DR beklager fejl i Kandis-film
Dokumentaren Kandis for livet skildrer fankulten omkring dansktopbandet Kandis og forsangeren Johnny Hansen.
Filmen blev overstrøet med begejstrede anmeldelser – blandt andet fem stjerner af Ekkos Lars Movin – ved biografpremieren, og vi kårede den endda til årets bedste dokumentar i 2021.
Den solgte knap 15.000 billetter i danske biografer i efteråret, men ifølge Berlingske så over en halv million mennesker med, da den i lørdags blev vist på DR.
Efter tv-premieren er filmen blevet mødt med endnu flere rosende ord på sociale medier, men der er også mislyde.
Jyllands-Posten skriver, at en af de medvirkende Kandis-fans fik betalt en tur til Costa del Sol for at opleve en koncert i anledning af bandets 30-års jubilæum. I filmen kan man dog få det indtryk, at Søren ”Strøm” Christoffersen, som manden hedder, sælger sin bil til skrot for at få penge til turen.
Samtidig lyder der kritik af, at instruktøren selv har medbragt rekvisitter som Kandis-merchandise til optagelser hjemme hos de medvirkende.
DR’s etiske retningslinjer påskriver, at seere skal være klar over, hvis en film er iscenesat. Hverken seere, lyttere eller publikum må blive ført bag lyset, hedder det sig. Public service-stationens dokumentarredaktør på filmen, Anders Thomsen, undskylder på DR’s vegne, men mener ikke, at det spolerer filmen.
”Det er en fejl, hvis nogen har fået en flyrejse betalt. Det beklager vi. Når det er sagt, ændrer den fejl i min optik overhovedet ikke ved filmens overordnede fortælling og karaktertegning,” siger han til Jyllands-Posten.
Personlig Messias
Vi rejste i Ekko #89 til Thy sammen med filmens talentfulde instruktør Jesper Dalgaard, der er uddannet fra Filmskolen i 2017 og tidligere har lavet den prisvindende kortfilm Weltschmerz, som kan ses på Ekko Shortlist.
Her besøgte vi Johnny Hansen, som fortæller om at lukke en filmskaber ind i sit liv. Det har været fyldt med musikalsk succes, men også en stor tragedie, da Johnnys kone begik selvmord i 2008.
Hendes gravsted er centrum for en anden kritik af filmen. Fagbladet Journalisten har bragt en artikel, hvor nogle anmeldere skoser, at man ifølge dem får det indtryk af filmen, at en anden medvirkende, Henning Hougesen, fast passer gravstedet. I virkeligheden har han kun været forbi nogle gange og lægge blomster.
Kandis for livet skildrer både forsangeren og hans mest dedikerede fans, der ser musikeren som noget nær en personlig Messias-figur.
”Jeg ønsker at skabe en forbindelse mellem dansktoppen og den etablerede kultur i København,” siger Jesper Dalgaard i interviewet, der byder på en eksklusiv billedserie med instruktøren og Johnny Hansen.
Kunst, ikke journalistik
Filmen har fået støtte på Filminstituttets talentstøtteordning New Danish Screen, som giver støtte til både fiktions- og dokumentarprojekter. Og Jesper Dalgaard mener ikke, at der er noget i vejen med, hvordan han har orkestreret fortællingen.
Hverken hvad angår oppyntning med Kandis-merchandise eller at betale en flybillet for førtidspensionisten Søren ”Strøm” Christoffersen.
”Han har brugt uendeligt meget tid på at være sammen med os, og han har givet os kaffe og smørrebrød. Og så slår vi en aftale af og giver ham billetten. Det kan jeg ikke se et problem i,” siger instruktøren til Jyllands-Posten.
”Det er en kunstnerisk film, som er støttet af en kunststøtteordning. Det er ikke et stykke journalistisk arbejde. Jeg er ikke journalist – jeg er filminstruktør. Men vi svigter eller manipulerer aldrig nogensinde med karakterernes indre, følelsesmæssige liv.”
Trailer: Kandis for livet
Kandis-filmen i Ekko
Vi besøger Johnny Hansen sammen med instruktør Jesper Dalgaard i Ekko #89.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer