Tre etager under jordens overflade. Fugten risler ned ad væggene og kakerlakker, rotter og andet skidt huserer i alle hjørner. Det er et af Brasiliens værste fængsler med fritidsaktiviteter, der inkluderer fodboldkampe med afhuggede hoveder.
I en af cellerne sidder Claus Malmqvist.
Han har været der i snart to år. Næsten ugentligt får han opringninger fra det danske politi, der ønsker ham overført. Men det vil han ikke. For i Danmark ligger landets største narkosag og venter på ham sammen med seksten års yderligere fængsel.
Det er lige noget for den Cavling-vindende journalist Jeppe Facius, som trevler sagen om Europas måske største nutidige narkosmugler op. Den indbefatter brutale mord, mange millioner kroner og smugling af hidtil usete mængder hash.
Jeppe Facius udfører mange interviews med begivenhedernes hovedpersoner, og graverarbejde er ikke nemt, når man taler med kriminelle. ”Det kan jeg ikke huske,” svarer de helst på farlige spørgsmål. Alligevel finder journalisten frem til historien om en mand, hvis ambitioner overtager hans liv med store konsekvenser for familien.
Arbejdet med at tvinge sandheden frem kunne egentlig være ret spændende at følge. Det kunne der være kommet en fed dokumentar ud af.
Så kunne man dramatisere narkobaronens historier. Unge talenter som Alex Høgh Andersen og Nicolai Jørgensen kunne spille henholdsvis Malmqvist og den idiotiske håndlanger Lars, der får narkobossen fængslet i seksten år.
Skuespillernes strid vil gå glimrende i spænd med konflikten mellem Facius og Malmqvist. To spor, der på hver sin måde konfronterer forbryderen med hans destruktive valg. Facius kritiserer med et dømmende blik hans vilde liv, og Lars demonstrerer tydeligt, at kriminalitet aldrig betaler sig.
Instruktør Peter Anthony (The Man Who Saved the World) har fået præcis samme idé. The Viking – narkokongens fald er fortællingen om denne imaginære dokumentar. Den opstår nærmest i materialet som en uforløst fabel, en miniserie med den helt rette cocktail af drama og fiktion.
Kunstnerisk på højde med Mads Brüggers vovede formater og med et tårnhøjt seerpotentiale oven i hatten. Vi danskere elsker historier om kriminalitet, eksotiske liv og den karma, som altid rammer dem i sidste ende.
Drømmen om denne fabelagtige dokumentar har blokeret alle alarmklokker hos Peter Anthony. Problemet er nemlig, at graverarbejdet allerede er lavet. Og i stedet for at interviewe journalisten og narkosmugleren på ny rekonstrueres de oprindelige samtaler.
Med dette valg fatale valg er tv-serien dømt til at mislykkes.
For det første fungerer en journalistisk dokumentar uden dokumentariske scener ikke. Forløbet føles hult, overdramatiseret og ganske enkelt som en løgn forklædt med dokumentarformatets dogmer og teknikker.
For det andet er skuespillet hos Facius og Malmqvist lige så ringe, som man kunne forvente af folk, der ikke er skuespillere. Når Malmqvist beder Facius holde kæft med sin karlsmarthed, er det måske nok sagt engang. Men i serien fremstår det som en vittighed, eftersom de to mennesker kender hinanden så godt.
Virkeligheden forsøger igen og igen at ætse sig ind på fiktionen, men den holdes nede. Og de korrekt dramatiserede scener fra fortiden mister deres pondus trods det høje produktionsniveau.
Forestillingen om dokumentaren med et milliardær-liv som højdepunkt og brasiliansk fængselsfodbold som lavpunkt sælger nærmest sig selv. Men det bliver ved fantasien.
Kommentarer