Den uendelige historie

Amerikansk tv har altid været den utrættelige leverandør af fortællende underholdning, en slags elektronisk Sheherazade, som vi ikke nænner at slukke for, fordi vi lige må se, hvordan det fortsætter. Serierne har sat deres uafviskelige præg på hele vores kollektive bevidsthed. I Love Lucy, Colombo, Dallas, Det lille hus på prærien og Friends har været blandt klodens mest populære kulturprodukter.

Men alligevel har der nok været enighed om, at disse serier ikke ligefrem var højdepunkter i menneskehedens åndelige frembringelser. Det er, hvad man kunne kalde pragmatisk kultur, som er underlagt helt kontante betingelser: Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt!

Ved årtusindskiftet oplevede amerikansk tv et boom af reality-tv, hvor menigmand fik adgang til de femten minutters berømmelse og the stuff that dreams are made of. Men heldigvis foldede fiktionsserierne sig samtidig ud med hidtil uset frodighed og originalitet.

Det var kabelkanalen HBO, der var hovedaktøren i det påfaldende kvalitetsløft, der fandt sted i amerikansk tv. De kom med rigt facetterede serier som The Sopranos (1999-2007), Six Feet Under (2001-2005), Sex & the City (1998-2004), Carnivàle (2003-2005) og Deadwood (2004-2006). Det førte til konkurrence fra en række andre kabel-kanaler som Showtime, AMC, USA Network og Fx, men fremkaldte også nye ambitioner i det almindelige reklamefinansierede network-tv med især ABC’s Lost (2004-2010) og Desperate Housewives (2004-).

Amerikansk tv’s nye guldalder har mindelser om 1930’ernes klassiske epoke i Hollywood-filmen. Dengang var det filmmediets fortællemaskine, der rigtigt kom i omdrejninger med genrer og dramaturgi, produktivitet og kreativitet. Nu er det tv-fiktionen, hvor den amerikanske fortællekunst (gen)opfindes og udfoldes med størst ihærdighed og energi.

Stadig strøm af kriser
Serierne har deres særlige dramaturgi. Hvor den typiske mainstreamspillefilm fokuserer på et afgrænset plot, dér er serien optaget af et univers og en række karakterer. Hvor spillefilmen satser på en bestemt konflikt, et bestemt spørgsmål, behandler serien en stadig strøm af kriser og dramatiske tilspidsninger, stadige overraskelser og vendepunkter, som så igen neutraliseres og erstattes af andre.

Og hvor spillefilmen følger en kausal bevægelse hen mod den afsluttende løsning og opklaring, dér er tv-serien principielt henholdende. Man skal have nok at vide til, at det virker interessant og spændende, men man må endelig ikke vide så meget, at sagen bliver uddebatteret. Det endelige svar, den endelige løsning, bliver udsat igen og igen.

Tv-serier opererer traditionelt med to grundstrukturer. Enten får vi selvstændige episoder om de samme personer i det samme univers (som i Friends). Eller også får vi en sammenhængende episk fortælling, en føljeton, hvor handlingen fortsætter og fortsætter, idet hvert afsnit hænger sammen med det næste (som i Twin Peaks).

I de senere år ser man i stigende grad en dramatisk struktur, der kombinerer de to strukturer. Man kan tale om et makro-plot og et mikro-plot, hvor serien har en overordnet handling, der løber gennem alle afsnittene, men samtidig giver de enkelte afsnit en selvstændig handling. Det er en slags både/og-dramaturgi, som giver god mening i et medie, hvis eksistens er afhængig af evnen til at fange publikum.

Bedrag i lækker indpakning
Amerikansk tv har sine stamgenrer, der er rygraden i systemet - sitcom (komedie), soap (melodrama) og action/crime/adventure (spænding). Men det er en påfaldende tendens i de moderne serier, at der i stigende grad satses på hybridformer, hvor der fortælles med en blanding af drama og komedie, realisme og fantasi.

Det er særlig påfaldende i den netop afsluttede Lost, som med virtuositet har dyrket sammenblanding af romantik og katastrofer, okkultisme og tidsrejser og alt mellem himmel og jord. Det er blevet en moderne klassiker, som længe vil give stof både til kult og til medieforskning.

En original variant af melodramaet er Mad Men (2007-, AMC), en af de mest berømmede nye serier. Det er en historie fra de tidlige 60’ere om et New York’sk reklamebureau med centralpersonen Don Draper (Jon Hamm) i spidsen.

Reklamefolkene er alle mere eller mindre kyniske og bedrageriske, intrigante og promiskuøse, men det hele er svøbt ind i lækkert design og elegant retro-æstetik og fortalt med en sprød, ironisk tone. Her kan de store efterkrigsårgange leve sig tilbage til en epoke, der måske lyser stærkere i legenden end i erindringen.

Fra heste til vampyrer
Engang var det nærmest obligatorisk, at unge piger var fascineret af heste. I dag synes vampyrer at have overtaget rollen. HBO har fået en ny stor succes med True Blood (2008-), hvor en ung pige (Anna Paquin fra The Piano), servitrice i et sydstatsmiljø, forelsker sig i en smuk ung mand, der er ... vampyr. Her kan det fabulerende, grænseoverskridende univers bruges som metafor for seksualitetens dragende og truende overskridelser. Et symbolsk univers, der er passende for Twilight-generationen.

Mere traditionelt går det til i Grey’s Anatomy (2005-, ABC), der umiskendelig er henvendt til et kvindeligt publikum. Den er et vidnesbyrd om, at de gamle soap-formater, tilsat de nye hybridtendenser, lever stærkt videre. Fokus er på en flok unge læger (interns) på et hospital i Seattle. Der kommer til stadighed nye patienter, som kan fylde den enkelte episodehandling, men en stor del af tiden går med lægernes romantiske relationer, ikke mindst til hinanden.

Blandt de dramatiske serier er Burn Notice (2007-, USA Network) værd at bemærke. Serien er underholdende spion-action om en agent, der bliver gjort ikke-eksisterende af firmaet. Mens han prøver at opklare, hvorfor han pludselig er blevet sendt ud i kulden, engagerer han sig sammen med en nusset ekskollega og en handlekraftig ekskæreste i diverse sager, hvor han udviser overraskende idealisme og menneskelighed.

Kemiker i midalderkrise
Særlig veloplagt er Breaking Bad (2008-, AMC), der udfolder sig med sort humor og prægnant visualitet. En højt begavet videnskabsmand (Bryan Cranston) med en handicappet teenagesøn og en gravid kone har foruden midalderkrise det problem, at han må hutle sig igennem som kemilærer på en high school og som ekspedient i en bilvask.

Da lægen fortæller ham, at han har lungekræft og kun et par års forventet levetid, satser han på at sørge for familien. Han får kontakt til en tidligere elev, der nu er pusher, og investerer sit kemikertalent i produktionen af metamfetamin. Men hvad gør en omsorgsfuld og moralsk mand, når situationen pludselig kræver, at han afliver en ung narkoskurk, hvis far har møbelforretningen henne om hjørnet?

Efter lange udsættelser og overvejelser får vi svaret i en eminent scene fra kælderdybet. Serien kan minde om Weeds (2005-, Showtime), hvor en kvinde med to børn går ind i marihuana-handel for at ernære familien efter mandens pludselige død.

Det realistiske drama kombinerer sig også med fantastiske elementer. House (2004-, Fox) er centreret omkring den excentriske hospitalslæge dr. House (Hugh Laurie), der med sit særlige detektiviske team løser gådefulde medicinske tilfælde. Dexter (2006-, Showtime) er analytiker hos politiet, men også seriemorder. Det går dog kun ud over notorisk modbydelige typer, der ikke fortjener bedre.

Med Sons of Anarchy (2008-, Fx) er man blandt rockere i en lille californisk by. Klubben Sons of Anarchy blev i sin tid grundlagt af Sam, der siden blev dræbt ved en ulykke, hvorefter hans kone fandt sammen med klubbens nye præsident (Ron Perlman). Mange år senere finder sønnen Jax (Charlie Hunnam) farens gamle optegnelser og rammes af eksistentiel tvivl. Det er, som når Hamlet møder sin fars genfærd.

Sociologisk puslespil
En overvejende realistisk tilgang er der i Treme (2010-, HBO), skabt af David Simon, om en håndfuld personer i det ødelagte New Orleans, hærget af orkan- og oversvømmelseskatastrofen i 2005. The Pacific (2010, HBO), en miniserie i ti dele, er angivelig den dyreste amerikanske tv-produktion nogensinde. Hvert afsnit har et budget på femten millioner dollars. Spielberg og Tom Hanks er executive producers, ligesom de var på Band of Brothers om amerikanske soldater i krig i Europa. Nu gælder det Stillehavskrigen.

Her er tale om yderst velproduceret tv med stor - næsten alt for stor - respekt for personerne. Der hviler en aura af patriotisk sentimentalitet over projektet, men det er unægtelig flot fortalt.

Realismens suveræne triumf blandt tv-fiktionerne er dog The Wire (2004-2008, HBO), der efterhånden har fået status som et hovedværk ved siden af The Sopranos og Six Feet Under. Serien, der blev skabt af David Simon, er som udgangspunkt en politiserie fra Baltimore - i traditionen fra Hill Street Blues, Homicide og NYPD Blue, men med fokus på hele det komplekse netværk, der forbinder politiet med narkobanderne, med politikerne, havnearbejderne, skolerne og medierne.

Hele serien kan ses som et kæmpemæssigt sociologisk puslespil om magt, indflydelse, forbrydelse og korruption. Politifolk og forbrydere står som modsætninger, men også som spejlbilleder af hinanden. Titlen hentyder til overvågningen, der dog ikke indtager så central en plads i handlingen, som man kunne tro. Generelt tegner serien et billede af samfundet og storbyen som et dysfunktionelt system, hvor håbløsheden huserer. Selv om politimanden McNulty (Dominic West) er forgrundsfiguren, er det overordnet en kollektiv historie.

Stilen er en slags dokudramastil. Fokus er på tilfældigheder, intriger og de sammensatte bevæggrunde, som alle har for deres handlinger. Det er stærkt realistisk, men plottets kompleksitet og indviklede struktur har gjort serien mere populær blandt kritikere og forskere end hos det almene publikum.

Giftig komik
Sitcoms har tradition for at byde på familielivets muntre skærmydsler med den centralt placerede sofa som midtpunkt i stuen og serien. Nu er det blevet mindre forudsigeligt, mere sarkastisk.

I 90’erne oplevede genren en markant udvikling i retning af giftig satire, og den perfide tone fortsætter i aktuelle komedier som Entourage (2004-, HBO), Arrested Development (2003-2006, Fox), How I Met Your Mother (2005-, CBS), The Office (2005-, NBC) og 30 Rock (2006-, NBC).

For danske seere er Curb Your Enthusiasm (2000-, HBO) en påfaldende, men ukrediteret forudsætning for Klovn, som især i de tidlige årgange lånte kraftigt fra det amerikanske forbillede. Det originale ved serien er hovedpersonen (Larry David), som er aldeles irriterende og ulidelig og til stadighed vækker omgivelsernes vrede og forargelse og skaber en masse forlegenhedskomik.

En mere drama-orienteret komedie med perfiditet og charme er den underholdende Californication (2007-, Showtime), som er et seksual-satirisk karaktermord om hedonistisk kunstnerliv fra seng til seng. Et produkt af kabel-tv’s seksuelle frihed.

Serierne har rendyrket et frodigt fiktionsfelt, hvor man gerne udnytter personer, der er karakteriseret ved paradoksal dobbelthed. The Sopranos: familiefar og gangster. Dexter: politimand og seriemorder. Weeds: husmor og pusher. Breaking Bad: kemilærer og narkoproducent. True Blood: attraktiv ung mand og 173-årig vampyr. Mad Men: respektabel ægtemand/chef og womanizer.

Det er denne dualisme, som fortsætter i den morale, man ofte kan uddrage af serierne: De er gangstere, og det er forfærdeligt (The Sopranos); de er vampyrer, og det er forfærdeligt (True Blood); de er rockere, og det er forfærdeligt (Sons of Anarchy). Men alligevel kan vi godt identificere os med dem. Deres menneskelighed kommer netop til udtryk, fordi de står i et dilemma, i spændingsfeltet mellem to universer. Det er den stærke mands psykiske nedtur, der giver mafiabossen dramatisk tvetydighed i The Sopranos. Det er lighederne mellem politimænd og forbrydere, der skaber dynamikken i The Wire. Det er dødstruslen, der får kemikeren til at træde i karakter i Breaking Bad.

De universer, der har serieskabernes bevågenhed, er især dem, hvor personerne udfolder sig spontant, hvor basale handlinger og stærke følelser, drifter og vold, får lov at regere i modsætning til de mere regulerede og normaliserede universer, som publikum selv typisk kommer fra.

Serierne har mistet deres sidste uskyld og søger om bag den pæne facade. Fascinationen ligger i det forfærdelige. Og den ligger i, at alt det, som for himlens skyld ikke må ske, netop er det, der sker.