Ellen Riis trækker sig som forstander
Forstanderen på European Film College, Ellen Riis, har den seneste tid været i strid modvind.
I en række artikler har Filmmagasinet Ekko beskrevet en #MeToo-sag på filmhøjskolen i Ebeltoft. Her blev en lærer sidste år fyret efter anklager om sexchikane og magtmisbrug, men en krænket elev mente ikke, at forstanderen havde håndteret sagen godt nok.
Flere elever har stået frem og kritiseret ledelsen, og endnu en elev var på vej til at stå frem i Ekko med en klage over, at ledelsen ikke havde taget en anden sag om krænkelse alvorligt.
Det har Ellen Riis nu taget konsekvensen af.
Mistillid fra elever og lærere
Hun har i dag holdt et hastemøde med lærerne. Under frokosten med skolens elever tog hun mikrofonen, hvor hun overraskende meddelte, at hun stopper til sommer.
Forstanderen fortalte, at omstændighederne omkring #MeToo-sagen er årsag til hendes afgang.
”Jeg er blevet en belastning for skolen, og jeg kan tage bedre vare på mig selv, hvis jeg rykker videre til noget andet.”
”Jeg tager en uge til at slappe af, for jeg har arbejdet i døgndrift siden 3. januar med at forberede skoleåret og svare på alle Ekkos spørgsmål. Jeg har prøvet at håndtere det bedst muligt, og det var måske ikke den optimale måde, men jeg bliver skildret som én, jeg ikke kan genkende.”
”Jeg har også fået støtte fra tidligere elever og lærere, som ikke kan genkende det billede af mig. Det har gjort noget ved mit selvbillede, og det er virkelig hårdt, når det bliver rystet.”
”Jeg har altid set mig selv som et godt, lyttende og støttende menneske. Jeg har brugt tyve år af mit liv på at støtte unge mennesker i filmbranchen, og jeg håber at kunne fortsætte med det. Som I kan se, er jeg meget følelsesladet omkring det, men jeg føler, at jeg har mistet jeres tillid.”
Ikke flere spørgsmål
Ellen Riis uddyber sin beslutning i en officiel pressemeddelelse, som European Film College udsendte fredag eftermiddag.
”I min dialog med Ekko har jeg bestræbt mig på at være så gennemsigtig som muligt og samtidig beskytte alle involverede parter i sagen. På den ene side har jeg fokuseret på at kommunikere, hvad jeg mente var en hurtig og konsekvent håndtering af sagen, og på den anden side give mine undskyldninger til alle, der mener, at sagen burde være håndteret på en anden måde,” siger Ellen Riis.
”Men som følge af dækningen føler jeg nu mangel på tillid blandt både tidligere elever, nuværende elever og andre mennesker. Det er blevet til mere, end jeg kan og vil klare personligt, og jeg føler, at mængden af mistillid står i vejen for skolens fremtid, og det ønsker jeg ikke.”
Ekko har kontaktet Ellen Riis, som svarer i en kort e-mail.
”Jeg har valgt at fratræde min stilling som forstander efter afslutning af dette semester af hensyn til både skolen og mig selv. Jeg stiller mig derfor ikke til rådighed for flere spørgsmål, men vil fokusere på at afslutte mit arbejde her,” skriver Ellen Riis.
Bestyrelsens fulde opbakning
Instruktøren Ole Christian Madsen, der er formand for filmhøjskolens bestyrelse, er endnu mere fåmælt.
”Bestyrelsen har ingen kommentarer,” skriver han og henviser til skolens pressemeddelelse.
”Beslutningen om at træde tilbage er helt Ellen Riis’ egen, og bestyrelsen på European Film College har bakket hende fuldt op igennem hele sagens udvikling – og gør det stadig,” udtaler bestyrelsen og tilføjer:
”Ellen Riis har arbejdet hårdt på at udvikle European Film Colleges adfærdskodeks samt en whistleblower-struktur, der giver studerende en sikker og anonym kanal til at udtrykke bekymringer, som involverer uacceptabel adfærd fra ansatte eller studerende under deres ophold. Dette arbejde vil fortsætte og blive implementeret i løbet af de næste par måneder.”
Højskolesagen i Ekko
Dækning af #MeToo-sagen på European Film College i Ekko #87.
Interview med højskolens forstander Ellen Riis i samme nummer.
Få gratis gave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer