Nyhed
28. aug. 2020 | 15:12

Kulturlivet får stor millionpakke

Foto | Nordisk Film Biografer
De danske biografer har været hårdt ramt af coronakrisen, men nu bliver der fra politisk hold gjort en indsats for, at biograferne kan overleve økonomisk.

Politiske aftaler sender 680 millioner kroner til den nødlidende kulturbranche, og denne gang er danske biografer inkluderet.

Af Nicki Bruun

Kulturminister Joy Mogensen er blevet udskældt for ikke at gøre nok for kulturlivet under coronakrisen.

Danske biografer har været oprørt over, at de i modsætning til museer og zoologiske haver ikke blev inkluderet i sommerhjælpepakken på 700 millioner kroner, som gav kulturinstitutioner mulighed for at tilbyde publikum billetter til halv pris.

Nu er der dog indgået aftale mellem et flertal af Folketingets partier om en ny pulje på 300 millioner kroner, som skal sikre flere kulturaktiviteter rundt omkring i landet under genåbningen.

Og denne gang er biograferne en del af aftaleteksten.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu står klar med en ny politisk aftale. Vi har lavet en unik model, hvor vi hjælper kulturlivet med at skabe og fastholde aktivitet – til trods for sundhedsrestriktionerne,” udtaler Joy Mogensen i en pressemeddelelse.

”Teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører vil kunne få økonomisk hjælp, så de kan gennemføre arrangementer, der ellers ville være aflyst.”

Gang i hjulene
Også Erhvervsministeriet har i dag offentliggjort, at der er enighed om at forlænge en række puljer med penge til det nødlidende kulturliv.

De beløber sig i 280 millioner kroner, mens Kulturministeriet også har oprettet en pulje på 100 millioner kroner til foreningslivet og idrætten.

Sammenlagt beløber det sig til en håndsrækning på 680 millioner kroner til kulturlivet.

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at kulturen og idrætten kan få sat gang i hjulene – i stedet for at aflyse og lukke ned. Med aftalen sikrer vi, at en række vigtige hjælpepakker bliver forlænget,” siger kulturminister Joy Mogensen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko