Ny filmkonsulent: Min fortid er ikke relevant
”Det afgørende for mig er, om Frank står ved sin fortid eller tager afstand fra den. Ingen af os er perfekte, vi begår alle fejl som unge.”
Sådan sagde Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti, da Frank Piasecki Poulsen for en måned siden blev ansat i den magtfulde stilling som dokumentarkonsulent på Det Danske Filminstitut.
Frank Piasecki Poulsen har en fortid i et voldeligt miljø på venstrefløjen. Han blev i 1998 sigtet for at have sparket og slået Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, da hun sammen med en journalist fra DR besøgte Nørrebro i København.
”Hun skal bare fise af. Hun er racist, og hun har intet at gøre her,” sagde Poulsen dengang til P3. Han blev varetægtsfængslet i syv dage, men endte med at blive frikendt på grund af manglende beviser.
En artikel i BT fra 1998 sætter ham i forbindelse med andre domme, blandt andet hærværk, ulovlig indtrængen på en ambassade og løgnagtige forklaringer til offentlige myndigheder.
Da Ekko i september forsøgte at få en kommentar fra Poulsen, svarede han: ”Jeg vil ikke udtale mig, før jeg er begyndt på arbejde 1. oktober.”
Ingen kommentarer
Som konsulent skal Frank Piasecki Poulsen sammen med to andre konsulenter årligt fordele 53,4 millioner kroner om året til dokumentarprojekter.
Det er samme stilling, som en konsulent i 2011 blev fyret fra, blandt andet fordi han tilbød – og tog – ulovlige stoffer med en støtteansøger på et seminar arrangeret af Filminstituttet.
”Hvis du ser mig på gaden, bør du gå over på den anden side,” skrev Poulsen dengang på Facebook om journalist René Fredensborg, der havde afsløret episoden.
Nu har Poulsen selv sat sig i den varme stol, og han tager telefonen, da vi ringer.
– Vi lovede at ringe tilbage til dig, når du var startet på arbejdet. Vi vil gerne give dig mulighed for at kommentere på Alex Ahrendtsens udsagn!
”Det har jeg ikke tænkt mig at kommentere på.”
– Hvorfor? Alex Ahrendtsen ser ikke et problem i din fortid, hvis du bare tager afstand fra den!
”Som sagt har jeg ikke tænkt mig at kommentere på det. Jeg skal lige sige, at jeg har to procent strøm, så hvis jeg løber tør lige om lidt, så er det altså ikke, fordi jeg smækker røret på,” siger Frank Piasecki Poulsen og griner.
– Du har også forsvaret en filmkonsulent, som blev fyret fra Filminstituttet efter at have taget stoffer med en støtteansøger. Synes du, at det er i orden at tilbyde stoffer til ansøgere?
”Det har jeg heller ikke tænkt mig at kommentere på.”
– Hvordan kan det være?
”Jeg tænker ikke, at det er relevant. Men jeg vil gerne snakke om mit arbejde som filmkonsulent.”
– Det er vel relevant for dit arbejde som filmkonsulent – også fortiden i det autonome miljø. Vil du for eksempel støtte en film om volden på venstrefløjen?
”Alle er selvfølgelig velkomne til at ansøge, og så vil jeg tage stilling til ansøgningerne. Det er klart.”
– Er det ikke relevant at vide, hvad du mener om vold og stoffer i forbindelse med uddeling af støtte?
”Som sagt har jeg ikke tænkt mig at kommentere på det.”
Kommentarer