Vores liv med autisme

”Nogle gange tænker jeg på at slå folk ihjel. Nogle gange tænker jeg på at slå mig selv ihjel. Nogle gange tænker jeg på bare at leve livet.” 

Sådan lyder det fra den trettenårige autist Jonathan i starten af dokumentarserien Vores liv med autisme. 

Instruktør Louise Jappe har fulgt fire familier med autistiske børn igennem to år. Via intime optagelser fra familiernes hjem afslører serien, hvordan børn med autismediagnoser bliver ladt i stikken af skolesystemet. 

De fire børn i alderen ti til fjorten – Hannah, Mathilde, Jonathan og Nino – passer nemlig ikke ind i kassetænkningen. Jonathan går derfor kun i skole et par timer om ugen, mens Hannah slet ikke har været i skole i halvandet år. 

Hannah er sensitiv og har brug for, at dagen nøje følger den plan, som står i hendes skema. Ustrukturerede frikvarterer dræner hende for energi og får hende til at bryde sammen. 

Vores liv med autisme benytter private optagelser til at vise, hvordan Hannah og de andre børn reagerer, når deres grænser bliver overskredet i skolen. 

”Jeg hader skolen, jeg har sagt det til dig en million gange,” ligger Hannah og skriger under et bord i hjemmet, inden hun skal i skole. 

Horsens Kommune, hvor familien bor, har pligt til at finde et skoletilbud, der passer til Hannahs specifikke behov. Det har de ikke gjort. Familien har fem gange klaget og fået medhold alle fem gange af Ankestyrelsen. 

Men i stedet for brugbare tilbud modtager forældrene anonyme underretninger. Hannah går fortsat ikke i skole, og det bliver insinueret, at hendes mor har Münchhausens syndrom. 

Alle fire familier har oplevet lignende, absurde situationer. 

Jonathan bliver voldelig, når han er overstimuleret. Da han ødelægger et klasseværelse, vurderer Arbejdstilsynet, at han er for farlig til, at en enkelt person kan håndtere det. Derfor får han fjernet skoletilbuddet, og kommunen vil nu hjælpe ved at sende Jonathan på et bosted! 

Vores liv med autisme får elegant børnenes mistrivsel til at fremstå yderligere grel ved at sætte fortid og nutid op mod hinanden. 

I hjemmevideoer og gamle fotografier ser alle fire poder tilfredse ud. Så møder de skolen og bryder sammen. Nonverbale Nino, der kommunikerer alternativt via lyde og bevægelser, græder, skriger og slår sig selv i hovedet, fordi han er så overvældet. 

Det står i modsætning til den måde, Nino lykkeligt blafrer med hænderne, når filmholdet kommer på besøg. 

Serien skildrer her loyalt Ninos glæde og særlige autistiske væremåde, som skolesystemet har prøvet at få ham til at skrue ned for. Man bliver helt glad af at opleve hans spændte pibelyde, energiske hop og de blafrende ”happy hands”, som autistfællesskaber kalder dem. 

Men skildringen af de autistiske børn er desværre ikke altid så loyal. 

Nino bliver udstyret med et kamera på brystkassen, så seeren kan få en fornemmelse af, hvor mange indtryk drengen, der mangler et filter til at sortere, får. Men man har valgt at sløre optagelserne, som om Nino lever i en helt anden verden sammenlignet med mennesker, der ikke er autister. 

Et lignende problem opstår i selskab med Jonathan. Han elsker at spille computerspil, men kan ikke udholde støjen i familiens hjem. Her skrues der op for ellers ganske almindelig lyde, som de fleste ikke lægger mærke til – såsom madlavning og mors store køkkenmaskine. De føles pludselig som sandpapir mod trommehinden. 

Men i stedet for at spørge Jonathan, hvorfor han nogle gange har lyst til at slå ihjel, vises hans intense blik mod skærmen. Det bliver oven i købet et gennemgående motiv, som om Jonathan kan udløse en dansk version af Columbine-skyderiet, hvilket øjeblik det skal være. 

Autisterne omtales med det omstridte begreb ”personer med autisme”. Nogle autister foretrækker begrebet, mens andre argumenterer for, at det fremstiller autisme-diagnosen som en tilstand, der bør undertrykkes, fordi det spærrer det normale barn inde. 

Den forståelse, som Vores liv med autisme skaber for forældrene, omfatter ikke i tilsvarende grad autisterne. Bedst er serien i kritikken af skolesystemet og kommunernes behandling af autister og deres familier. Det bør få politikerne op af stolen.