Velvet-tiden.

Som det fysisk fraværende, men alligevel konstant nærværende centrum i den turbulente fortælling – orkanens øje – står selvsamme Lou Reed, om hvem en tidlig samarbejdspartner, musikeren Richard Mishkin, siger, at han opførte sig som en treårig.

Det skal nok passe.

Men samtidig er man undervejs i den to timer lange film aldrig i tvivl om, at The Velvet Underground var et resultat af naturtalentet Reeds vision om at forene beatforfatternes måde at skrive på med rock’n’roll. Og selvfølgelig af mødet mellem de forskellige temperamenter i bandet, især de to frontfigurer, Reed og Cale.

Den historie foldes ud med stor detaljerigdom.

Fra årene op til dannelsen af gruppen i 1965 over mødet med Warhol, der installerede den tyskfødte chanteuse Nico som en spektakulær galionsfigur. Og videre frem gennem tilblivelsen af gruppens fire ganske forskelligartede lp-udgivelser.

I forløbet faldt besætningsmedlemmerne fra på stribe, indtil det ensemble, der til at begynde med i udpræget grad havde været et kollektiv, nærmest stod tilbage som et redskab for eneren Reed.

Den historie kender Velvet-mytologiens disciple naturligvis til hudløshed. Men for det første er den værd at formidle til nye generationer. Og for det andet har Todd Haynes – sandsynligvis i kraft af sin pondus som spillefilminstruktør bag kærlighedsfilmen Carol og Bob Dylan-dramaet I’m Not There – formået at rejse ressourcer til at indsamle et overdådigt arkivmateriale.

Det betyder, at der er nye godbidder at hente, også for de mest forbenede fans.

I den forbindelse er det værd at bemærke den særlige måde, Todd Haynes skaber sine tidsbilleder på.

I stedet for som vanligt at konsultere newsreels og dokumentariske optagelser er The Velvet Underground et langt stykke hen ad vejen konstrueret af kunstneriske undergrundsfilm fra perioden.

Alene Warhols filmproduktion er repræsenteret ved sekvenser fra mere end tres forskellige titler. Herudover bruger Haynes lystigt løs af værker af Kenneth Anger, Stan Brakhage, Shirley Clarke, Maya Deren, Jonas Mekas og adskillige andre af frontfigurerne fra 60’ernes amerikanske avantgardefilm.

Det fortællemæssige greb vil måske knap nok blive bemærket af hovedparten af filmens publikum.

Men ikke desto mindre er det yderst effektivt i forhold til at placere The Velvet Underground som et fænomen, der netop var så unikt, fordi det ikke primært var vokset ud af rockhistorien, men snarere blev formet af New Yorks avantgardescene i 60’erne.