Henning Carlsen er død

En af dansk films indflydelsesrige instruktører sov stille ind fredag morgen på Bispebjerg Hospital, skriver Ritzau.

Henning Carlsen ville på onsdag den 4. juni være fyldt 87 år.

Han startede sin instruktørkarriere med trilogien De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og ung (1965) om livet i 1960’ernes Danmark. Han var inspireret af den udenlandske bølge af sandhedssøgende dokumentarfilm, der forsøgte at indfange virkelighedens ubevogtede øjeblikke med de nye letvægtskameraer.

Første spillefilm var Dilemma (1962), en filmatisering af Nadine Gordimers roman om apartheid, som han optog hemmeligt i Sydafrika.

Men det store internationale gennembrud kom i 1966 med Hamsun-filmatiseringen Sult, der skaffede den svenske hovedrolleindehaver Per Oscarsson prisen for bedste mandlige skuespiller på Cannes-festivalen.

Fangede danskheden i komedie
På forbløffende vis lykkedes det Carlsen at overføre Sult-romanens sitrende sensitive jeg-fortæller til en filmisk form, hvor vi oplever 1890’ernes Kristinia gennem den sultende digters bevidsthed, som i stigende grad er præget af hallucinationer.

Per Oscarssons Pontus blev inkarnationen af den stolte, men fattige kunstner, der både kæmper med omverdenen og sit eget sind. Han stræber mod det åndelige, mens han går i fysisk forfald.

Henning Carlsen lavede aldrig en film af samme kaliber, men hertil ville han med en vis ret kunne have repliceret: Det er der heller ikke andre, som har gjort.

Han viste i 1972 sin alsidighed med Man sku’ være noget ved musikken, en vellykket folkekomedie om den danske folkesjæl. På et natværtshus møder vi nogle danskere, som har store drømme, men helst stikker hovedet i busken, når drømmene skal realiseres.

Sans for skuespiltalenter
Henning Carlsen havde et skarpt øje for unge skuespiltalenter.

Han gav i 1978 Jesper Christensen hans første hovedrolle i den tragikomiske og skammeligt oversete Hør, var der ikke en, som lo?

Og han opdagede Sofie Gråbøl, der i en alder af sytten debuterede over for superstjernen Donald Sutherland i Oviri. Endnu et kunstnerportræt, denne gang om kunstmaleren Paul Gaugain, men mere konventionel end den kongeniale Sult.

Foruden film instruerede Carlsen tv-spil og teaterstykker. Han var i perioden 1968-1981 direktør for Dagmar-biografen i København, han importerede og distribuerede film. Han underviste også på Den Danske Filmskole og var medgrundlægger af Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Hæderlig svanesang
Et sent lyspunkt var den bittersøde komedie I Wonder Who’s Kissing You Now (1998) med Tommy Kenter, som spiller manden, der har alt, men fortæres af jalousi.

Hans sidste værk blev filmatiseringen af Gabriel García Marquez’ Erindring om mine bedrøvelige ludere (2012).

Filmen skildrer en mand, der på sin 90-års fødselsdag vil dyrke sex med en ung jomfru. På overfladen en kontroversiel film, som skabte uro i indspilningslandet Colombia, men i bund og grund en velmenende og hæderlig svanesang.

Henning Carlsen efterlader sig seks børn og livsledsageren Else, der var en solid støtte og årsagen til, at han kunne være aktiv helt frem til sin død.