Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

02. okt. 2019 | 00:27

Ansøgning: Blod i bakspejlet

Foto | Bastard Film
Det var kampklare bz’ere, der i 1986 barrikaderede Ryesgade i København for at forsvare deres besættelse af et hus, som politiet ville rømme.

Først og fremmest: Tillykke med jobbet, Frank!

Tillad mig hermed at sende en lille ansøgning, så du med det samme kan få lov at smøge ærmerne op og kaste dig hovedkulds ud i jobbet som konsulent på dokumentarfilm for Det Danske Filminstitut. 

Jeg tror, vi to ligner hinanden mere, end vi tror.

Du har været indigneret tv-vært i DR2-serien Frank ser rødt, jeg var tv-vært på DR2-serien Den halve sandhed. Du gik til kamp for at legalisere hashen på Christiania, mens vi genbesatte fristaden og blev smidt ud med vold og trusler om dummeflade.

Du har tilbragt tre måneder i junglen med Guerrilla Girl og terrorbevægelsen FARC (som du så modigt fastholdt at kalde en guerillabevægelse), ligesom jeg har boet under de filippinske palmer og nærstuderet præsident Dutertes ”War on Drugs”.

Man skal tæt på for at kunne forstå volden og dermed skildre et miljø, der vender det blinde øje til blodsudgydelserne, ikke sandt?

Ligesom med den stærke, sandhedssøgende dokumentar, du vandt en fredspris for: Blod i mobilen / Blood in the mobile. Du påviser, at der er en blodig bagside af vores mobiltelefoner. De indeholder mineraler fra illegale miner i det borgerkrigshærgede Congo. Billederne af mudrede børn med pandelygter gjorde indtryk.

Jeg håber, du har fået dig en fastnettelefon på dit nye kontor.

Vi tænder begge på kontroversielle miljøer, vi befinder os på bagsiden af medaljen, vi undersøger det universelle, alt det som giver forståelse for almenmenneskelige problemstillinger.

Kort sagt: Voldens spiral.

Jeg er klar med en gribende skildring af venstrefløjens vold. Vi skal tilbage til dengang de ræverøde tæskehold hærgede byen og gjorde livet surt for nynazister og højrefløjspolitikere.

Hvad siger du til arbejdstitlen Blod i bakspejlet / Blood in the Rearview Mirror?

Vi lægger fra land med slumstormerne, BZ-brigaden og De Grå Pantere. Vi skal tilbage til 1982 og det berømte lokum kastet ud af et vindue fra det besatte Mekanisk Musik Museum.

Lige dér, frys!

Se billedet af et lokum lige før det rammer betjentene på jorden. Hvem kastede det? Det gjorde en mand, der senere fik sig fremtrædende post i Danmarks Radio. En rød lejesvend, der formåede at gøre det beskidte arbejde og således kravle op ad karrierens rangstige via venstrefløjens militante netværk. Det er en fascinerende kortlægning, der rammer helt ind i hjertet af dansk film- og medieproduktion. 

Klip: Vi ser Pia Kjærsgaard ankomme i en taxa på Griffenfeldsgade. Det er den 24. marts 1998. Vi er på Nørrebro, i det afrikanske kvarter, som de kalder ”Lille Somalia”.

150 autonome står klar. Taxaens dør bliver flået op, den folkevalgte politiker bliver sparket, slået og spyttet på. Pia Kjærsgaard må flygte ind i en bank, hun tæller sine blå mærker, mens politiet og de autonome slås udenfor. Senere udpeger Kjærsgaard den gerningsmand, der var den groveste af dem alle. Vi har navnet, vi har en unik optagelse fra arkiverne, vi har den rygende pistol!

Klip: Panorering rundt om den tidligere nynazist ”Tommy”, der sidder lænket til sin kørestol, lammet fra halsen og ned. I 1999 blev han overfaldet i sit eget hjem af et sortklædt tæskehold fra Antifacistisk Aktion. Han sad på knæ i sin lejlighed, gennembanket og blødende, da et baseballbat, som gentagne gange blev slået imod hans skaldede isse, gjorde en ende på hans førlighed.

Vi møder Tommy, da han første gang skal stå ansigt til ansigt med sin overfaldsmand. Vi kalder ham ”Thomas”. Thomas i dag er ansat på en højere læreanstalt, hvor han underviser i menneskerettigheder.

Det er et rørende møde.

Tommy vil på den ene side tilstå, at han gik den gale vej med hagekors og jødehad. Thomas vil på den anden side sige undskyld, men få Tommy til at forstå, at den militante venstrefløj var rundet af en idealistisk tid, hvor vold var et legitimt middel for at opnå politiske mål.

Det forstår Tommy godt, for han slog selv små, autonome veganere til hakkekød, som han udtrykker det.

Tommy og Thomas havde ikke bare volden tilfælles. Det slår dem, at de kunne have fundet fælles næring i at dele deres had til den israelske stat.

Alle tre scener fungerer som motor gennem filmen, der har det ædle formål at bringe os tættere på og forstå de mennesker, der engang brugte kriminalitet og grov vold for at fremme egne og politiske interesser, men i dag sidder i samfundets medie- og filmkulturelle elite og hævder at være objektive og demokratisk sindede. 

Det kan blive et brag af en film, Frank. Jeg er klar med kilder, cases og fremdrift, som vi siger her i mit lille produktionsselskab. Lad høre, hvad du tænker!

Venlig hilsen

René Fredensborg / Clean Castle Media

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Vært på Radio24syv fra 2011 til 2019.

I dag kulturanmelder på Ekstra Bladet.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko