”Jeg har lavet nazisten i dansk film”

Jeg er ikke nogen stor fan af gysergenren. Faktisk er det en af de genrer, der keder mig mest. Der er mange dårlige gyserfilm, og genrens formål med at skræmme virker sjældent på mig.

Men da jeg var fem år, blev jeg lagt bag fjernsynet, fordi der var en film, jeg ikke måtte se. Jeg kunne høre lydene og blev nysgerrig. Så jeg stak hovedet ud foran fjernsynet i samme øjeblik, som der kom et grønt monster frem. Det satte sig i mig!

Som teenager havde jeg venner, der dyrkede genren. I 80’erne var volden ekstremt eksplicit og ulækker, men jeg var for blød og forsigtig til at blive tiltrukket af det.

I dag er mine yndlingsgysere Polanskis Rosemarys baby og Den nye lejer – og Nicolas Roegs Rødt chok, som basalt set handler om en familie i sorg, men der er mange åbne spørgsmål. Eksorcisten har en fantastisk spændende opbygning om en lille pige, der er besat. Realismen fungerer godt, men når hovedet begynder at dreje rundt, og hun brækker sig, står jeg af.

Det absurde
Jeg kan derfor ofte bedst lide første halvdel af en gyser – før det begynder at gå amok. Og jeg er mere interesseret, når kunstneriske filmskabere prøver kræfter med genren.

Lars von Trier er mit store forbillede, fordi han ingen grænser har og tør gå hele vejen. Tænk bare på Riget og Antichrist. Og Michael Haneke med Bennys video og Funny Games er en gysermester på sin egen arthouse-måde. Jeg føler mig også i familie med græske Yorgos Lanthimos og svenske Ruben Östlund, der begge har sans for det absurde.

Bølgerne går højt i Speak No Evil, hvor en dansk familie bliver venner med en hollandsk på en ferie i Toscana. Men da danskerne senere besøger hollænderne, ender det i et mareridt (foto: Andreas Bastiansen).

Absurditet og horror er beslægtet, fordi det absurde rum er uhyggeligt. Men i Danmark er vi bundet af en meget konservativ realisme. Vi er gode til dramaet, det troværdige og psykologiske, noget med relationer. Det ligger i vores rødder og traditioner, mens det at tænke larger than life og ekstremt kan være meget grænseoverskridende.

Det har jeg forsøgt i min nye film Speak No Evil, hvor en dansk familie på en ferie i Toscana bliver venner med en hollandsk familie. De hygger sig sammen, men da danskerne noget tid senere besøger hollænderne hjemme hos dem, virker noget helt forkert. Som de søde mennesker, de er, kan danskerne ikke finde ud af at køre hjem, selv om de skulle have gjort det.

Berøringsangsten
Kort fortalt handler Speak No Evil om, at vi måske selv tillader det onde, fordi vi har svært ved at genkende og afkode det. I vores del af verden er vi godt opdraget og velmenende. Så hvad sker der, når vi møder det onde?

Det er et aktuelt tema, som man kan oversætte til politik, køn og alt muligt. Jeg tænkte ikke på Trump, terrorisme eller #MeToo, men ismer som fascisme og racisme.

Vi tillader ondskab og prøver at gøre os til venner med det onde. For det virker afstumpet at sige: ’Jeg tror, at han vil slå nogen ihjel.’ Vi vil ikke beskyldes for at have fordomme om vores medmennesker. Så ender det jo med at blive et paranoidt samfund.

Dét tematiserer Speak No Evil.

Alle mine film er på en måde gysere. En frygtelig kvinde er en hverdagsgyser. Oprindelig sluttede den med, at vi zoomede ind i maven på kvinden, og så lå der en lille pige, mens vi spillede dødsmusik. Det brød filmens realisme, men vores udgangspunkt var, at kvinden er ond. Slet og ret. For det løfter fortællingen op og gør den mytologisk.

Min bror og jeg tænkte ikke på, at folk ville blive rasende, da vi skrev filmen. Det handlede for os om, at historien ikke ville være interessant, hvis vi ikke havde en Medusa-skikkelse af bibelske dimensioner. Det kræver mod, for herhjemme skal man altid være ”på den ene og den anden side”.

Christian Tafdrup er mere til psykologisk gys end bøh-film, og han vil gerne udfordre den velmenende humanisme, som gennemsyrer dansk film (foto: Andreas Bastiansen).

Med Speak No Evil har jeg en ambition om at sige noget om den spændende tid, vi lever i.

Der har de sidste tyve år været meget ondskab udefra, og det er tydeligt, at vores virkelighed hviler på et skrøbeligt fundament. Min film beskæftiger sig med vores ekstreme berøringsangst over for mørket. Om den korrektheds- og høflighedskultur, vi lever i.

Og når vi fortrænger mørke, kommer vi ironisk nok også til at hige efter det. Det bliver som den katolske kirke. Det moderne menneske, der prøver at lægge bånd på sig selv, men samtidig længes efter et mørke, oplever jeg meget i øjeblikket. Det er en særlig form for ondskab, at mørket ikke må findes.

Lyset og mørket
Med Speak No Evil ville jeg ikke bare lave et kammerspil om to par. Og det sværeste har været at gøre filmen uhyggelig og ikke bare til et dansk drama. At finde den mytiske stemning, som gysere har.

Det har været vanskeligt at illustrere det større tema, der ligger under historien. Det skulle være på et subtilt plan i manuskriptet, men også i alle de valg, vi traf under indspilningen. Scenografisk, rekvisitmæssigt, musik. Hvordan ser bilen ud? Hvordan er deres seng? Hvordan falder lyset? Uden det mytiske er der ingen gyser, og den balance tog vildt lang tid at finde.

Vi skulle for eksempel finde en restaurant til handlingen. Nogle af dem var alt for tydelige gyserrestauranter, andre havde det slet ikke i sig. Præcisionen var afgørende.

Det lyder abstrakt, men man kan mærke, hvornår man har fat i det store drama om menneskeheden. Især i en gyserfilm skal der være noget større end den her verden. Vi skal have det gode og det onde, Gud og Satan, lyset og mørket. De skal være i små situationer hele tiden. Djævlen gemmer sig i detaljen, som man siger.

Jeg tænkte indimellem på filmen som en opera, og det hjalp meget, fordi operaen tør slå armene ud. Vi tog nogle valg, som måske er lidt for meget, men som en opera ville gøre. For eksempel musikken. Det er jo ikke, fordi alle parametrene spiller stort, men hvis man putter musik med store armbevægelser på vores danske naturalisme, kan det have en mytisk effekt.

Håbefuldt vildspor
Herhjemme er gyserfilm nærmest ensbetydende med ungdomsfilm. Der ligger en tung ånd fra Sidste time og den slags gysere. De sælger ikke så mange billetter og bliver tit dårlige, så at få støtte fra Filminstituttet til en gyser er svært.

Jeg var nok heldig at få støtte til Speak No Evil. Det var vist kun, fordi Mikkel Munch-Fals var konsulent. Da han tiltrådte stillingen, sagde han i et interview, at der mangler en nazist i dansk film. Ikke bogstaveligt, men i den forstand, at film skal stikke ud fra den pæne ligegyldighed.

Den film, jeg har lavet, er nazisten!

Sidsel Siem Koch spiller hovedrollen i Speak No Evil, som i denne scene uvægerligt leder tankerne hen på filmhistoriens mest chokerende brusebad i Hitchcocks Psycho (foto: Andreas Bastiansen).

Film bekræfter ofte det, vi i forvejen synes. Den bløde humanisme, som ingen kan være uenig i. Men jeg kan godt lide at vende tingene på hovedet eller tage fat i nogle tabuer. Og når jeg selv tvivlede, opfordrede Mikkel mig til at gå langt og huske, at det skulle være en radikal film. Jeg skulle ikke tænke på, at publikum skulle vælte ind i biografen for at se den.

Ligesom En frygtelig kvinde har jeg skrevet Speak No Evil med min bror Mads, og vores ambition har været at lave Danmarks mest ubehagelige film. Undervejs har mange sagt, at der skal være et håb i filmen. Det har også været en forudsætning for at få støtte – altså med undtagelse af Filminstituttet.

Men jeg fandt ud af, at jeg var totalt på vildspor. En film skal ikke altid samle folk op. Her har vi lavet en sort fortælling a la brødrene Grimms eventyr, og det, der sker i handlingen, skal have en konsekvens.

Satirisk blik
Jeg har lavet en gyser, fordi jeg godt kan lide at være på dybt vand. Jeg forsøger at bringe sanselighed og min fornemmelse for karakterer og psykologi ind i genren, i håbet om at der opstår noget spændende.

Men jeg må også indrømme, at jeg har kæmpet meget med filmen. Er den overhovedet uhyggelig? Jeg er ikke særligt god til jump scares og manden med leen, så der er ikke meget af den traditionelle raslen i busken-gys. Der ligger en forventning om, at noget vil ske, og jo længere vi holder den stemning, jo længere er jeg selv fascineret. Jeg vil ikke skræmmes hvert minut, men det er selvfølgelig en smagssag.

Grundlæggende har jeg et satirisk blik på verden, og jeg kan godt lide at lægge en humoristisk vinkel på en situation, så den ikke bare bliver ubehagelig eller ulækker. Forhåbentlig vil publikum også grine undervejs.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er for en film, jeg har lavet. Vi har holdt mange testvisninger. Nogle folk kan lide den, nogle står af, og så er der dem, som mener, at jeg skal på den lukkede afdeling. Så måske har jeg lavet min sidste film. Det må bære eller briste.